EN NY START

 

 

1 september, 15.35 sad jeg i et SAS fly på vej mod Amsterdam. Jeg havde kun en en-vejs billet, og en uge op til, havde jeg slet ikke været mig selv.

Min største styrke og svaghed er, at der ikke er langt fra beslutning til handling. Hvis jeg kan mærke at der er noget jeg gerne vil, så gør jeg det. Gerne i går. På samme måde havde jeg haft det med at flytte til Holland. I april besøgte jeg byen, og blev forelsket. Da jeg kom hjem kunne jeg ikke slippe tanken om at bo i Amsterdam.

Uanset hvor sindssygt det lyder, så var det tanken om den ultimative udfordring der tændte mig mest. Og hvis jeg skal psykoanalysere mig selv, så handler det om at være bange for at dø. Det lyder måske voldsomt, men jeg er ved at skide i bukserne af skræk over at dø, uden at have nået alle de ting jeg gerne vil. Der er en hel verden jeg gerne vil se, bo i, kunne tale med og lære af. Konklusionen blev derfor hurtigt; se at komme afsted!

Det gjorde jeg så, så fra at jeg havde taget beslutningen, gik der tre måneder, og så sad jeg altså i den omtalte SAS flyver.

Her er lidt om, hvordan det hele egentlig har været:

 

Farvel/På Gensyn

Da der var en måned til, kunne jeg begynde at mærke det i min krop, ren fysisk. Min rastløshed nåede nye højder, og jeg kunne ikke rigtig mærke mig selv. Jeg begyndte at blive virkelig bange. Jeg havde hele tiden lyst til at aflyse det hele, blive hjemme og bare droppe det. Det ville jo være det nemmeste.

Da der var en uge til, vidste jeg dårligt hvem jeg selv var. Dagene fløj afsted, mens de på samme tid stod komplet stille. Jeg glædede mig, var bange, nervøs og helt og aldeles ude af den.

“Hvad fanden er det for et projekt jeg har gang i?”

 

Jeg havde skaffet et sted at bo, et fedt job, købt en flybillet – det hele var klar. Jeg skulle bare stige om bord, og tage afsted.

Min familie tog med i lufthavnen for at sende mig afsted. Ikke før jeg skulle op ad rulletrappen mærkede jeg det. FUCK. Det kunne mærkes helt ind i det inderste af maven. Jeg smilte mens jeg var ved at græde.

I flyet sov jeg, jeg var træt. Da jeg vågnede i Amsterdam smilede jeg. Måske græd jeg også lidt for mig selv. Det gik op for mig. Nu er det nu. Uanset hvor alene du nogensinde har følt dig, så har du aldrig følt dig alene på den her måde.

 

Hjem

Da jeg vågnede første dag, vidste jeg ikke hvor jeg var. Jeg landene en fredag, og havde weekenden før jeg skulle starte på arbejde om mandagen.

Jeg brugte lørdagen på at tage i Ikea, købe basic ting som håndklæder, sæbe og lidt mad til køleskabet. Pludselig var det ikke kroner der var i min pung, men euro. I supermarkedet kostede ting ikke en milliard, og det var sådan set meget rart.

Jeg købte en cykel, og begyndte at køre ud i byen. Jeg havde det godt, jeg var glad, temmelig meget oppe at køre over hvad jeg havde gjort.

 

Så blev det søndag aften, og så blev det svært. Ret hurtigt, og ret pludseligt. Jeg følte mig alene, på bar bund og havde mest lyst til at grave mig ned under jorden. Jeg savnede – efter kun to dage – alt hvad jeg kendte.

Heldigvis blev det også mandag. Da jeg gik fra arbejdet første dag, tænkte jeg “nu skal jeg hjem”. Jeg mente det ikke rigtigt, men jeg tror på tankens kraft.

Nu har jeg været her i en lille måned, og nu begynder jeg faktisk at mene det. Når jeg kommer ind på mit værelse, dufter der af mig selv. Jeg har fået pakket alle mine ting ud, hængt tøj på bøjler og hængt lamper op. Der hænger også nogle billeder på væggen som minder mig om dem jeg godt kan lide.

 

Arbejde

Hvad fortæller man om når man er flyttet til et andet land, og nu har boet der en måned? Jeg føler mig langt fra lokal, men arbejde er noget jeg kan forholde mig til.

 

Det har været ret vildt at opleve hvor stor forskel der er på arbejdskulturen. Jeg troede ikke der ville være så stor forskel for, så langt hjemmefra er jeg alligevel heller ikke, og så stor forskel er der vel heller ikke på Holland og Danmark. Men det er der; mere end jeg havde regnet med.

Der var en gang en hollænder der fortalte mig i Danmark, at han syntes danskerne var ret dovne når det kom til arbejde. Det kunne jeg slet ikke forstå. Det kan jeg godt nu. Hollænderne er meget dedikerede når det kommer til at arbejde. Jeg siger ikke det her, fordi jeg synes det er en dårlig ting i Danmark, men, her er der ikke nogen der går klokken 15 fordi de skal hente børn, bruger 30% af arbejdsdagen på at tale privatliv, surfe på nettet efter ligegyldigheder, tager private telefonopkald eller i det hele taget blander deres privatliv ind i deres arbejde. Når vi er på arbejde, så er vi på arbejde.  

Jeg kan sagtens forestille mig at hvis man har et arbejde man ikke er glad for, så er det noget virkelig lort. Men har man et arbejde som man brænder og er motiveret for, så er det dobbelt op på rart at gå på arbejde. Ting bliver gjort, og de bliver gjort hurtigt.

 

Hollænderne

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente af hollænderne som folk. Jeg havde nok bare forventet at de var som danskere. Det er de også langt hen af vejen, og så alligevel ikke.

 

  1. Taler afdæmpet

Jeg vidste godt at jeg var sådan en der talte både meget og højt. Men jeg vidste ikke at jeg råber. Hollænderne taler i et helt andet toneleje, end jeg er vant til. Man taler roligt og lavt. Det er faktisk rart når man bliver vant til det.

  1. Ærlige

Hollænderne er virkelig et ærligt folkefærd. Det er både på arbejdet, privat, på godt og på ondt. Hvis de synes du tager fejl arbejdsmæssigt, så fortæller de dig. Ligefrem, uden omsvøb, uden nogen negative hensigter – blot ærlighed.

Hvis de synes du er super nice, så fortæller de dig det ret hurtigt. Jeg har aldrig fået så mange hudløs ærlige komplimenter som efter jeg er flyttet herned.

I starten blev jeg overrasket, både når det var den slags ærlighed man bliver glad for, og den slags ærlighed man kan blive lidt overrasket over. Jeg kan godt lide at omgangen med hinanden er uden omsvøb. Det gør det nemmere at navigere rent socialt. Jeg er fan.

  1. Høje

Wow.. jeg havde godt læst noget med at de er verdens højeste folkefærd, men altså… Jeg har altid være den lille, men jeg har aldrig følt mig så lav som da jeg flyttede hertil. De er høje, mørkhårede, har øjne der sidder tæt og dybt i ansigtet. Det er sådan jeg ville beskrive hollændere. Og så er de smukke!

 

Mad

Jeg vidste godt at maden ikke var højdepunktet ved at flytte til Holland. I hvert fald ikke hollandsk mad. Det har jeg så kun fået bekræftet med tyk streg under. Hvis du spørg mig, så er det decideret ulækkert.

Hvad er hollandsk mad? Forestil dig gammel dansk bonde mad; frikadeller, kartoffelmos, kødgryde og gennemkogte grøntsager – og så putter du det hele ned i en frituregryde. Så har du hollandsk mad.

De klassiske snackbar’s der ligger på hvert et hjørne, kan servere mange af disse delikatesser for dig.

Heldigvis er Amsterdam’erne rigtig gode til at bruge deres by. Uanset dag og vejr, er der mange mennesker på gaden. De flere barer og diskoteker har på samme måde åbent alle ugens syv dage. Det betyder også at der er en milliard steder at spise, hvilket gør det utrolig nemt at finde lækker mad fra alle verdenshjørner. Præcis som i København.

 

En frisk start

Det er ikke så tit man får chancen for helt og aldeles at starte på en frisk. Uden at nogen kender dig, din historie, dine venner, familie eller noget som helst. Det tænkte jeg meget over inden jeg tog afsted. Jeg tænkte meget over hvordan jeg ville “være” når jeg flyttede. Men det viste sig, at jeg bare var mig selv – helt automatisk.

At flytte til et andet land har på denne korte tid lært mig meget. Jeg ved at jeg kan klare hvad som helst, og jeg ved at jeg er god nok som jeg er. Jeg behøver slet ikke tænke over at være anderledes, folk kan godt lide mig som jeg er. Og det er faktisk en rigtig rar ting at finde ud af.

Efter en tur i søværnet sagde jeg; alle burde tage en tur i Forsvaret for at lære hvad man er i stand til. Nu siger jeg; alle burde prøve at flytte til udlandet.

 

… og nå ja, den liste jeg lavede i min pt.1 med alle de ting jeg var bange for – det var noget vrøvl alt sammen. Jeg elsker at være her.