Jeg er sådan en af dem

Jeg er sådan en af dem, der er blevet knækket. Af uddannelsessystemet, af et usundt forhold, af karakterræset, af en skilsmisse, af mine egne høje ambitioner. Som en gren, der er blevet bøjet mere og mere over en periode og til sidst har givet efter. Og så er der flere stykker. Og det er svært at se, hvordan de mon kunne sidde sammen før.

 

Jeg fik mit første panikanfald i oktober 2015. Det var til en Emil Stabil koncert på en weekendtur til Lolland. Jeg stod der i min Hard Rock hættetrøje og kampsvedte. Begge arme i vejret. Delvist for at danse med, delvist for at få en form for luft over de andres hoveder. Stabil sang. Man kunne ikke brænde ham, for han var allerede lavet af ild. Man kunne godt brænde mig. Og jeg mærkede det mere og mere. Til sidst måtte jeg ud. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom det. Det ene øjeblik var jeg forrest ved scenen. Det næste var jeg ude på terrassen. Måske var koncerten slut. Måske var den ikke. To piger fandt mig, siddende på jorden med ryggen mod muren. Jeg kendte dem heldigvis. Jeg ved ikke, hvad jeg sagde til dem, eller om jeg sagde noget overhovedet. Det næste jeg husker er, at min kæreste lagde mig i seng. Han sad ved mig hele natten. Jeg tror jeg sov nogle gange, men aldrig meget og aldrig tungt.

 

Så kom jeg hjem. Og jeg besluttede mig for at det var en engangsforseelse. For jeg er jo ikke sådan en der knækker.

 

Sådan skulle det ikke gå. Der kom et anfald igen ugen efter, og igen et par dage efter det. De kommer stadig. Ikke hver dag. Ikke engang hver uge. Men de kommer. Og når de gør, så føles alting som om det gør ondt på en gang. Så binder mit bryst sig sammen og så kan der slet ikke komme luft ned i lungerne. Mit hoved bliver tungt. Sådan helt tungt, så kan min nakke ikke bære det. Det føles som om alting stiger op af, som om alle dele af min krop og min bevidsthed helt ukontrollerbart begynder at svæve. Men mine fødder sidder stadig fast i jorden. Og jeg kan ikke gøre andet end bare at græde. I hvad der føles som dage. Men nok ofte er tættere på timer. Eller minutter.

 

Tit er jeg nødt til at sætte mig på gulvet, ligesom den allerførste gang. Det hjælper, selvom det ser mærkeligt ud. Den første gang min lillesøster så det, syntes hun sikkert, at jeg skabte mig. Det gjorde jeg måske også. Nu sætter hun sig ned på gulvet ved siden af mig, så skaber vi os sammen. Det er meget rart.

Nogle gange slår jeg også med armene. Jeg ved ikke, hvad jeg slår efter. Jeg tror bare jeg fægter. I et desperat forsøg på at kæmpe imod det der prøver at knække mig. Eller måske for at mærke at mine arme stadig sidder på min krop. Jeg ville ønske jeg vidste det.

 

Der er også dage, hvor jeg slet ikke kommer ud af lejligheden. Det er de værste. Jeg vil meget hellere sidde på jorden foran en hytte på Lolland, end jeg vil stå i min stue og prøve at komme ud ad døren. Men det er som om, at man ikke kan vælge selv. Så havde jeg nok også valgt, at jeg stadig var samlet i ét helt stykke.

 

Men det er jeg ikke. Jeg tror snart jeg er knækket i tusinde stykker. Og jeg har efterladt dem alle mulige steder. På Lolland. På køkkengulvet hjemme hos min familie i Californien. På mit børneværelse hos min mor. I min søsters bil. Og på universitetet. Der ligger efterhånden mange stykker på universitetet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med de stykker, der knækker af. For jeg tror ikke de kan sættes på igen. Men jeg tror på – sådan helt ned i maven – at det stykke jeg stadig har, det er sundt og raskt. Og det der er med raske grene, det er at de vokser videre. Og en dag kommer jeg forhåbentlig til at være så stor og stærk, at det bliver rigtig svært at knække mig. Det tror jeg på.


 

 

Der er sket meget siden oktober 2015. Jeg har sunget med på mange Emil Stabil sange siden den dag. Jeg har også været på weekendture siden. Jeg har til gengæld ikke haft min Hard Rock hættetrøje på siden. Den tilgav jeg aldrig. Den skulle ikke have ladet mig knække.