EN MODERNE HITCHCOCK-FILM

Tilbage i Hollywoods gyldne periode definerede Alfred Hitchcock forskellen på suspense og surprise gennem en kort lille historie: Forestil dig, at to karakterer sidder ved et bord og snakker, og lige pludselig eksploderer en bombe. Vi, som seere, er overrasket, men hele sekvensen forinden bombens eksplosion har været ganske kedelig, og har ikke bragt noget til filmen. Så prøv at forestille dig, at vi ser bomben blive plantet under bordet, og vi da efterfølgende ser den samme samtale mellem de to karakterer. Denne gang ved publikum, hvad der kommer til at ske, men samtidig er vi ude af stand til at advare karaktererne imod at blive siddende. Dette resulterer dermed i, at den selvsamme kedelige samtale bliver fuldstændig fascinerende, netop fordi publikum tager del i scenen.

I det første tilfælde forekommer der måske femten sekunders surprise ved bombens eksplosion. I det næste scenarie opstår der femten minutters suspense. Nøglen ligger altså i, hvor meget information publikum besidder.


Dette er netop, hvad George Sluizers ”Spoorloos, aka The Vanishing (1988)” gør bedst; skaber suspense ved at give seeren præcis nok information til at forstå konsekvenserne af karakterernes handlinger, samtidig med at vi, som seere, bliver holdt i en pinefuld uvished. Det er gennem filmens brug af en original fortællestruktur og en mesterlig eksekvering af et opfindsomt manuskript, at den hollandske, psykologiske thriller kan vedligeholde netop denne suspense gennem næsten hele filmens spilletid, som i en ægte Hitchcock-film.

Som udgangspunkt er plottet langt fra originalt – en kvinde forsvinder sporløst, og hendes kæreste bliver efterfølgende besat af tanken om at finde ud at, hvad der er sket med hende. Det der gør filmen interessant, er måden hvorpå fortællingen udspiller sig yndefuldt for øjnene af os. Gennem næsten hele filmen ved vi mere end hovedpersonen gør; vi ved sågar hvem der har bortført hans kæreste. ikke desto mindre øger der bare vores længsel efter at finde ud af, hvad der er sket med hende.

Filmen åbner på en varm, lys sommerdag

– alt er godt, naturen er fredfyldt og fuglene kvidrer. Rex (Gene Bervoets) og Saskia (Johanna Ter Steege), et ungt hollandsk kærestepar, er på vej til Frankrig på cykelferie. Et kortvarigt skænderi opstår, da Rex efterlader Saskia alene i bilen, der er løbet tør for benzin, midt på landevejen. Da Rex kommer tilbage, lover han aldrig at efterlade hende igen. Glade igen, gør de efterfølgende et ophold på en rasteplads for at få tanket bilen op og holde en kort pause. Her begraver de nogle mønter som symbol på deres kærlighed. Saskia går tilbage til tankstationen for at købe noget at drikke, inden de tager afsted igen. Tiden går, og lidt efter lidt går det op for Rex, at Saskia er forsvundet. Dette er én af filmens mest centrale scener, da den resulterer i Rex’ besættelse af at finde Saskia, som bliver præmissen for filmens anden og tredje akt. Hvis denne sekvens ikke formåede at skildre Rex’ komplette frustration, ville filmen falde sammen. Hele sekvensen er så mesterligt eksekveret, at man ikke er et øjeblik i tvivl om, at man vidner Rex’ verden falde fra hinanden sekund for sekund. Dette illustreres perfekt i filmen, da Rex i et øjebliks fortvivlelse, håbløst spørger butikschefen på tankstationen, om han kan holde øje med alle byttepengene fra kasseapparatet, indtil politiet ankommer, eftersom gerningsmanden muligvis har efterladt sit fingeraftryk på én af mønterne. Han ved godt selv, at hans forslag er absurd, men samtidig ved han også, at chancerne for at finde Saskia minimeres, for hver time der går. Efterfølgende springer filmen tre år frem i tiden. Rex har stadig ikke kommet sig over Saskias bortkomst; han hænger stadig efterlysningsplakater op, han medvirker sågar i et tv-interview, hvor han appellerer til gerningsmandens sympati, ”Jeg vil gerne møde dig. Jeg vil vide, hvad der skete med min ven. Jeg er rede til at gøre hvad som helst, for at finde ud af det.” Hvorledes filmen udspiller sig herfra, vælger jeg ikke at afsløre, da filmens pragt i høj grad udspringer fra vores uvidenhed.

I filmens klimaks, som jeg ikke vil spoile, ved seeren netop, i tro Hitchcock-stil, at der er en metaforisk tikkende bombe under bordet, som kan eksplodere når som helst. Sluizers fremragende dygtighed består af, at hovedpersonen også ved at bomben er der, men pga. hans besættelse af at finde ud af, hvad der er sket med Saskia, ser han det bare som en konsekvens – han må bare vide det. Og med én af filmhistoriens mest nervepirrende og forfærdende scener slutter filmen.

På mange måder minder ”Spoorloos” om David Finchers ”Se7en”, som udkom syv år efter ”Spoorloos”. Begge har de en uforglemmelig slutning, som spiller på publikums uvidenhed. Da filmen kom ud, sagde den anerkendte filminstruktør Stanley Kubrick om den, at det var den mest skrækindjagende film, han nogensinde havde set – selv mere skræmmende end sin egen ”Ondskabens Hotel”. Efterfølgende ringede han til Sluizer for at drøfte filmklipning.

Alligevel er det ”Se7en”, som de fleste i dag husker – se f.eks. på film-rating hjemmesiden IMDb eller Rotten Tomatoes, hvor ”Se7en” har næsten 50 gange så mange bruger-ratings som ”Spoorloos”. Dette er virkelig en glemt klassiker, som, jeg mener, fortjener anerkendelse af samme grad som ”Se7en”.


Note: “Spoorloos” blev i 1993 genindspillet i en amerikansk version, som er marginalt dårligere, og for alt i verden skal undgås, og hvis du allerede har set den amerikanske version, mener jeg stadig at den originale hollandske version bør ses.