DE UDSATTE I AARHUS FRYGTER FOR FREMTIDEN

Byudviklingen er kommet til Sydhavnen i Aarhus. Området, der huser væresteder, heroinklinikken og nåleparken, skal omdannes til et nyt, spændende byområde. De udsatte frygter, at det bliver på deres bekostning.

”Jeg plejede at sove deroppe om sommeren”

siger Christina Strauss og kigger op.

Over hende tårner den gamle Kulkranbro sig i 2.sals højde. Her vil folk senest i 2018 spadsere fra Banegården til Sydhavnen, og under broen vil de kunne bruge det grønne område. Byggeriet bliver i stil med den verdenskendte High Line Park i New York. Det vil trække en masse mennesker til området.

Hun peger rundt på de forskellige bygninger med sociale tilbud for udsatte. Bygningerne bliver revet ned og værestederne genhuset. Heroinklinikken vil blive placeret midlertidigt i pavilloner. Som tidligere hjemløs og lokalt bestyrelsesmedlem i SAND, de hjemløses landsorganisation, ved hun, hvor vigtigt området er.

”De udsatte vil føle sig smidt væk, for de er i forvejen blevet gemt af vejen hernede. Det her sted er et frirum, hvor der er plads til dem”

 

Bag et hegn ligger Nåleparken. To skure med toiletter, hvor narkomaner kan fixe. En mand kommer ud af skuret. Udmagret, ligbleg og med stirrende øjne. Christina frygter for, hvad der kan ske, når der kommer børn og unge til stedet.

”Jeg er rigtig bange for, at et barn finder en kanyle hernede. Så vil det nok ende med at være de udsatte, der ryger væk”

 

Plads til alle

I Århus kommune er det en del af planen, at området stadig skal huse de udsatte. Thomas Medom (SF), rådmand for sociale forhold og beskæftigelse, var en af dem der ønskede det sådan. Han forstår godt Christina Strauss’ bekymring, men han mener godt, at det kan lykkedes.

”Overalt, hvor mennesker omgås hinanden, kan der opstå problemer, men det skal ikke være de udsatte, der betaler prisen”, siger han.

Under Kulbroen ligger Shelterpladsen, der fungerer som udestue for det grønlandske værested Naapiffik. Der sidder et par grønlændere i læ for vinden. ”Ryger du?”, spørger en af kvinderne smilende med en joint i hånden. Imens lyder stødene fra byggeriet af nye lejligheder på Frederiksplads i det lille åbne plastichus.

Kommunen har afsat penge til at placere udendørs opholdssteder, så de udsatte kan være i fred og ro. Nåleparken vil desuden blive flyttet længere væk fra Kulbroen, end hvor den er nu. Thomas Medom mener ikke, at de udsatte skal føle sig presset af det nye byggeri.

 

”Enhver byfornyelse bliver en smule brutal. Vi har på politisk plan besluttet, at der stadig skal være plads til de udsatte i området. Danske Bank ved, at de skal være i et område, hvor der er socialt udsatte. De er forpligtet til at lave sociale arrangementer til gavn for områdets udsatte”

siger han og nævner suppekøkkener som en mulighed.

 

For ham er det vigtigt, at området rummer udsatte, for det skal ifølge ham ikke være en velfærds-ghetto. Han vil dog ikke tage stilling til, hvad kommunen konkret vil gøre, hvis der bliver fundet kanyler i området.

Klemt ned i et hjørne

Ude på den forblæste plads går to unge hjemløse mod husforbi-værestedet. Her får de en pølsemad til frokost og henter husforbi-avisen. Ove Abildgård er projektleder på stedet og inde på kontoret hænger en plakat med ansigter på alle sælgerne. Han tror på, at der vil være plads til de udsatte i området, men kun på den korte bane.

”Indtil videre kan det godt fungere, fordi kommunen lover, at vi vil blive prioriteret.”, siger han.

Men på den lange baner er han mere skeptisk. Han nævner at kommunen har planer om at bygge et nyt hus i området, hvor der skal være plads til alle de sociale tilbud. Det vil i hans øjne forværre situationen.

”Jeg håber ikke, at vi ender med at blive klemt ned i et hjørne”