De 10 bedste film du kan streame gratis på Filmstriben (5. del)

Jeg vil over de næste 10 fredage anmelde 10 film, som efter min mening er pragteksemplarer på, hvad filmmediet kan opnå. De virker selv den dag idag til at være lige så skelsættende, som de var i sin tid. De er hverken langsommelige eller forældet, set fra et nutidigt synspunkt. Fælles for alle filmene er, at de gør, hvad film gør bedst; de rører os på både på et intellektuelt og et emotionelt niveau. Dette er altså film, som alle skylder sig selv at se, og som, takket været Filmstriben, ligger frit tilgængelig for alle at se, hvor som helst, når som helst.

Paris, Texas (1984) – inst. Wim Wenders

Den anerkendte tyske filminstruktør Wim Wenders har med Paris, Texas skabt et dybtfølt univers, hvori der udspiller sig en utrolig sørgelig historie uden nogen form for falsk sentimentalitet – en moderne tragedie uden lige.

En mand kommer gående alene i ørkenen. Han er iklædt jakke og slips – hvad der engang var pænt tøj, men nu er det fuldstændig tildækket med støv og ørkensand. På hovedet har han en rød baseballkasket, og i ansigtet gror der et langt pjusket skæg, der ikke er blevet trimmet i flere måneder. I et kort øjeblik stopper han op for at få en tår vand fra en kæmpe dunk, men fortsætter hurtigt sin gang igen, og i én lang indstilling ser vi ham beslutsomt vandre igennem ørkenlandskabet, indtil han til sidst næsten forsvinder i horisonten. Hvem er denne mand? – og hvor kommer han fra?

På blot få minutter formår filmens instruktør at fængsle seeren, og han giver ikke slip før fortællingen er ovre. Mandens navn er Travis (Harry Dean Stanton), og det viser sig at han lider af hukommelsestab. Efter noget tid bliver han fundet af en tysk læge, som fastslår at Travis må være stum. Det viser sig samtidig, at Travis er i besiddelse af et telefonnummer, der tilhører Travis’ bror Walt, som hverken har set eller hørt fra Travis i snart fire år. Vi finder yderligere ud af, at Travis tidligere har haft både kone og barn, men at hans kone forsvandt kort efter hans egen forsvinden, og at hans søn siden er blevet opdraget af hans bror og svigerinde. Hvad der står til grunde for familiens opløsning, bliver efterfølgende filmens omdrejningspunkt.

I bund og grund er narrativet ganske simpelt, men historien er følelsesmæssigt kompleks. Dette kommer specielt til udtryk i en af filmens sidste scener, hvis indhold jeg ikke ønsker at afsløre, men som er blevet beskrevet som værende ”en af de bedste monologer i filmhistorien,” og det er samtidig en af de mest hjerteskærende. Ydermere er scenen en af de mest veleksekverede optagelser i hele filmen (og Wenders karriere), hvilket markant forstærker scenens effekt. At se den udspille sig for øjnene af en, er at forstå, hvor fantastisk filmmediet er.

Helt centralt for filmens dramatiske karakter er de to hovedroller, Travis og hans søn Hunter, spillet af den dengang blot 9-årige Hunter Carson, som begge giver en fænomenal præstation. Specielt Stanton giver, hvad man nok i dag ville kalde en karriere-definerende præstation. Man er ikke et sekund i tvivl om, at Travis angrer sine tidligere handlinger og blot ønsker sin familie tilbage.

At filmen kommer fra den europæiske filmtradition, er tydeligt at se; den er koncentreret, minimalistisk og udelader alle uvæsentlige effekter. Dette var den første film Wenders optog i USA efter at have lavet film i Tyskland i næsten 15 år, og filmen minder i højere grad om en europæisk art film end en typisk Hollywood-film. Dette kommer tydeligst til udtryk i filmens betagende cinematografi og uforglemmelige soundtrack, som med jævne mellemrum bliver udråbt som værende blandt de bedste soundtracks nogensinde (link til soundtrack i bunden af artiklen).

Paris, Texas also benefits from a music soundtrack, courtesy of Ry Cooder, that is amongst the best ever composed for a motion picture. Cooder’s opening track – an outstanding blues-drenched guitar solo – literally amalgamates all of the complex emotions Paris, Texas is infused with.” – Dr. Svet Atanasov

Da filmen i 1984 vandt Guldpalmen, den mest anerkendte filmpris ved den internationale filmfestival i Cannes, kom det ikke som nogen overraskelse blandt filmentusiaster, og filmens omdømme er kun vokset i de følgende år.

Dette er en film alle bør opleve mindst én gang i deres liv.

Filmens soundtrack: