Beretning fra en enlig koncertgænger

Jeg tog til koncert i Pumpehuset. Alene. For første gang. Læs her, hvorfor det ikke er så skræmmende, som det måske lyder, og hvordan du kan bruge det til meget mere, end du tror.

De første få meter er de tungeste at gå. Den iskolde vind bagfra hjælper mig på vej. Mylderet af smalltalk flyver rundt i lokalet oven i loungemusikken, der spiller i højttalerne.

Der står hun. Bartenderen. Hendes tomme øjne er det første, der møder mig, da jeg træder ind i det mørke lokale. Hendes blik flakker frem og tilbage. Hun ser ikke rigtig på mig. Jeg er jo også bare en anden kunde. Hun chatter lidt med sin kollega, mens hun skænker min øl.

Jeg vender mig om, og tøver ikke med at gå hen i hjørnet og sætte mig ved siden af to andre. Det er meget vigtigt, at jeg ikke ligner en, der tøver. De første minutter er akkurat lige så angstprovokerende, som jeg havde forestillet mig.

Jeg finder min blå notesbog frem og begynder ihærdigt at forsøge at få alle indtryk ned på papir. Jeg skal jo ligne en, der er optaget af noget, når nu jeg ikke er optaget af at tale med nogen. Min skrift ligner noget et børnehavebarn kunne have tegnet. Min hånd ryster. Måske på grund af decemberkulden, der blæser ind i loungen, hver gang flere kommer ind ad døren. Måske fordi jeg bruger så meget energi på at tænke over, at jeg bare skal se helt cool ud og lade som om, det ikke rører mig, at jeg er her alene. Manden ved siden af mig skuer lidt over til min bog. Jeg ser, at han kigger. Vil han snakke med mig, eller synes han bare at jeg ser nervøs eller ivrig ud?

Langsomt føles det mere komfortabelt. Jeg ser ikke helt så alene ud. Ikke helt så alene, som ham, der står op ad bordet midt i loungen og kigger ned i sin øl, eller hende, der har prøvet at gemme sig bag trappen de sidste 20 minutter. De ser ud til at være de eneste andre, der er her alene indtil videre. Der sker noget ovenpå. Alle flokkes derop. Jeg må rejse mig fra mit varme sæde.

“When the music plays, no one cares”

Jeg falder i snak med en australsk pige, der også er alene til koncerten. Hun fortæller, at hun til hver en tid ville foretrække at tage af sted med en anden for at have nogen at tale med. “But when the music plays, no one cares”, tilføjer hun.

 

There’s a lot still to live for

There’s a lot goin’ on, let it out

Find a light in the cold alone

Kelela – Jupiter

Lyset dæmpes. Stille svæver de første lyse falsetter ud over publikum, i takt med at korsangerne langsomt lyser op. Som en hjertebanken drager bassen publikum ind i en trance. En trance, hvor musikken er det eneste, der har betydning. Vi glemmer tid og sted. Omfavner skrøbeligheden. Mærker rytmen, og finder vores egen vej i den. Pludselig føler jeg mig ikke længere alene.

 

Men hvad er problemet?

Jeg taler med en kvinde, der står i baren. Jeg spørger hende, om hun nogensinde har prøvet at tage til koncert alene, og om hun synes, det er noget andet end at gøre andre ting alene.

“Jeg har prøvet det én gang i udlandet. Jeg ville nok aldrig tage til koncert alene. Jeg synes, man udstiller sig selv meget mere her. Jeg ville nok maks tage på café alene”, forklarer hun.

Jeg har mange gange set at en kunstner, jeg er vild med, er kommet for at spille i København. Jeg har dog med det samme droppet ideen om at tage af sted, fordi jeg vidste, at ingen af mine venner ville være interesserede i at tage med mig. Mest fordi min smag er så langt fra hvad de lytter til. Men denne gang tænkte jeg over det en ekstra gang. Hvad er det egentlig, der forhindrer mig i at tage til koncert alene? Det drejer sig kun om én ting: min egen indstilling.

Nogle gange er det ikke andre end os selv, der står i vejen for de ting, vi ønsker at gøre med vores liv. 

Jeg gik et stykke tid og var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage alene ind og se Kelela i Pumpehuset, efter jeg fandt ud af, at ingen af mine venner havde tid eller lyst til at tage derind med mig. Men ville folk se på mig som en underlig enspænder uden venner, hvis jeg stod der alene? Ville folk tænke, at det var synd for mig, fordi jeg ikke havde nogen at dele oplevelsen med? Jeg indså hurtigt, at det var nogle unødvendige bekymringer. Hvorfor skulle jeg frarøve mig selv nogle fantastiske oplevelser, bare fordi jeg ikke har nogen at tage af sted med? Hvorfor skulle jeg lade min frygt for at blive dømt af andre mennesker slå mig ud og holde mig fra at gøre de ting, jeg vil?

Der er en hårfin grænse mellem at se det at tage til koncert alene som en social falliterklæring, og at se det som blot en anden mulighed for at få nogle nye oplevelser, erfaringer og måske endda bekendtskaber med i bagagen. Og der er kun én, der bestemmer, hvor fedt det er at tage af sted alene: dig selv. Nogle gange kan vi godt have en tendens til at tro, at vi er universets centrum, og være så opmærksomme på, hvad andre tænker om os, at vi helt glemmer at være til stede. Men når man står der som én blandt mange, er der ingen, der går op i, om man er gået ind ad døren med en anden eller ej.

Nogle gange er det ikke andre end os selv, der står i vejen for de ting vi ønsker at gøre med vores liv. Hvis vi måske brugte mindre energi på at bekymre os om, hvad andre tænker, og nogle gange så os selv som bare én ud af mange, kunne det være, at der lige pludselig var mange flere døre, der var åbne?