The Florida Project

Forståelsen for en givet films værdi opnås ved at sætte sig ind i de valg, som instruktøren har truffet i dens tilblivelse, men Sean Bakers ”The Florida Project” er så vellykket en triumf, at det kan være svært at gennemskue, hvor man bør begynde sin lovprisning af filmens fuldkommenhed.

 

Først kunne man måske starte med at tale om det format, som “The Florida Project” er skudt i – nemlig 35mm film, hvilket står i stærk kontrast til Bakers første spillefilm og gennembrud, “Tangerine” (2015), som ikke blot var filmet digitalt, men filmet digitalt gennem kameraet på en iPhone 5s. Den forskel er naturligvis forbundet med de respektive films budgetter, for “Tangerine” havde et budget på sølle $100.000, hvorfor man var nødt til at spare penge diverse steder, for at kunne betale for statister og lokationer. Den kritiske og kommercielle succes af “Tangerine” betød, at der var større interesse for Bakers næste værk, således at et budget på $2 millioner kunne sikres til “The Florida Project”, et beløb der formodentlig sagtens kunne have været højere, men som Sean Baker selv har udtalt, så ville det have været en absurditet
at bruge $10 millioner på at lave en film om fattigdom.

Kitsana Kiki Rodriguez og Mya Taylor i “Tangerine”


Der er dog også fortælleteknik og æstetik involveret i Bakers valg af format, ligesom der er paralleller at drage imellem de to films formater og historierne, som de prøver at fortælle.
Tangerine” drejer sig primært om to afroamerikanske transkønnede kvinders vilkår for overlevelse i Hollywood. Den utilstrækkelighed, forkerthed og mismod, som forbindes med det at skyde en spillefilm med en iPhone er ikke langt fra de følelser, som disse kvinder oplever rettet imod dem i deres forsøg på at leve deres liv. Ligeledes er et ethvert øjeblik skudt på en filmrulle dyrebart og uopretteligt, ligesom øjeblikkenne er i et 6-årigt barns liv.


Dernæst kan vi tale om det, som bliver vist på lærredet, hvor det første man bemærker er den stærkt mættede farvetone, der igen forankrer et barns perspektiv på livet som filmens synsvinkel. Handlingsforløbet er meget utraditionelt, og så autentisk i sin udfoldelse, at man til tider kan blive i tvivl om, hvorvidt det er en dokumentar, som man sidder og ser. På alle måder formår filmen at få seeren til at føle sig som et barn, der med al sin nysgerrighed og livsglæde forsøger at navigere igennem en ualmindeligt svær tilværelse. Det gør den ved ikke at give meget andet end de smukke, overdrevne sanselige indtryk til seeren, og efterlader dem ansvaret for at stykke de ting sammen, som barnet ikke kan forstå om sin egen tilværelse. Et øjebliks melankoli i en elevator bliver vist igennem en underspillet afsked imellem to personer, så man kun kan gisne om dybden af usagte ting, ligesom en sørgelig udvikling i moderens liv bliver vist igennem barnets grinende naivitet. Den måde at fortælle en historie på skaber en oplevelse, hvor den viste glæde forstærker den usete sorg.

Endelig kan vi drage videre til filmens plot, der drejer sig om den 6 årige Monee (Prince) og hendes unge, enlige mor, Halley (Vinaite), samt deres tilværelse på randen af hjemløshed i et billigt og uhumsk hotel i Florida. Hotellet hedder Magic Castle Inn and Suites, og det bliver hurtigt vakt til live, når vi møder de forskellige beboere og dynamikkerne i deres forhold til hinanden. Blandt andet møder vi Monees nære ven, en dreng ved navn Scooty (Rivera), som bliver passet af Halley, når hans enlige mor, Ashley (Murder), er på arbejde til sent ude på natten. En anden essentiel karakter i filmen er hotellets bestyrer Bobby (Dafoe); et sympatisk pragteksemplar af de kappeløse helte af hverdagen.

Igennem de 111 minutters spilletid ser vi Halley kæmpe for at kunne betale for opholdet på hotellet uge efter uge. Vi ser Monee blive afskåret fra forskellige forhold, mens hun samtidig tilegner sig en ny veninde i Jancy (Cotto), et andet barn fra et nabohotel, alt imens hun laver ballade, spiser is og nyder sin forholdsvis opsynsløse barndom. Opsyn er der dog især fra Bobby, der som en skytsengel påtager sig alle beboernes byrder, mens han ordner praktiske ting, mægler indbyrdes forhold, og han er der sågar også når politiet eller andre udfordringer viser sig på trapperne, sideløbende med at han også døjer med sit eget liv og ensomhed. Spredt igennem filmens handlingsforløb forekommer der ofte øjeblikke af livsbekræftende humor med inspiration fra The Little Rascals (1994), hvilket fungerer som små, tiltrængte pusterum i den hårde virkelighed, som filmen portrætterer.

Et gennemgående tema i filmen er kontraster, hvilket blandt andet tæller børnenes uskyldighed og den verden af synder, som de befinder sig i samt kontrasten imellem hotellets besøgende turister og dets faste beboere. En iboende kontrast findes også i det faktum, at Magic Castle hotellet er omringet af utallige luksuriøse resorter og Disneys forlystelsesparker, for det sætter fokus på diskrepansen mellem den fortryllende forestilling vi opstiller for børn og den virkelighed, som utallige børn ligesom Monee lever i.

 

På intet tidspunkt portrætterer filmen sine karakterer med ynk, helle ikke for Monee, som besidder en utrolig styrke i en alt for ung alder. Der skal meget til at knække en pige som hende, og når det endelig sker, er det meget svært som tilskuer ikke at knække med.

Ultimativt bliver filmen en fortælling om smukke mennesker i en grim virkelighed, og den er helt og holdent rodfæstet i virkeligheden med minutiøse detaljer, så man på intet tidspunkt glemmer, at filmen er baseret på virkelige forhold, ligesom Magic Castle Inn and Suites er et virkeligt hotel, hvor børn lever under filmens fremviste vilkår.

I en film med en skuespillerstab, der hovedsageligt består af børn og førstegangs-skuespillere er udfaldet noget af et mirakel. Sean Baker har med “Tangerine” allerede én gang bevist, at han er helt enestående til at instruere skuespillere med lidt eller ingen erfaring, og det faktum slår The Florida Project hele vejen hjem. Til DP/30 udtalte Baker også, at valget om at skyde med film spillede en vigtig rolle i forhold til at drive skuespillernes fokus, eftersom hver eneste fejltagelse kostede en betragtelig sum penge. Castingen af skuespillerne har været utraditionel, hvilket Bria Vinaite er et eksempel på, eftersom hun uden tidligere skuespilserfaring blev castet igennem Instagram. Den utraditionelle tilgang til castingen resulterer i et enormt vellykket resultat, da der imellem de medvirkende i filmen foreligger en intrinsisk forståelse for det miljø og dertilhørende kultur, som de portrætterer. Især to af skuespillerne skinner stærkt igennem filmen, nemlig Willem Dafoe og den nu 7-årige Brooklyn Kimberly Prince, som spiller Monee.


Willem Dafoes vidtrækkende ekspertise og altomfattende empati fungerer som et anker for filmen, og hans portrættering af Bobby er hjerteskærende og smuk hele vejen igennem. Brooklyn Prince er en eksplosion af rå talent, og hendes præstation er på alle måder forbløffende, især med tanke på at den mest følelsesmæssige scene i hele filmen blev skudt i begyndelsen af optagelserne. Hun er charmerende, sjov, hjerteknusende og så meget andet, der på intet tidspunkt kommer tæt på at være utroværdigt.

Alt taget i betragtning er “The Florida Project” en noget nær perfekt film, som efterlader seeren med frustration over sandheden af den historie, som den fortæller og med forbløffelse over, hvor smukt den er blevet fortalt.