Bankslave – Kenyansk kunst med holdning

Hvert år prydes festivalpladsen med et hav af smukke farver, når graffitikunstnere fra hele verden samles for at udsmykke årets Roskilde Festival. Vi ønsker at sætte fokus på historierne og menneskerne bag de mange kunstværker, som agere baggrund for vores mest fantastiske festivaløjeblikke.

Tirsdag før festivalpladsen åbnede skulle sidste hånd ligges på de kæmpestore malerier, hvilket resulterede i et hav af talentfulde graffitimalere, trappestiger og malingdåser fra Molotow langs pladsens vægge. Et af de mest iøjnefaldende malerier finder vi på forsiden af Gloria hallen. Mønsteret forestiller et farverigt kvindeansigt med ordet ”Equality” samt småbidder af pengesedler. Man mærker med det samme, at dette er et værk, der emmer af politisk holdning. På en stor kranlift ses en skikkelse i færd med at færdiggøre værket, han stopper op et par gange for at danse til musikken fra sine hvide hovedtelefoner. Skikkelsen er kendt under navnet Bankslave og er før blevet beskrevet som Kenyas graffiti-konge, da han er en af pionererne bag Kenyansk graffiti.

Vi fangede Bankslave, kort efter det gigantiske maleri var fuldendt, for at høre historien og tankerne bag netop dette ”piece”, samt at få et indblik i en international graffitikunstners liv. Bankslave har rejst hele vejen fra Kenya for at male på festivallen og bor hele ugen på teknisk skole ved siden af festivallen sammen med resten af de internationale graffiti kunstnere. Han beskriver selv en stolthed over at være iblandt så mange af verdens bedste malere, hvoriblandt mange har inspireret hans egen kunst.

Bankslave har opnået stor anerkendelse i det internationale graffitimiljø for sine politiske portrætter om miljø og mennesker, hvilket falder ufatteligt godt i hak med årets tema på Roskilde Festivals, der skal sætte fokus på økonomisk ulighed. Emnet ulighed står Bankslave meget nært, han udtaler: “Everyone should have the right to be equal, the right to have the same possibilities on a level playing field. They should have a life, that they are comfortable with”. Et toneangivende element i værket er bidderne af amerikanske dollarsedler. Bankslave fortæller, at disse elementer repræsenterer den økonomiske ulighed, og nævner: ”Money rules the world. Unfortunately.” Han håber at dette værk kan sætte gang I folks tanker om ulighed.

Kvindeansigtet af afrikansk udseende midt i motivet er meget typisk for Bankslave. Han forsøger altid at trække sine afrikanske rødder med ind i kunsten, hvilket kan ses i mønsteret rundt om portrættet og det smukke kvindeansigt. Han fortæller, at motivet er af en rigtig kvinde fra Kenya og at han ofte maler afrikanske kvinder i sine værker, fordi han synes, at de fortjener at blive bemyndiget. For som han selv nævner, er der stadig mange steder i verden, hvor kvinder skal ses, men ikke høres. Han håber at afrikanske kvinder vil se dette værk, spejle sig i det smukke afrikanske udseende og føle sig bemyndigede og smukke. Derudover indrømmer Bankslave, at dette smukke kvindeansigt også er en god måde at lokke tilskuere til.

Lær mere om Bankslave og se mere af hans kunst på hans Instagram og Facebook.