CPH:PIX – ’Kuso’

   

Så jeg lige en penis gennempenetrere en talende betændt byld?

 

CPH:PIX byder på et hav af film, der ikke alle får et biografliv efter festivalen. Det er en skam, for programmet er spækfyldt med godter, så du skal skynde dig, at få dem set i de to uger, festivalen spænder sig over.

 

Spoilers forekommer i det kommende.


Bylder, sæd, betændelse, afføring, blod, fostre, maltrakterede penisser, vandskabte ansigter, mere sæd og meget sex. Publikum masseudvandrede fra Sundance-visningen, den er blevet kaldt for den klammeste og mest kontroversielle film nogensinde, samtidig med, at den har landet absurd dårlige anmeldelser både nationalt og internationalt. Alligevel var det en film, der har stået højt på min liste, over hvad jeg skal nå at se under CPH:PIX – men jeg har et noget ambivalent forhold til den.

For samtidig med, at den er møghamrende klam og grænseoverskridende, er den fyldt med humor og virkelig flotte collage-CGI-effekter.

 

Men hvad handler den amerikanske rapper Flying Lotus’ debutfilm ’Kuso’ egentlig om? Well…  

 

’Kuso’ (der oplagt er japansk slang for lort) er delt op i fire kortfilm, der interagerer gennem old school kassefjernsyns sorthvid-flimmer. Den er sat i et surrealistisk post-apokalyptisk Los Angeles, hvor befolkningen er ramt af en omfattende byldepest efter et jordskælv.

Pointe, morale, politiske budskaber og storyline er røget samme vej som sædeligheden og blufærdigheden – lige ud af vinduet. Men den anerkendte rapper har fået shanghajet et godt hold til sin vanvidsfilm: George Clinton, Anders Holm, rapperen Busdriver og den kvindelige rapper The Buttress er bare nogle af skuespillerne, der (Gud vide hvorfor) har sagt ja til at være med.

 

Karakterenes ansigter er deforme og fyldt med betændte bylder, mens nogle har hvide zombie-øjne og andre er fluffy bong-rygende monstre med psykedeliske mønstre på skærme der agerer ansigt. Men for at beskrive filmen, må jeg komme med eksempler på nogle bizarre scener – som klart har været årsagerne til, at folk har givet op og skredet fra biografmørket.

Vi møder en ung mand, der ligger i en møghamrende beskidt lejlighed, omringet af familiebilleder og et fjernsyn der flimrer. Hans kæreste træder ind, og efter hun kvæler ham erotisk og han er kommet, smører han sin sæd ud i hendes byldebetændte ansigt, slikker det af, med lange våde bevægelser og snaver hende i gulvet. Alt sammen i close-ups.

Mellem de dystre historier dukker der collage-stop-motion-scener op, som i og for sig er ekstremt vellykket. Ikke fordi de giver meget mening, eller byder ind med andet end farverige syre-rejser af deforme kroppe der boller, kakerlakker der spiller trompet, penisser og bryster i lange baner, vaginale åbninger og mere i dén dur.

Men sæd i et betændt ansigt er langt, langt fra det klammeste vi møder. For senere har kvinden på halsen fået sig en betændt og klistret talende byld, der gennem close-ups bliver gennemkneppet fyldt med sæd, hvorefter de to elskende omfavner hinanden og døber den Royal.

Et vandskabt lille menneske med højlydte maveproblemer, finder en vaginal/anus-lignende åbning i skoven, smører den med sin afføring, så der vokser et ansigt op – der da heller ikke skal snydes for afføring i ansigtet.

En mand med angst for bryster, går til lægen for at blive kureret. Kuren består blandt andet i, at han skal hive en kæmpe kakerlak ud af anus på lægen, mens den spytter neongrønt væske ud i hans mund. Det hele er udstillet på kvalmende intenst vis, hvor kroppe er i opløsning, tænder gnaver gennem asfalt og klistrende smaskelyde er højlydte! Det er noget af en kvalmende fornemmelse man sidder med når rulleteksterne løber afsted, men ud over at være ubærlig ulækker, er ’Kuso’ en oplevelse af de helt specielle, der vil blive husket i meget, meget lang tid.

 

Hvis du har mod på det, kan du fange ’Kuso’ i Cinemateket den 10. oktober klokken 19.00. Køb billetter HER