DEM VI ER – IKKE VORES FORTID

Jeg møder hende for første gang i venteværelset. Fra hver vores ende af rummet stirrer vi stift på hinanden. Ingen siger noget. Med strittende blåt hår og sortmalede øjne står hun i stærk kontrast til de dulmende hospitalsfarver. Jeg kan høre lyden af hende negle, der kører mod hinanden. Igen og igen. Jeg kigger på …