De 10 bedst film du kan streame gratis på Filmstriben (6. del)

Jeg vil over de næste 10 søndage anmelde 10 film, som efter min mening er pragteksemplarer på, hvad filmmediet kan opnå. De virker, selv den dag idag, til at være lige så skelsættende, som de var i sin tid. De er hverken langsommelige eller forældet, set fra et nutidigt synspunkt. Fælles for alle filmene er at de gør, hvad film gør bedst; de rører os på både på et intellektuelt og et emotionelt niveau. Dette er altså film, som alle skylder sig selv at se, og som, takket været Filmstriben, ligger frit tilgængelig for alle at se, hvor som helst, når som helst.

Hemmeligheder & løgne (1996) – inst. Mike Leigh

Med sin guldpalme-vindende Hemmeligheder & Løgne undersøger Mike Leigh status quo hos den britiske arbejderklasse, hvilket resulterer i et hysterisk morsomt og samtidig stærkt bevægende mesterværk om en succesrig sort kvinde, der finder ud af, at hendes biologiske mor er en underprivilegeret hvid kvinde.

At beskrive filmen således er på den ene side helt korrekt, men på den anden side forkert, da det ikke beskriver den centrale konflikt i filmen omhandlende moren, Cynthia (Brenda Blethyn), og hendes forhold til sin familie, som næsten er blevet ødelagt netop på grund af hemmeligheder og løgne, deraf filmens titel.

Hortense (Marianne Jean-Baptiste), en sort succesrig øjenlæge bosiddende i London, beslutter sig for at opsøge sin biologiske mor efter hendes adoptivmors død. Da Hortense finder ud af, at hendes mor ikke bare er hvid, men heller ikke på nogen måde minder om hende, bliver hun først forbløffet, men vælger stadig at mødes med hende. Moren, Cynthia, er fabriksarbejder, fraskilt og har en datter på 20, som væmmes ved hende. Hun har, i modsætning til Hortense, langt fra styr på sit eget liv. Størstedelen af filmen virker hun til at være på randen til at få et nervøst sammenbrud.

Dette er setuppet til, hvad der anskueligvis er den bedste britiske film fra 90erne, og alligevel har jeg kun beskrevet en brøkdel af filmens handlingsforløb. Dog ønsker jeg ikke at afsløre mere på forhånd, da det netop er filmens intelligente måde at bevæge plottet fremad på, der gør filmen interessant. Alligevel skal det siges, at når de to endelig mødes, er det et af filmens højdepunkter. En kritiker beskriver det således: “I was riveted to the screen. I could not stop watching the movie. But I could never sit through it again.

Når scenen virker så stærkt, skyldes det ikke mindst Brenda Blethyn udførelse af rollen som Cynthia, hvilket fortjent vandt hende prisen for bedste kvindelige skuespiller ved filmfestivalen i Cannes. Sjældent ses så rå en optræden på film, hvor en kvinde i så høj grad, kan spille med sine følelser.

Men Brenda Blethyn er ikke den eneste, der leverer en fortrinlig præstation, som skarp kontrast til Blethyns ængstelige optræden er Marianne Jean-Baptiste som Hortense, der altid forholder sig fattet og rolig, men i virkeligheden leverer samtlige skuespillere i Hemmeligheder & løgne en fremragende præstation.

Noget af det mest interessante ved filmen og Mike Leighs filmografi, som også er en af årsagerne til filmens medrivende skuespil og komplekse karakterer, er måden hvorpå filmen er blevet til.  Leigh er nemlig kendt for sin unikke måde at skrive film på. Det starter altid med, at han forestiller sig nogle karakterer i en given situation. Angående Hemmeligheder & løgne har Leigh udtalt, at han ønskede at lave en film, der omhandlede abort, samt: “[I] wanted to make a film about the new generation of young black people who are moving on and getting away from the ghetto stereotypes.” Leigh fortsætter, “And these were jumping off points for a film which turns out to be an exploration of roots and identity.
Efterfølgende har han så fundet nogle skuespillere, som kunne spille disse roller, og sammen har de så arbejdet i nogle workshops, hvor dialogen og plottet har udformet sig, og først efterfølgende har han skrevet manuskriptet. Alt dette er med til at gøre karakteren meget mere autentiske, samtidig med at det binder skuespillernes fremførsel i noget virkelighedsnært, hvilket tydeligt kommer til udtryk i filmen i form af de fremragende præstationer.

I en sammenfatning af filmen konkluderer den amerikanske filmkritiker Roger Ebert, at filmen viser os, hvordan helt almindelige mennesker håndterer livets trængsler. Ebert fortsætter: ”One intriguing aspect of the film is the way Leigh handles race: The daughter is black, the mother is white, the family has no idea Cynthia had another child, and yet race is not really on anybody’s mind in this film. They think they have more important things to worry about, and they’re right.

Efter filmen er ovre, er der næppe nogen tvivl om, at dette er en film man sent vil glemme, og at de karakterer vi har mødt, er nogle der vil blive hos en, længe efter filmen er ovre.