FARVEL OG GODDAG

Når jeg går og cykler rundt i byen, får jeg næsten dårlig samvittighed. En dårlig smag i munden, som om jeg skal til at slå op, men uden at den anden part er klar over det endnu. Jeg forråder dig, bytter dig ud med en anden.

På fredag flytter jeg til Holland.

 

Jeg kender flere der har taget et år eller mere i udlandet. Prøvet noget nyt, fået nyt perspektiv på tingene og er kommet tilbage som et andet menneske.

Længe, hvis ikke altid, har jeg drømt om at gøre det samme. Det behøvede ikke nødvendigvis at være langt væk, jeg kunne være flyttet til Århus for den sags skyld – men hele ideen om at skifte alt hvad jeg kender ud, med kaos og følelsen af at være alene i verden. Det er åbentbart tiltladene for mig  og flere andre.

 

I april måned var jeg i Amsterdam første gang, og jeg blev forelsket i byen og menneskerne. Måske fordi den minder mig om København. Livet i byen, også på en hverdagsaften. Menneskerne der gerne vil tale, spørge og være nysgerrige. De små kanaler der omkranser hele byen, en slags voldgrav der bestemmer hvor kulturen lever og ånder.

Mens jeg var i byen, begyndte en tanke at vokse i min lille hjerne. “Hvad hvis nu jeg boede her?” “Hvad nu hvis jeg kunne få et arbejde her?”

Da jeg kom hjem, forsvandt tankerne ikke. De blev flere, fyldte mere og mere, og til sidst var der ingen vej udenom. Jeg blev nød til endegyldigt at tage beslutningen om at gøre det. I lang tid var jeg skrækslagen for at jeg ikke ville gøre det. Det krævede at jeg gav mig selv et ordenligt spark bagi, og mere end nogensinde fik fulgt op på mine ideer. Der var ikke nogen vej tilbage, og inden jeg havde set mig om var der en dato, og jeg havde fortalt det til mine venner og familie. Der skulle gå tre måneder fra idé, til at jeg skulle sidde i et fly på vej mod Amsterdam.

 

Det er 1. september på fredag, næste uge. I lang tid, har det været en dato der lå langt fremme i tiden – men lige pludselig, er det lige om lidt. Jeg har pakket mine kufferter, fundet et arbejde, et sted at bo og jeg har købt en flybillet med to gange bagage. Så nu sker det altså rigtigt. Jeg flytter ud af landet.

 

Det er jo som klicheen foreskriver, at når noget er ved at slutte, så husker man alt det gode. Der er så meget i den her by, som jeg kommer til at savne;

Jeg kommer til at savne roen på Struensegade, når jeg cykler ad brostenene om aftenen på vej hjem til Pernille og Christian. Jeg kommer til at savne at kigge på alle de mennesker der altid klistre sig på de meget få kvadratmeter græs der er ved Sønderboulevard. Jeg kommer til at savne at møde Oscar når han cykler rundt som bud i byen. Jeg kommer til at savne at sige hej til både Natacha og Emilie når jeg møder dem på Abegrotten i solskinsvejr. Jeg kommer til at savne, hvordan Eva insisterer på at give mig et kram, selvom jeg ikke selv troede at jeg havde brug for det.  Jeg kommer til at savne de brune oceaner af øjne, der sidder i Sebastian’s ansigt. Jeg kommer til at savne duften af cigaretter og kaffe hos mine forældre. Jeg kommer til at savne Louis, mere end jeg selv magter at forstå. Jeg vil inderligt savne at se hjemmevideo og spise rejemadder hjemme hos min morfar, og jeg vil savne at besøge Tina på Samsø. Jeg vil savne at blive overrasket, endnu en gang, over hvad København kan give mig. Jeg kommer til at savne at snakke med fotomanden, der så længe har rystet på hovedet af mig når jeg igen køber film. Jeg kommer til at savne at sige hej og få en lille snak, på kaffebaren i Studiestræde. Jeg vil savne at skrive på dansk, meget endda. Jeg vil savne at se dansk fjernsyn, spise rugbrødsmadder og drikke hjemmelavet hyldeblomstsaft. Jeg vil savne at være sammen med Lasse, og føle at jeg blev både klogere og mere nysgerrig. Jeg vil savne at få en kærlighedserklæring af Bror når han er fuld, og jeg vil savne at blive klippet af Isa mens hun smiler. Jeg vil savne at opleve Julius og alt hvad han indebærer af entusiasme, engagement og passion. Jeg vil savne at gå i Politikens boghus og bruge flere timer på at læse bagsider, uden at købe noget. Jeg vil savne at cykle over alle broerne, som gir mig lyst til at græde hver gang.

Der er så meget jeg vil savne, at jeg næsten ikke kan rumme det.

 

Hvordan forbereder man sig selv på, at skulle sige farvel til alle sine venner og familie, hvordan forbereder man sig på at være på total bar bund? Hvordan forbereder man sig på at føle sig ensom?

 

Jeg ved det ikke, så nu har jeg givet op på at forberede mig. I stedet glæder jeg mig, og er rigtig bange. Her er en liste jeg har lavet, over ting jeg er bange for:

  • Jeg får ikke nogen venner
  • Alle hollændere synes jeg er mærkelig
  • Jeg kan ikke finde ud af mit nye job
  • Jeg kommer til at føle min ensom
  • Jeg kan ikke lære hollandsk
  • Jeg kommer til at have hjem-ve
  • Jeg kan ikke lide at bo i Amsterdam

 

Men jeg har også lavet en liste over ting jeg glæder mig til:

  • Jeg får nye venner
  • Jeg kommer til at sparke røv i mit nye job
  • Jeg kommer til at kunne tale hollandsk flydende
  • Jeg får udvidet min horisont
  • Jeg får skrevet min bog færdig
  • Jeg kommer til at få nye hobbier
  • Jeg kommer til at opleve ny kultur
  • Jeg kommer til at elske at bo i Amsterdam

 


 

Det her er part 1. Når jeg har været i Amsterdam et par uger, vil jeg skrive en part. 2. Jeg håber det bliver en positiv tekst. Kryds fingrer for mig!