Forelsket i et knust hjerte 5. del

Dette er del af en serie, hvis du ikke har læst de forgående afsnit så start med den første her.

Uforståeligt endeligt

Hun var stadig i en dyb søvn, for jeg kunne høre hendes lange vejrtrækninger. Jeg trak hende ind til mig, og kyssede hende blidt bag øret. Hendes hud duftede som en solopgang på havet. Jeg havde svært ved at slippe hende, men bevægede mig ud i køkkenet for at lave lidt brunch.

Hun vågnede kort efter, at jeg forsvandt fra lagnerne. Hun kunne dufte baconen, og spurgte nysgerrigt “ih, hvad har du nu gang i?” Jeg kom ind i soveværelset med æg, bacon, pølser, melon og et glas juice. Brunch – igen. Hvilken mand ville nogensinde lave det to dage i træk for en kvinde? Hun var det værd, umiddelbart. Jeg beundrede glæden, det efterlod hendes ansigt. Jeg havde mest af alt lyst til at kaste maden fra mig, og pryde hendes læber med et lidenskabeligt kys – men inderst inde gjorde det bare ondt. Ondt fordi hun endnu ikke stolede på en mand. Ondt fordi hun endnu ikke var klar til mig. Det var en facade, som jeg skulle arbejde på at holde.

Dagen blev lidt akavet for mig, jeg havde mest af alt lyst til at skride fra det hele, fordi det var tydeligt, at hun næsten ønskede, jeg skulle tage hjem før tid. Jeg havde jo trods alt taget en uge fri, for at vi netop kunne komme tættere på hinanden. Det var for hendes skyld. Hun havde flere telefonopkald, og dårlige undskyldninger for ikke at ligge og slappe lidt af sammen med mig. Hun havde hovedet fyldt med alverdens, og det kunne jeg ikke ændre på. Vi skulle ud til hendes mor igen. Denne gang for at sætte papkasserne fra flytterodet af. Vi sludrede lidt frem og tilbage i bilen. Jeg fik kigget på hende, mens hun havde øjnene på vejen. Beundrede hende; hun lignede en som havde noget på hjertet. ”Jeg tror… Jeg tror, at du er god til alt”, sagde hun. Jeg lod den hænge lidt, indtil hun rettede blikket imod mig. Jeg smilte og kunne mærke varmen i hendes øjne. Vi var begge positive over det første ”møde” på de tre døgn, det havde varet. Det er mærkeligt, for hun virkede som om, at hun ville mig – men så alligevel ikke. Lidt som at stå i flyveren med faldskærmen klar, og tøve i øjeblikket man skal hoppe.

Da vi kom hjem, smed hun lidt mad i ovnen inden, at hun skulle ud og hente sin veninde. I mellemtiden overtog jeg køkkentjansen, vaskede op og gjorde hjemmet lidt pænt. Vi nåede lige at spise sammen, inden at jeg skulle ned og have en øl med lidt medlemmer fra organisationen. Da vi krammede farvel, kunne jeg ikke rigtigt mærke hende. Jeg havde på fornemmelsen, at det ville være sidste gang, at jeg så hende.

Jeg havde allermest lyst til at opgive det hele, da jeg satte mig ind i toget. Jeg var fyldt til bristepunktet. Jeg havde ikke den fjerneste ide om, hvordan jeg skulle kunne stå på sidelinjen. Jeg ville jo ikke miste hende på samme tid.

En kammerat fra Odense bad mig tage hans sofa et par dage. Jeg lå der og kiggede på min telefon i håbet om, at besøget havde flyttet hende en lille smule tilbage i retningen af, hvor vi stod, da hun skrev, at jeg gjorde hende glad.

Jeg fik ikke længere personlige billeder via. Snapchat. Det brændte inde i mig. Jeg var efterhånden fortabt. Jeg forhørte derfor en veninde, som arbejdede på en bar i nærheden, om hun manglede selskab. Så jeg tog en god gammeldags tirsdagsbrandert. Her fik jeg serveret en masse lækker øl, mens jeg fik tankerne til at gå med noget andet end hende. Min veninde kunne godt mærke på mig, at jeg var udmattet mentalt. Hun ville måske påstå, at jeg så småsyg ud. Jeg valgte efter lidt genstande at tænke tilbage på Marias veninde, som havde talt om en tur til Canada. Hun manglede 600kr for at få indrejsegodkendelse, da man skal have et bestemt beløb stående på kontoen. Da Rasmus Seebach ramte højtalerne, fik jeg den fantastiske ide, at jeg skulle sørge for at bidrage til det projekt. Hvilke skønne forhastede valg man sommetider kan tage, når man rammer et ømt øjeblik. Jeg kan huske, at jeg var splittet, da fingeren gled henover overførslen på mobilepay. Jeg fortrød det faktisk i samme øjeblik. Jeg blev ramt af koldsved, og tænkte hvor stor en idiotisk handling det egentlig var, inden jeg bestilte en fadøl mere. Jeg forsøgte dog at holde den cool over sms, selvom jeg sikkert havde skræmt livet af den stakkels kvinde.

Jeg fulgte min veninde hjem, hun spurgte på halvvejen, om jeg var okay med det hele. Jeg måtte indrømme, at jeg havde det stramt. Det var tydeligt, at hele situationen var begyndt at æde af mit humør og mit gåpåmod.

Min kammerat var fantastisk i den korte tid, som jeg var hos ham og hans kæreste. Jeg spurgte, hvad de skulle have for besværet. ”Ingenting. Det er kun hyggeligt.” Tanken i det han sagde, var sød, men jeg havde svært ved at tage den slags for givet, så overførte lidt, inden han bankede mig i FIFA.

 

Der kom aldrig nogen besked, til trods for at hun rent faktisk selv havde været i Odense.
– Så jeg mærkede efter, og måtte tage et valg. Et fucking valg som gjorde mere ondt end noget af alt det her. Jeg skulle ud af hendes liv, og hun skulle ud af mit. Det var ikke længere sundt for nogen af os.

Først gik det ikke rigtigt op for hende, at jeg var på vej ud af hendes liv. Det krævede faktisk, at jeg skruede bissen lidt på. Det var svært, men det var nødsaget, hvis hun nogensinde skulle forstå det. Der gik et par timer, inden at hun skrev igen. Hun spurgte til, om jeg havde slettet hende på snapchat. Det virkede ikke umiddelbart som om, at jeg havde været klar nok i mælet. Jeg måtte dog indrømme, at hendes svar var koldt og kynisk. Det stak som helvede, og jeg følte, at hele min verden faldt sammen. Det var ikke et spørgsmål om bekræftigelse, men var det virkelig alt, hvad hun havde at sige ovenpå det her? Jeg har stadig ingen anelse om, hvad fanden hun havde følt eller tænkt om mig efter den fandens episode. To timer senere fik jeg en ”Vil bare sige tak for alt<3”. Den stak endnu dybere, for jeg var ikke selv klar til at se udvejen i alt det her. Hun sendte mig til sidst en video af en kvinde, som havde oplevet et psykisk voldeligt forhold. Her gik alting op for mig. Det stod nu klart, at jeg min mavefornemmelse havde været korrekt siden dag et.

Jeg måtte melde afbud til julefrokosten med arbejdet. Jeg kunne ikke tænke klart efter, at jeg havde givet mine sidste ord til hende. Det sad stadig dybt i mig, at jeg måtte ignorere hendes sidste besked. – Var det et kald om hjælp? Ville hun nå mig på en eller anden måde? Jeg havde efterhånden svært ved at tyde hende, og tror også selv, at det var et problem for hende.

Hun skulle i byen med sin veninde, og havde lagt et billede op af sig selv. Jeg måtte slette hende fra alle sociale medier, da jeg følte søm fyldte mit hjerte fra alle tænkelige sider. Hun var iklædt sort kjole og lignede allermest den kvinde, som enhver mand ville gifte sig med. Det stak hårdt at ligge derhjemme på sofaen. Tankerne fyldte mit hoved. Havde hun overhovedet haft interesse i mig? Var jeg blot en svag lygte i en mørk tid?

Weekenden forløb sig uden kontakt, og jeg havde flere gange lyst til kaste op, fordi tankerne væltede over hinanden. Hun likede stadig lidt ting og sager på min profil, hvilket ingen mening gav for mig. Hvad ønskede hun af mig? Hvorfor skulle hun stikke til mig konstant? Det virkede som en typisk pigeting, at hun lige skulle ind og markere, så jeg ikke kunne glemme hende.

Jeg sendte hende blomster til mandagen, da jeg ønskede at bryde tavsheden. Jeg fik ideen først på morgenen, da jeg havde haft en dårlig start på dagen. Jeg gik hele dagen og kiggede på klokken. Jeg var fyldt med adrenalin, og havde den mest produktive dag i lang tid. Blomsterne kom selvfølgelig som en overraskelse. Jeg mente ikke, at hun skulle takke for alt, når hun kun havde oplevet en brøkdel af mig. Vi endte med at sludre i 40 minutter, hvor jeg fortalte hende om mine tanker omkring hele det forbandede cirkus, som jeg var blevet trukket ind i. Det virkede ikke rigtigt som om, at hun havde opfanget, at hun rent faktisk havde trukket mig ind i hendes kaosramte situation. Hendes tanker var nemlig hundrede andre steder, for hendes toneleje ændrede sig ikke. Hun virkede desværre næsten glad og optimistisk under samtalen, selvom det var hårde emner.

Hun forklarede, at hun havde stillet sin ekskæreste et ultimatum. Et ultimatum som betød, at hun først var interesseret i at udveksle hans ting, hvis hun fik pengene som han skyldte hende. Jeg tilbød hende at overføre beløbet, så hun kunne komme videre i processen, som skulle ende med at gøre hende lykkelig igen. Hun ville ikke tage imod det. Pengene havde jeg alligevel sparet op til formålet, at invitere hende med ud og rejse, da hun længe havde talt om, at hun ønskede rejse fra det hele, for at få noget ro i hovedet. – men da situationen gjorde, at hun stadig var underlagt psykisk i hans klør, så kunne det forhåbentligt hjælpe hende på vej. Da vi lagde på, overførte jeg alligevel beløbet, og bad hende tænke på sig selv. Hun skulle fortælle sin veninde om planen, ellers ville jeg gøre det. Hun skulle have en ledsager, så det blev nemmere for hende. Nu havde jeg lagt vejen for hende, nu skulle hun bare tage det første – men sværeste skridt.

Hvorfor? – fordi jeg ønskede hende det bedste. Det var bare penge, og jeg har aldrig haft i sinde at forsøge købe hendes kærlighed. Jeg stod efterhånden bare nøgen, splittet og forvirret. Jeg havde ingen ide om, hvilket ben jeg skulle stå på snart. Hendes interesse for at skrive, og have kontakt med mig var alligevel så godt som væk.

Hun smed mig en hvid løgn om, at hun havde fortalt sin veninde om planen vi havde lagt. Igen. Jeg bebrejder hende ikke, det må have lagt et ultimativt pres på hende midt i hele situationen. Jeg tror ikke, at hun kunne se, at det blot var en venlig gestus. – Men hvis hun ville vise taknemmelighed, så kunne hun gøre handling af ord, eller takke pænt nej og sende pengene retur. Det var også sagen irrelevant. Det var bare penge. Det var princippet. Jeg må erkende, at jeg gik over min egen grænse, da jeg kontaktede veninden. Jeg var blot bekymret, så hvad kunne jeg ellers have gjort? Hun kunne jo ikke tage stilling til noget som helst selv. Jeg var desuden målløs over, at jeg på kun en måneds tid kunne se dybere end hendes nærmeste. Veninderne så det som at hun ”bare” skulle over sin ekskæreste, og det skulle hun selv klare. Problematikken er bare, at man alene har brug for sine nærmeste, for at komme over psykisk vold, da man ikke er i stand til at skelne mellem rigtigt og forkert – eller hvad der er godt og ondt. Han havde i øvrigt givet hende skylden for overfaldet, som han stod for. Hun påtog sig skylden med det samme, da hun begyndte at sætte scenarier op omkring ”hvad nu hvis..”, tanker som blot forvirrede hendes lille knuste hoved.

Hun lovede mig, at han var på vej ud af hendes liv, da hun efterhånden havde fået nok af tonen, som han førte overfor hende.

Tirsdag spurgte jeg, om jeg måtte bruge lidt for korrespondancen til dette længere brev. Hun var skræmt over, at jeg alene havde skrevet 5 sider om hende. Jeg kunne heller ikke rigtigt forestille mig, at det var normalt at gøre. Jeg havde i hvert fald aldrig gjort det. Det var jo kun 40 dage, at vi havde været i hinandens liv. Jeg følte, at jeg havde kendt hende i flere år. Hun bad mig sende et udkast. Jeg tøvede i første omgang, men sendte hende udkastet, hvor jeg beskriver morgenen, hvor jeg vågnede op til hende for første gang. – og da jeg forklarede situationen med gælden, som jeg ville indfri for hendes ekskæreste.

Siden hørte jeg ikke det mindste fra hende. Hun tog alt afstand til mig. Slettede alt på sine sociale medier, som havde med mig at gøre. Jeg følte mig som en komplet fucking klovn. Jeg havde aldrig oplevet hende være så ligeglad og følelseskold. Det er vel blot et bevis på, at jeg ikke havde noget at gøre i hendes liv. Jeg skal ikke kunne sige det. Det var først, da hun slettede sine kommentarer under mine billeder, at flammen i mig brændte ud. Nu kunne det ikke blive værre, så det var på tide at give slip. Jeg påstod, at brevet var færdigt, og at jeg ikke forventede, at hun nogensinde ville læse det. Da hun åbnede beskeden, blokerede jeg hende. Det er måske en barnlig handling, men jeg var gået planken ud, og kunne se direkte ned i hajernes frådefyldte gab. Senere samme aften så jeg, at hun havde oprettet sig på Tinder. Det stemte ikke rigtigt overens med, at hun ikke ønskede at have mænd omkring sig. Det kunne også være, at hun blot ønskede overfladisk opmærksomhed på afstand? Måske blot møde nye mennesker?  Det kunne også være, at hun havde oprettet den i en brandert på opfordring fra en veninde? Det var nu en kæmpe gåde, om hun havde været på jagt hele tiden, og brugt mig som en trøsteklud. Mit hoved var tæt på at eksplodere af tanker. Jeg kunne hverken spise, drikke eller sove ordenligt. Tankerne var ulidelige, men jeg måtte slippe det. – For jeg kunne ikke længere mærke mig selv. Det havde været det mest sindsoprivende, jeg nogensinde havde udsat mig selv for.