Forelsket i et knust hjerte 1. del

Jeg forventer ikke, at hun nogensinde vil læse dette. Det er måske også bedst sådan. Det hele handler for mit vedkommende bare om at få luftet mine tanker, så jeg kan få lagt låg på det. Jeg har i den sidste tid virket fuldstændigt manisk og klæbrig, men hvad fanden skal man stille op, når man åbner sig, og går fra at gøre en kvinde glad – til at være det mest uinteressante i verden?
Det her er i øvrigt kun brøkdele af hele oplevelsen, som jeg havde. Nogle ting er bedst på papir – Andre er bedst i baghovedet.

Kærlighed kan komme som et lyn fra en skyfri himmel, når man har allermest brug for den. Det er måske den rigtige person, som banker på, men på det helt forkerte tidspunkt. – Alle når til et punkt i deres liv, hvor man skal tage sig et svært valg. Skal man udsætte sit eget sind for at undgå vedvarende smerte, eller trække sig tilbage med et knust hjerte, for at blive hel igen?

Den første gang er den sværeste, men samtidigt også den som man lærer allermest af.

 

Fortidens kvaler

Det var kun få dage efter at jeg trak stikket med min ekskæreste. Jeg følte mig tom, knust, ødelagt og udnyttet. Jeg lå på mit værelse, et lejet værelse hos et ældre ægtepar, da jeg var nødsaget til at finde det første og bedste efter et katastrofalt forhold til en kvinde. Den slags forhold som folk tier omkring, et forhold hvor psykisk vold var hverdag. Min bankkonto var nede med 40.000, men jeg magtede ikke konfrontation, så lod det i stedet ligge. Kvinden som jeg havde været sammen med i sytten måneder, havde været utro i omkring et års tid. Hun kunne sno mig om sin lillefinger, og kunne få mig til at føle, at alting var min skyld. Jeg havde krydset to broer, var flyttet fra familie og venner – og sidst men ikke mindst mine trygge rammer. Det var derfor oplagt for hende at køre på, at jeg kun havde hende i nærheden, og derfor skulle tage mig sammen. Alt imens jeg lå på sengen, og tænkte tilbage, så trak jeg en cigaret frem fra lommen. Jeg havde ingen appetit, og havde smidt de første 10 kilo på en måneds tid. Jeg havde på nuværende tidspunkt aldrig intentioner om at åbne mig for et andet menneske igen. Det er en svær følelse at beskrive, men når man igennem 17 måneder er blevet gjort til en synder for alverdens småting, så ender man med at være en svag lille sjæl. Jeg var sårbar, og det er jeg stadig dagen i dag (åbenbart). Jeg tænkte, at det skulle være sidste gang, at nogen kvinde nogensinde skulle få mig til at føle, at jeg var bedre tjent død. Det tog mig halvandet år at komme over, og det kan stadig godt spøge i mig dagen i dag. Det var hårdt, men jeg kom nogenlunde helskindet igennem – Det har dog efterladt en vis forsigtighed, når jeg møder nye mennesker. Jeg kom videre, da jeg fandt min vej. Jeg startede en organisation, som bekæmpede digitale krænkelser. Dét gav mig tid til at tænke på andet og til at komme ovenpå. – Det her er absolut ikke et råb efter medlidenhed, for det er blot en ”del af livet”. Lidt regn skaber en regnbue – right?

 

Det pudsige sammentræf

Jeg husker tydeligt første gang, at hun gjorde sig bemærket i mit liv. Det lyder måske lidt fjollet, men i en tid hvor sociale medier er blevet en almindelig hverdag, så var det faktisk også der, at magien opstod for mit vedkommende.

Jeg sad på mit værelse kun iført mine sorte Carhartt bukser. Det var den 17. april. Havde haft en stresset arbejdsdag. Jeg havde netop lagt røret på efter en samtale med en journalist fra Berlingske. De ville lave en forsidehistorie til deres webavis. Jeg havde en chef, som var modstander af alt jeg foretog mig på sociale medier, hvilket også gjorde at jeg konstant gik og kiggede mig over skuldrene. Jeg fik åbnet min Facebook, og så at Facebook Kolding var ved at eksplodere over væltede krukker. Jeg lavede en opdatering om hvorvidt Islamisk Stat havde taget skylden endnu. – Der gjorde hun sig bemærket første gang, men jeg anede det ikke i første øjekast. For Pulterkammerets Aktivister havde ramt en mediestorm. Og midt i orkanens øje af ringende journalister, lykønskninger, liveinterviews og mange vrede og positive reaktioner, så modtog jeg en notifikation med en pigenavn, der længe skulle brænde sig fast i min bevidsthed. Lad os kalde hende for “Maria”. “Maria anmeldte Pulterkammerets Aktivister med 5 stjerner”. Jeg havde ikke rigtigt nogen ide om, hvorfor mit hjerte hoppede et slag over, men der var noget særligt over hende. Jeg studsede længe på hendes profil. Jeg følte en lille ro midt i alting. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad pokker der gjorde det. Jeg så at hun var i forhold, og da jeg selv kunne huske følelsen af fremmede mænd som viste interesse, så undlod jeg at gøre mere ud af det. Spøjst nok så irriterede det mig, at jeg ikke havde mødt hende, mens jeg selv boede i Kolding. Hun virkede spændende og udadvendt. Hendes smil tog mig med storm. Wauw. Det sendte et langt sus igennem mig. Hun var langt over mine standarder, så der var absolut ingen grund til at forsøge sig. Hah. Det er skørt at tænke tilbage på. Alt for dejlig! – Det føltes for godt til at være sandt, for i samme øjeblik kørte Benal i baggrunden.

 

”Benal – Uh Babe”

Jeg har ikk’ noget dårligt at sige
Såd’n det går, når du går, og det’ fint
Tror på skæbnen, og nu står du med min
Skal vi mødes klokken seks, babe, hvor skal vi sige?
Kig på mig ligesom telefonen den er død
Dårlig til at skrive, men jeg’ god til at mødes
Alt hvad du sagde nu, det’ alt, hvad jeg ser
Og jeg håber vi skal noget mere
Babe, de laver shitstorm til vores lagen skal til vask
Vil’ du gå, hvis jeg ga’ dig lidt plads
Krone på det hele og normalt er det plat
Men det’ dig, fra det’ dag, til det’ nat
Plejede at sige: “Kan ikk’ gå længere”
Helt lukket ingen åbninger
Please lad være med at trampe på mit håb længere
Folk sagde, det’ for sent og forkert
Men kærlighed gør blind, lad os se, hvad der sker, uh babe

Der er noget her der sætter mig fri
Jeg vil danse med dig
Mens mit hjerte bli’r blødt inden i
Og jeg hvisker til dig
Mellem skyggerne og deres magi
Er der kun dig og mig
Holder vejret, mens jeg tæller til ti
Og jeg tænker på dig

Du sagde, “vent med at gå”
“Hvor skal du hen?”, hjem til det blå
Uden at veksle en eneste replik
Men jeg ved, hvad du mente, da du gik
Ka’ det passe, jeg kan se du’ glad?
Ka’ dit telefonnummer helt uden af
Så da du stod helt alene, og han kom
Alle de er ens, bare se dig lidt om
Glasset er knust, men måske var det tomt i din bog
For træt til at løbe mere, sådan kan det gå
Kan se på dit lort, der er fart i de ben
Ble’ bare, hvad det ble’, nu’ det snart for sent
Ring til en vogn eller ring på knæ
Sagde, “vent med at smile, til det’ rigtigt skægt”
Når du håber, så håber jeg bare, jeg’ med
Og jeg står her stadig, lad os starte et sted, uh babe!

…….Tiden gik

 

Mit svendeforløb stod for døren, og jeg var nervøs som pokker. Husker, at foreningen var ved at blive opløst, da jeg var nødt til at fralægge mig alt ansvar for lidt tid. Jeg havde fået en god start på det nye job, og forsøgte faktisk bare at holde mig i live, da jeg boede hos min bror og svigerinde, som et halvt år forinden havde taget afstand til mig, da de havde holdt en form for sindssygt øråd om, at jeg skulle stemmes ud af familien.

 


 

Jeg vågnede en søndag morgen, og havde dybest set sovet forfærdeligt. Jeg havde ikke fået taget kontaktlinserne ud, inden jeg gik i seng. Jeg fik kigget på min telefon, og fløj næsten ud af sengen i ren og skær frustration. Kunne det passe? Var det en fejl?
”Maria har sendt dig en venneanmodning”. Jeg sad bare, og kiggede ud i luften. Jeg tog joggingsættet på, og traskede ned af trappen med henblik på at få en smøg. Jeg satte mig udenfor; solen skinnede. Jeg tændte op i cigaretten, og mærkede en helt abstrakt kold brise. Jeg åbnede for telefonen, og godkendte anmodningen. I samme øjeblik gik jeg ind for at se hende lidt an, hun havde stadig billeder med manden, som jeg bemærkede tidligere på året. Det måtte være en fejl. Jeg gik dybere i hendes billeder, og likede et gammelt et af slagsen. Hun åbnede kort tid efter op for dialogen. Jeg fik det samme mærkelige sus, som da hun anmeldte vores forening. Jeg var lidt skræmt over scenariet, men forsøgte at køre den cool. Vi åbnede hurtigt op for bagagen, som vi hver især havde. Vi havde allerede det tilfælles, at vores ekskærester var manipulerende personligheder, som fralagde sig ansvar for, at vi kunne føle os som idioter. Jeg lod hende læse, hvordan jeg viste følelser. – Allerede der viste hun, at hun var fantastisk. Vi spillede med åbne kort.

 

Jeg fik hurtigt et indtryk af, at hun havde hjerte på rette sted. Hun virkede dog lidt fjern, og havde svært ved at have fokus et sted. Hun kunne skifte emne ud af det blå. Hun påstod, at det var kommet med alderen. – ligesom at det med at være udadvendt, det var fortid. Hun havde som sagt stadig billeder af sin eks, og snakkede om at være underdanig var godt. Det gav mig hurtigt et indtryk af, at hun havde været underkastet i sit tidligere forhold. Det gjorde ondt at tænke på allerede der, for jeg havde selv oplevet sådan tur. Hvis jeg selv skal sætte ord på følelsen, så er den ødelæggende og fjerner ens egen evne til at kunne tænke og føle. Jeg ville dog ikke kaste påstande efter hende, når vi kun lige havde lært hinanden at kende. Hun gav mig en lille indre ro. Jeg syntes, at hun var sød.

 

Vi havde vores første telefonopkald, og jeg kunne allerede mærke på min bror og svigerinde, at de var opmærksomme på, at jeg var meget optaget af min telefon. Jeg sad to timer ude i kulden, mens jeg beundrede hvert et ord som kom ud af hendes mund. Hun virkede så rolig, når hun fortalte løs om alt og intet. Vi kom tættere på hinanden. Hun var blevet en vane, og jeg ville vide mere om hende. Det var gengældt. Vi udvekslede snapchat og havde samtaler kørende på tre sociale medier af gangen. Det var skørt, men det fungerede. Vi udspurgte hinanden om alt imellem himmel og jord. Bed mærke i, at hun er tilbøjelig til at lade folk træde på hende, når hun stod med åbne arme i håbet om at redde hele verden. Jeg delte mine egne erfaringer, og kunne mærke det var svært for hende at forholde sig til. Hun lod andres følelser komme før hendes egne, og det fik mig til at spørge, om hun nogensinde følte, at hendes partnere elskede hende, når hun havde sex. Hendes tænkepause var svar nok. Jeg fik et grimt sus igennem kroppen, for det virkede ikke som om, at hun havde oplevet rigtig kærlighed. – med det mener jeg, at hun virkede som typen, som gav mere end hun fik retur. Jeg kunne på mange punkter se mig selv i hendes sted. Det var forfærdeligt at høre på. Særligt det med at smide låg på tingene, inden man bearbejder dem. Jeg spurgte flere gange, om hun var ovre eksen, da det for mig virkede mærkeligt, at manden hun havde set sig selv have børn med, pludselig var fortid. Jeg valgte at følge mit hjerte, og stole blindt på hende. Da vi lagde på, husker jeg hendes reaktion på opkaldet ”OMG! DIN STEMME!!!”. Jeg blev glad over, at jeg kunne glæde hende lidt alene på min stemme. Det er vigtigt at kunne holde ud at høre på hinanden i hvert fald.

Vi jokede flere gange omkring fremtid, børn og bryllup. Jeg var sikker på, at hun ville blive en flot brud. – og at jeg ville græde i kirken fra bagerste række. Hun mente, at jeg ikke skulle være tilskuer. Da jeg svarede ”Præsten så?”, fik jeg meldingen om, at jeg var dum. Jeg smilte, når jeg skulle sove, og jeg startede altid dagen med at skrive godmorgen. Hun gjorde mig skør ved tanken om, at hun virkede så fantastisk.

 

Navne og lokationer er blevet ændret for at beskytte omtaltes identitet.

Dette er første del i en serie der bliver bragt hver søndag på alicemag.dk, kig ind igen næste søndag for opfølgeren.