De 10 bedste film du kan streame gratis på Filmstriben (1. del)

Jeg vil over de næste 10 søndage anmelde 10 film, som efter min mening er pragteksemplarer på, hvad filmmediet kan opnå. De virker selv den dag idag til at være lige så skelsættende, som de var i sin tid. De er hverken langsommelige eller forældet, set fra et nutidigt synspunkt. Fælles for alle filmene er, at de gør, hvad film gør bedst; de rører os på både et intellektuelt og et emotionelt niveau. Dette er altså film, som alle skylder sig selv at se, og som takket været Filmstriben, ligger frit tilgængelig for alle at se, hvor som helst, når som helst.

 

Nader og Simin – en separation (2011) – inst. Asghar Farhadi

Nader og Simin er et fabelagtigt iransk kammerspil, der – med udgangspunkt i nutidens Iran (anno 2011) – præsenterer os for en lang række af moralsk komplekse problemstillinger, der bliver sat på spidsen af den islamiske trosretning.

Få film er så vellykket minimalistiske som Nader og Simin. Der er ingen brug af store kamerabevægelser, ingen brug af pompøs underlægningsmusik, kun få centrale karakterer og et simpelt plot. Gennem hele filmen er vi klar over konsekvenserne af karakterernes handlinger, og filmens moralske kompleksitet bliver dermed krystalklar. Det er blevet sagt om filmen, at man bliver nødt til at ændre sin holdning til hver karakter hvert tiende minut eller deromkring, da synspunktet skifter i løbet af filmen.

I filmen møder vi det lykkeligt gifte middelklasse par Nader og Simin. De bor sammen med deres 11-årige datter, Termeh, og Naders senile far. Simin elsker Nader ligeså meget som hun altid har gjort, men har længe håbet på at familien kunne flytte til udlandet, da arbejdssituationen ikke er særlig god i deres hjemby. Da hun samtidig håber på en bedre fremtid for Termeh, beslutter hun sig endelig for at forlade landet. Dette falder ikke i god jord hos Nader, som ønsker at blive hos sin far. Simin anmoder derfor om at blive skilt, men hendes anmodning bliver nægtet, og hun ser derfor ikke andre muligheder end at flytte hjem til sine forældre. Nader står nu alene med sin datter og Alzheimers-ramte far, og bliver derfor nødt til at hyre en barnepige til at tage sig af sin far, mens han selv arbejder. Hans kone anbefaler Razieh, en ung og meget religiøs kvinde fra et fattigt nabolag. Razieh får jobbet, men undlader at fortælle det til sin mand, Hodjat, der som en streng muslim aldrig ville tillade hende at arbejde i en mands husstand, uden at hans kone er til stede.

En dag efter arbejde vender Nader hjem, hvor han finder sin far bundet til sengen og Razieh fraværende. Hun har en god grund til det, men det ved Nader ikke, og det gør vi heller ikke. Han venter til hun kommer tilbage, hvorefter han fyrer hende på stedet. Hun forsøger at forklare ham omstændighederne for situationen, men uden held. Scenen eskalerer hurtigt, og det ender med at Nader bliver nødt til at skubbe Razieh ud af lejligheden for at få hende til at gå.

Næste dag finder Nader ud af, at Razieh har været ude for en ulykke, men da han tager over til hospitalet, bliver han anklaget for at have skubbet Razieh ned af trapperne i lejligheden, hvilket har forårsaget en spontan abort. Hodjat sagsøger Nader for manddrab.

Nader er tydeligvis filmens protagonist, men vi forstår og sympatisere med Hodjat og Razieh på lige fod med Nader og Simin. Dette gør det svært for seeren at have et moralsk ståsted, da vi aldrig er sikre på, hvem der har ret og hvem der tager fejl. Den amerikanske filmanmelder Roger Ebert har i den anledning sagt om filmen, at den involvere dens publikum på en usædvanlig ligefrem måde,

because although we can see the logic of everyone’s position, our emotions often disagree.

Hvis ikke det var for Peyman Moadi, der spiller Nader, og Leila Hatami, der spiller Simin, ville en stor del af filmens sjæl gå tabt. De leverer begge en præstation i verdensklasse. Hele filmen igennem tror vi på oprigtigheden af deres karakter; både Nader og Simin elsker hinanden og vil det bedste for deres familie. De er filmens hjerte.

Filmens triumf består i måden, hvorpå den får os til at sympatisere med alle dens karakterer, selv når karaktererne i filmen ikke engang selv forstår at udvise empati, så forstår vi stadig, at de alle er menneskelige, de er ikke perfekte, de begår fejl, men inderst inde forsøger de bare at gøre, hvad de mener er bedst for dem og deres familie.