FJERN DE BETONKLODSER

 

Da angrebene ramte Paris, sad jeg også og så med. Hele natten. Jeg kunne ikke sove, så jeg sad bare der foran skærmen og gloede direkte ind i frygten og panikken. Så mange uskyldige mennesker hvis liv endte tragisk.


De følgende dage handlede om Paris. Kun Paris. Alle talte om hvor forfærdeligt, det var. Nogen aflyste deres rejser og besluttede at blive hjemme. En udbredt følelse af magtesløshed spredte sig. Også hos mig. For hvad kan man gøre?

Ikke længe skulle der gå, før flere angreb fulgte. Paris, London, Bruxelles. Mere terror, mere frygt – mere magtesløshed. Hvad gør man i sådan en situation? Hvad gør samfundet og politikerne i sådan en situation?

 

Man gjorde noget. Man begyndte at se svært bevæbnede politibetjente på gaden, flere politibiler, mere fokus på terror i nyhederne, evakueringsøvelser på arbejdspladser, skoler og shopping centre. Og betonklodser.

Da jeg første gang så to betjente stå på Kultorvet i København med store våben, blev jeg forskrækket. Det havde jeg aldrig set før; ikke betjente der blot patruljerer. Jeg gik en bue udenom. Hvis jeg som voksen, med en baggrund i forsvaret, kan blive forskrækket – hvordan mon det så føles at være 8 år, uden nogen forståelse for verdenssituationen?

Når jeg kommer på arbejde og ud blandt voksne, der har børn, fortæller de om, hvordan de tackler det med deres børn. De fleste forældre jeg kender, har talt med deres børn om risikoen for terror. Hvad man skal gøre, hvem man skal ringe til og hvorfor politiet nu har så store pistoler. De fortæller, at de forbereder deres børn på ”den nye virkelighed”. Den nye virkelighed? Jeg har studset over det mange gange, for hvad er den nye virkelighed her i lille Danmark?

 

Jeg har kigget ind i tallene for terror i Vesteuropa over de sidste 37 år. Fra 1970 til 1993, har vi haft omkring 5.400 registrerede ofre for terror. Det er ret mange. Men fra 1993 frem til 2016, har vi ’kun’ haft omkring 1.000 mennesker registreret som ofre for terror, med døden til følge. Det vil altså sige, at kigger vi helt nøgternt på det, så er den omtalte ’nye virkelighed’ altså langt fredeligere end den var for 30 år siden. Betyder det, at vi er mere bange, end vi var for 30 år siden? Det har nok også noget at gøre med, at vi er langt mere oplyste i dag.

Der har igennem hele verdenshistorien altid været galninge, ekstremister og deciderede røvhuller. Der har altid været mennesker, der slog andre mennesker ihjel, uden god grund. Det vil der desværre nok blive ved med at være. Men hvorfor får det pludselig lov til at fylde så meget? Hvad er det egentlig, vi får ud af det? Andet end at vi bliver mere bange for færre ting?

 

Da betonklodserne i København kom frem, blev jeg irriteret. Min holdning er, at terror skal ties ihjel. Jeg mener ikke, at vi ikke skal tale om det. Men jeg mener, at vi skal stoppe med at tale om, hvor bange vi bliver. Sproget skaber virkeligheden – så hvis vi render rundt og taler om en ny virkelighed, og om det mon er farligt at tage til koncert, så bliver vi bange. Er vi bange for at leve vores liv, er det ikke et rigt liv.

En mor fortalte mig om, hvordan hun havde snakket med sin datter omkring Distortion. Hun havde bedt hende holde sig til yderkanten, og i de små gader. Ikke ud på Nørrebrogade eller Sankt Hans Torv. Hun var bange for, at der ville komme et terrorangreb. Jeg var selv til Distortion på Nørrebro. Da vi stod midt på Nørrebrogade, kiggede jeg mig lidt omkring. Der var slet ikke lige så mange mennesker, som der har været de andre år. Jeg har siden tjekket op på det: 150.000 mennesker sidste år, 80.000 i år. 70.000 til forskel. Der var altså ikke noget regnvejr. Jeg tænker på, om det kan have noget med frygten for terror at gøre. Op til festdagene har jeg i flere medier hørt bekymringer omkring chancen for terror til Distortion. Politiet meldte ud, at Distortion var terrorsikret. Og det er det, jeg mener, er et problem.

 

Man kan ikke terrorsikre en hel bydel, med 80.000 mennesker.

Og det er okay.

Man kan ikke sikre strøget mod angreb, med betonklodser.

Og det er okay.

 

Men hvad jeg ikke synes er okay, er den frygt, det skaber. Det er unødvendig frygt, fordi vi kan ikke gøre noget ved det alligevel. Hver dag jeg går i København og ser betonklodserne, kommer jeg til at tænke på Kejserens Nye Klæder. De hjælper ikke, de skaber bare frygt. For noget vi egentlig ikke behøver at være bange for. For ved du hvad? Der er større risiko for, at du bliver kørt over i morgen, end der er chance for, at du dør i et terrorangreb.

Hvad hvis vi begyndte at tænke på terrorangreb, som vi tænker på flystyrt? Det er forfærdeligt, når det sker, det er vi helt enige om. Vi kan gøre alt, hvad vi kan, for at det ikke sker – men mange ting er man ikke herre over. Jeg har ikke interesse i at leve i en ny virkelighed med overvågning, stærkt bevæbnede politibetjente, betonklodser og frygt for at tage til koncert. Det er os selv, der skaber virkeligheden, og jeg synes virkelig, vi er på vej ned af en forkert vej.

Børn skal ikke være bange. Voksne skal ikke være bange. Vi skal ikke aflyse vores rejse til Frankrig eller Tyrkiet. Vi skal ikke refundere den Justin Bieber billet. Vi skal blive ved med at tage til Folkemøde på Bornholm. Ellers så vinder de røvhuller – og dét er en virkelighed, jeg slet ikke ønsker at deltage i.

Et andet aspekt er, at jeg synes, det er patetisk, at vi er så bange her i København. Vi farer op, skruer en ekstra tak op for beredskabet, hver gang der har været et angreb i Danmark. Mens alt dette står på, er knap en halv million mennesker døde, direkte eller indirekte, på grund af krigen i Syrien. Og vi tør ikke tage til gadefest, fordi en galning dræbte to mennesker. Det skal ikke negligeres eller gøres mindre tragisk – det skal bare sættes i perspektiv.

 

Lev livet, du kan være væk i morgen. Måske i et terrorangreb, måske får du et klaver i hovedet. Vi må ikke gøre hinanden bange for at leve.