De 10 bedst film du kan streame gratis på Filmstriben (2. del)

Jeg vil over de næste 10 fredage anmelde 10 film, som efter min mening er pragteksemplarer på, hvad filmmediet kan opnå. De virker selv den dag idag til at være lige så skelsættende, som de var i sin tid. De er hverken langsommelige eller forældet, set fra et nutidigt synspunkt. Fælles for alle filmene er, at de gør, hvad film gør bedst; de rører os på både på et intellektuelt og et emotionelt niveau. Dette er altså film, som alle skylder sig selv at se, og som, takket været Filmstriben, ligger frit tilgængelig for alle at se, hvor som helst, når som helst.

 

Goodfellas (1990) – inst. Martin Scorsese

Siden premieren på den første Godfather-film i 1972 har den ubestridt holdt titlen som ”den bedste gangsterfilm nogensinde” og er i dag anerkendt som en af filmhistoriens største klassikere. Samtidig er det en kendsgerning, at det kun er de færreste gangsterfilm, der som Goodfellas, kan nå Godfather-filmene til sokkeholderne, og ikke bare kan den det, den formår sågar at udfordre Godfather-filmenes hidtil ubestridte position som ”bedste gangsterfilm”.

Det, der er med til at gøre Martin Scorseses Goodfellas så overlegen sammenlignet med andre gangsterfilm, er måden filmen inkluderer seeren i en ellers lukket verden – det samme er gældende for Godfather-filmene. Vi ser handlingen udspille sig gennem filmens hovedkarakter, Henry Hills (Ray Liotta) øjne. Vi ser mafiaen fra hans side, indefra, og det er netop det, der gør filmen så spændende. Vi følger Henry helt tilbage til 1950’erne, dengang han blot var en lille dreng, betaget af nabolagets lokale mafia og deres luksuriøse livsstil.

Allerede i begyndelsen af den 2 ½-time lange film hører vi Henry sige: ”To me, being a gangster was better than being President of the United States.” Lidt efter lidt bliver Henry langsomt mere og mere integreret i den lokale mafia. Han begynder at sælge stjålne cigaretter på gadehjørner, men der går ikke lang tid, inden den unge Henry Hill rykker op i mafia hierarkiet.

I en alder af 21 er Henrys succes tydelig. Dette bliver illustreret utallige gange i filmen, men den mest mindeværdige scene er den, hvor Henry har invitereret sin fremtidige kone, Karen, ud og spise på den famøse natklub Copacabana. De ankommer sent på aftenen, og der viser sig at være en lang kø foran indgangen, men i stedet for at stille sig om bag i køen fører Henry Karen ind gennem personaleindgangen, forbi dørvagterne og de øvrige tjenere, som han høfligt hilser på, mens han stikker dem et bundt sedler, hvad der for ham er håndøre. Han fører hende igennem det travle køkken, og den sidste dør de går igennem, viser sig at lede til de forreste pladser i natklubben, hvor et bord bogstaveligt talt bliver løftet hen til dem og placeret lige foran scenen. Det fantastiske ved denne scene er, at den er optaget i en lang ubrudt indstilling, hvilket har effekten af, at vi som seere langsomt bliver præsenteret for den magt og indflydelse Henry har på sine omgivelser.

Goodfellas er baseret på Nicholas Pileggis non-fiktion bog Wiseguy omhandlende den virkelige gangster Henry Hills liv.”

Filmens charme består i, at vi netop ser Henrys liv gennem hans egne nostalgiske øjne, han elsker hvad han gør, han elsker den luksuriøse livsstil og magten der følger med – ”To me it meant being somebody in a neighborhood full of nobodies.” Det er netop det, der får os som publikum til at vende tilbage til film som Goodfellas og The Godfather I og II gang på gang; muligheden for at træde ind i en karakter, der lever en komplet anderledes livsstil end vores egen; muligheden for at træde ind i en lukket verden, som kun ganske få har adgang til, og se handlingen udspille sig fra de andres side, og det er kun en meget lille håndfuld film, der formår at gøre netop dette ligeså vellykket, som Martin Scorsese gør i sit mesterværk Goodfellas.

Goodfellas er ikke bare en brillant film, eller en film hvori der bliver sagt ”fuck” hvert andet minut. Den repræsenterer højdepunktet af moderne gangsterfilm, og er uden tvivl en af de bedste film fra 90’erne, og bør ses af alle, der er interesseret i at finde ud af, hvordan den perfekte gangsterfilm ser ud.