Året der gik med Alice Magazine

 

Hvad er der sket? Og hvad kan du forvente af Alice i år?

Det første kalenderår i Alice Magazines historie er passeret, og hvilket fantastisk år vi har haft. Vi giver her en gennemgang af årets højdepunkter og løfter sløret for, hvad du kan forvente af Alice Magazine i 2018.

 

Til start vil jeg takke vores trofaste følgere på vegne af alle os, der er og har været involveret i Alice. Vi nåede for nyligt 1000 følgere på vores facebookside og takker ydmygt alle jer, der følger spændt med ude bag skærmene.

I alt har over 25 frivillige skribenter stået bag knap 100 udgivelser og dermed benyttet Alice Magazine som talerør for netop deres tanker og ideer.

Emnerne og genrene har været spredt over musik, politik, samfund, guides, kulturanmeldelser, portrætter, debatindlæg, personlige fortællinger og meget andet, assorteret med visuelle lækkerier i form af billedserier og et væld af foto, video og grafik.

Dermed holder vi vores målsætning om at agere talerør for kreative unge mennesker med noget på hjerte, samt fortælle alle de historier vi finder interessante og spændende.

Hvad er der sket i løbet af året?

Vi har haft et uhyre spændende år, hvor vi har prøvet kræfter med en række nye projekter og samarbejder.

I maj inviterede vi alle læsere, venner og familie til fest på Chateau Motel. Det blev til en fantastisk aften med et væld af drikkevare og god musik, hvor store Alice-logoer prydede muren i gården hele natten. Tak til alle der kom og festede med os.

 

I starten af august var vi med til at co-hoste ”On a Boat”-festen, der fremgik i årets officielle program for Copenhagen Fashion Week. En stor tak skal lyde til hovedarrangørerne fra Best Buds Cph, der havde samlet en række unge iværksættere, for at skabe en spændende og anderledes form for fest til Fashion Week.

I slutningen af august afholdt vi vores første foredrag om unge iværksættere – ”Sæt i Værk” med taler fra Esben H. Licht fra det miljøbevidste tekstiltrykkeri Makershirt, samt Kasper K. Larsen og Poul Carmes fra billeddelings appen Groupcam. Vi tog mange erfaringer med fra dette, og stiler imod flere foredrag fra Alice fremover.

I oktober begyndte vores samarbejde med Mæcen, der hjælper kreative sjæle med at finansiere deres arbejde gennem crowdfunding. Grundet samarbejdet er det nu muligt at donere et lille månedligt beløb til Alice Magazine. Tak Otilia Leschly fra Mæcen, for at få os med på vognen.

 

Hvad skal der så ske i det nye år?

Vores generelle målsætning er som altid: At give vores læsere mængder af lækkert indhold i form af artikler, fotoserier, videoer, podcast mm.

Allerede den følgende uge begynder vi at diske op med endnu flere spændende indlæg.

 

Tilmed kan vi løfte sløret for, at vi har startet et samarbejde med de gode folk fra det miljøbevidste tekstiltrykkeri Makershirt. Følg med på siden for mere info.

 

Det skal heller ikke være slut med at tage til arrangementer med Alice. Vi stiler mod at holde flere fester og foredrag i det nye år, og så kan vi løfte sløret for det næste arrangement:

Det digitale kulturmagasin og folkeoplysende forening VINKkbh har inviteret Alice Magazine til at deltage i deres nye talk-koncept ”VINKel” med fokus på – journalistik og kulturformidling mellem unge.

Arrangementet vil bestå af en talk om fokus emnet med en repræsentant fra VINKkbh, SEIN mag, PAPERCUT odyssey og selvfølgelig Alice Magazine. Hertil kommer både underholdning og efterfølgende hygge. Hold øje med siden for mere information om begivenheden.

 

Til slut er der ikke mere at sige end, tak for et fantastisk 2017, vi glæder os til at dele meget mere Alice med jer i 2018.