FILMANMELDELSE: DUNKIRK

TRYLLEBINDENDE MIDDELMÅDIGHED AF NOLAN


Udover enkelte anmeldelser bragt i mindre udgivelsesplatforme, har enhver udtalelse om “Dunkirk” omtalt filmen som et fængende mesterværk og mange har sågar omtalt den som Christopher Nolans bedste til dato. Gid det var så vel.
Enorme set-produktioner, fremragende filmteknik og et stjernespækket cast er på godt og ondt blevet en selvfølge med Christopher Nolan, men er de ting nok til at gøre en film til et mesterværk?

 

Jeg må indrømme, at jeg følte mig noget forvildet under min oplevelse af filmen, som da publikum klappede af rulleteksterne, og endda efter at jeg var gået ud af biografen. Hvordan kunne denne film, som var blevet skamrost af både kritikere og menigmænd være så intetsigende i mine øjne?
Jeg besidder en smule selvindsigt, så det stod klart for mig, at det højst sandsynligt var hos min opfattelse af filmen, at manglen på troværdighed lå. Efter grundig overvejelse, vil jeg dog i denne artikel forsøge at redegøre for det modsatte, nemlig at bredsiden af film- og kulturkritikeres anmeldelser af filmen har været forudindtaget eller i værste fald pålagt en agenda.


Først vil jeg påpege, at jeg forstår og anerkender de følelser, som den historiske begivenhed ved Dunkerque i 1940  og dens forløsning kan vække hos enhver europæiske borger, men en fiktiv fremstilling af den må og bør stilles over for de samme kriterier, som enhver anden fiktiv fremstilling stilles over for. For hvorfor vælger en instruktør at fremstille en historisk begivenhed som fiktiv spillefilm, hvis det ikke er for at udforske de kunstneriske aspekter af den? Selv har Christopher Nolan til verdenspressen udtalt:

“I was looking for the ecstatic truth, of what happened to the hundreds of thousands of men left stranded like sitting ducks on the beach.”
“I was trying to make pure cinema”
“To make the experience overwhelmingly real.”

Kilde: https://www.nst.com.my

 

Det er naturligvis Werner Herzogs ekstatiske sandhed, som Nolan refererer til, der i det store taget går ud på, at man i film kan komme nærmere sandheden om eller følelsen af en situation gennem fabrikering.  Det lykkes han med på visse punkter i “Dunkirk”, eksempelvis med måden hvorpå projektilerne i filmen synes at komme ud af den blå luft, eller hvordan den frygtindgydende lyd kommer før synet af bombefly.
Men er der nogen form for troværdig sandhed i, at filmens hovedperson spillet af Fionn Whitehead i starten af filmen overlever at blive skudt efter af utallige maskingeværer, mens enhver af hans følgesvende bliver dræbt få centimeter fra ham? Herefter overlever han med stor held beskydning fra franske allierede, for så at indtræde på stranden, som om han blot har undgået en slem regnbyge.

Originalt foto fra slaget ved Dunkerque


Er det troværdigt, at karaktererne foran kameraet alle ligner modeller hyret til en krigs-inspireret Burberry kampagne, når de befinder sig i en af de sværeste situationer, som britiske soldater nogensinde har befundet sig i? Er det virkelig så hæsblæsende at se Tom Hardy i cockpittet af et Spitfire fly, når man gennem filmens spilletid kun ser minimale ændringer i hans funktion før filmens endelige slutning? Er der nogen større mening med filmens fragmenterede kronologi, udover endnu en gang at stadfæste Nolans fascination af tid?

 

Er det virkelig et testamente til krigens psykologiske skader på soldater, når Cillian Murphys karakter i et panisk udbrud ombord på den civile båd kommer til at slå en ung dreng ihjel, som redder ham fra den visse død? Er reaktionerne på samme drengs død i nogen form retfærdig eller troværdig? Er det i sandhed så stor en afstandstagen til krigsforherligende film, når filmen nægter at sætte fokus på nazister, og på samme tid konsekvent heroiserer sine britiske soldater? Ikke for mig at se.

Alle punkterne opbygger potentiale, som i sidste ende falder til jorden. Derudover er der dog i mellemtiden andre spørgsmål, som man kan stille sig selv, såsom hvorfor kun hvide soldater bliver vist i filmen. Jeg er ikke småligt politisk, og går ikke besynderligt op i hvilken hudfarve mennesker vist i fjernsynet eller biografen har, men når man som i denne produktion går så stærkt til værks med at være historisk faktuel, så synes det mærkeligt, at der ingen mørkhudede soldater optræder i filmen, når både det franske og britiske koloniale imperium havde tusindvis af soldater fra diverse kolonier til stede under slaget ved Dunkerque.

Sikh soldat i færd med at binde sin turban under slaget ved Dunkerque

 

Sidst er der vor alles påskønnelse af Christopher Nolans brug af 70mm film og IMAX kameraer, hvilket for mange af os får maven til at kilde, men det hverken redder eller ophøjer en dårlig film. Tværtimod er en film god i en enhver kvalitet, hvis den altså i første omgang er god.

 

I dets helhed bibeholder “Dunkirk” en kold og kynisk distance til sine karakterer og deres lidelser, hvilket kunne være en form for fortælleteknik, hvis den ikke senere benyttede sig af Hollywood-agtige metoder, som tilintetgør den tanke. Den ender med at være flad, intetsigende, uinteressant og i øjeblikke næsten komisk med en forgængelig cinematografi.


At kalde “Dunkirk” for et mesterværk er  en utilladelig hån imod film som “Das Boot” (1981), “Idi I Smotri” (1985) og “Saving Private Ryan” (1998).

Skulle man dertil som Christopher Nolan sige, at denne film, modsat de førnævnte film, ikke omhandler krig, men i stedet overlevelse, så vil den blot vise sig som en endnu større hån imod film som “Shoah” (1985), “Son of Saul” (2015) og “La Vitta É Bella” (1997).

Derfor kan det højst siges om “Dunkirk”, at den er middelmådig, hvilket er en stor skuffelse kommende fra Christopher Nolan, der med film som “The Prestige” (2006), “Inception” (2010) og “Memento” (2000) allerede har bevist, at han er titlen som mester værdig.