Et oprør mod skrivebordjournalistik

Foto af Julie Kristensen

 

Han har skrevet om bumser, statsministre og flygtninge. Først på Berlingske og nu på Politiken. Olav Hergel vil ikke se de unge journalister sidde bag skrivebordet og blive magelige. Han vil have dem ud i virkeligheden.


 

På Strandvejen ligger en lille fiskerhytte med hvidt stakit så tæt på Øresund som det vist er lovligt i Danmark. I haven sidder Olav Hergel og læser i en bog.

 

”Fantastisk, synes I ikke?”

 

Han hilser med et skævt og smøret smil og ser beundrende over på øen Hven.
”Huset koster nu alligevel ikke mere, end en lejlighed i København,” forsøger han at overbevise om. Det er jo ikke fordi han er blevet rig af at skrive.

Hven ligger små 8 km ude i det blå og rolige Øresund. Afstanden er længere end Lesbos er fra Tyrkiet kyst. Olav Hergel og fotografen Jacob Ehrbahn var blandt de første journalister, der så de røde gummibåde fyldt med mennesker skylle op på stranden.

Han ringede hjem for at bede om så meget spalteplads som muligt. Da den 11 sider lange reportage ”All inclusive” kom ud på Politiken.dk, gik den viralt. Danskere begyndte at strømme til øen for at hjælpe.

”Jeg har skrevet om flygtningebørn, som vi fik en Cavling for, men med den reportage kunne jeg se på nettet, at det eksploderede,” siger han og nævner, at det var før betalingsmuren på Politiken.

 

Gør oprør

Der er ingen vinduer i Frøberts Auditorium, der kunne få journalistiske tanker til at spire. Det virker som om en smule dagslys fra virkeligheden trænger gennem betonen, da Olav Hergel til sidst i forelæsningen udbryder:

”..gør oprør! Kom væk fra skrivebordet og ud i virkeligheden!”

 Det er også budskabet i hans nyeste bog Punktum, hvor hovedpersonen, Mikkel Haslund, skrider fra redaktionen for at skrive om en gartner, der er blevet fyret for at ryge på sit arbejde. Nu sidder Olav Hergel med solen i øjnene og smiler, for han kan godt selv høre, hvordan det lyder med det oprør. Men han holder fast i det.

 ”Når jeg siger “gør oprør”, så handler det ikke om, at du som praktikant skal vælte ind på redaktionen og forlange, at komme ud og lave hvad som helst med det samme. Det, jeg ser en risiko for, er, at mange af de unge skriver 3-4 historier og så går hjem og har god samvittighed. Men det var ikke derfor, du blev journalist. Og det er der, at man skal gøre oprør,” siger Olav Hergel, der som alle andre på Politiken har omkring 30 dages nyhedsvagter om året.

 

Cavling for en voxpop

 Så han tager sin tørn i et stræk. For at få friheden til igen at skrive sine historier.

Han fortæller om hans nuværende artikelserie. Om den 11-årige pige Malak, som er født i Danmark og har levet her hele sit liv, men skal udsendes til Marokko.

”Det ligger i journalistikkens DNA, at når du ser noget uretfærdigt, så stiller du spørgsmålstegn ved det. Hvis tilstrækkeligt mange mennesker får øje på den samme uretfærdighed, så kan det lade sig gøre at ændre på den,” siger han.

I 2006 endte en serie om flygtningebørn med at indbringe ham og fotografen Miriam Dalsgaard Cavlingprisen. De stillede det samme spørgsmål som man ville stille til alle andre børn. Hvad er din livret? Hvad er dit største ønske? Det var Lea Korsgaard, der fik ideen.

”Det var sådan en slags poesibog, børnene skulle udfylde, og svarene blev meget rørende, for de sagde alle sammen at deres højeste ønske var at komme i dansk skole og væk fra centeret eller at mor blev rask. På den måde blev det også politisk. Miriam og jeg er vist de eneste, der har fået en cavlingpris for noget, der begyndte med en voxpop”.

 Statuetten af Henrik Cavling står på en kommode overfor Olav og konen Lise-Lottes seng.

 

Journalistik kan føre til alt

 Ude på terrassen springer Olav op af stolen, så hårene på brystet titter frem. Han holder fat i skjortekanten og vender sig så om i en hurtig bevægelse. Han er i færd med at vise, hvordan det lykkedes ham at vinde dansekonkurrencen til afgangsfesten på Journalisthøjskolen i 1987. Han var allerede på det tidspunkt blevet lovet job på Berlingske af Lisbeth Knudsen.

 Desuden var han uddannet jurist. Det eneste, han fik ud af det, var en studiegæld på 250.000 kroner, og at Berlingske tog ham frem for en anden, da han skulle i praktik, mener han.

 Han går ind i huset og henter bogen ‘Danskerne – reportager fra et land i skred’, hvor de bedste reportager fra hans tid på Berlingske er blevet trykt. I indledningen af bogen, takker han Berlingske:

 “Mit forhold til journalistik er helt ensidigt. Jeg elsker mit fag. Jeg har interviewet bumser, narkomaner, ludere, rockere, fodboldbøller, filmstjerner, verdensberømte forfattere, statsministre og folk, der drømte om at blive det” står der.

 Sådan har han det stadig. Som en skiløber ned af bjerget, med hurtige vendinger og skarpe sving, fortæller han om de oplevelser og mennesker, han har mødt og skrevet om på sin vej.

 Forholdet til den gamle blå dame varede i 18 år. Olav Hergel blev til sidst uenig med ledelsen. De historier han skrev om flygtninge, mente de ikke, der var noget principielt i. Få år forinden havde han fået et tilbud af Tøger Seidenfaden på Politiken. Tilbuddet gjaldt stadig.

 ”Det, jeg ikke måtte skrive om på Berlingske, vandt jeg året efter Cavlingprisen for på Politiken. Jeg er måske heller ikke altid helt nem, og jeg havde en fremragende tid på Berlingske. Selv om der var uenighed, så endte det godt mellem mig og ledelsen”.

 

Kystbanehumanist

 Olav Hergel byder på frokost. Serranoskinke, mozarella og tomater bliver linet op. Han ved godt, at der er nogle, der synes, at han er en halalhippie, der skriver bløde historier om flygtninge. Pia Kjærgsgård har sagt, at hun godt kan lide hans journalistik, bare ikke når han skriver om flygtninge og indvandrere.

Det er jo ikke helt uden humor, for dem har han skrevet meget om. På spørgsmålet om hvorfor netop flygtninge, svarer han:

 ”Formålet med at holde børn i flygtningecenter i mange år, kan jeg have svært at se. Jeg synes, vi har en pligt til at se dem i øjnene, når vi sender dem ud.”

Kystbanehumanist har han kaldt sig selv. Han er privilegeret, og det er et ansvar, der forpligter.

 ”Det værste sludder, der findes, er, at man som privilegeret ikke skulle kunne skrive om, hvordan det ser ud i ghettoen eller asylcenteret”, siger han og skyller ned med økomælk.

 

Det sidste Punktum?

Journalistik kan føre til alt. Man skal bare forlade det i tide, sagde Uffe Ellemann Jensen engang han blev spurgt til sin gamle profession. Men det er noget vrøvl, mener Olav Hergel. Jo længere man bliver i faget, jo mere oplever man.

 For et øjeblik siden citerede han Johannes V. Jensen for at sige, at ”journalistik er det eneste fag, der sømmer sig for en mand”. Han synes bare ikke at faget ser lige så attraktivt ud nu, som dengang han selv startede.

 ”Der er bare for mange, der ender foran skærmen. Sproget blomstrer, når du kommer ud. Det,  at du går ud og ser med dine egne øjne, det er breaking news, for du er den første, der ser det”.

 Han har ikke skrevet sin bedste historie endnu. Den ligger og venter derude. Et sted i virkeligheden.

 

Foto af Julie Kristensen