Om mit had til Star Wars

Star Wars er fortællingen om, hvordan noget kan nå til tops i populærkulturen med kedelige, bedagede historier, hvis det er beklædt med sære kostumer og besynderlige sværd.

Det er fortællingen om, hvordan en ung og talentfuld filminstruktør ikke blev til andet end en storslået forretningsmand. George Lucas er Charles Foster Kane, og hans livsværk er i værste fald en påmindelse om, at populærkultur er blevet infantilt. Det som alle troede ville være for dårligt til at fange børns opmærksomhed formåede til alles overraskelse at fange en stor del af menneskehedens hjerter og sind. “Hvad er problemet med det?”, kan jeg høre en fuldvoksen Star Wars fanatiker spørge i de mørkeste afkroge af mit sind. Problemet er kvaliteten. Alt Star Wars er dårlig filmkunst på alle parametre. Det er en dårlig idé eksekveret på dårlig vis af alle, med undtagelse af de med ansvaret for rekvisitter og digitale effekter.
De som undskylder dette med, at den første film udkom i 1977 kan umuligt have kendskab til Fritz Langs “Metropolis” fra 1927, Victor Flemings “The Wizard of Oz” fra 1939 eller Stanley Kubricks “2001: A Space Odyssey” fra 1968. Ikke bare kunne man lave flotte og fantasifulde film, før den første Star Wars film udkom, man kunne lave dem langt bedre og flottere.
De førnævnte film er smukke idéer eksekveret på fornemste vis, og i sammenligningen bliver det endnu tydeligere, hvor dårlig og pinlig en franchise Star Wars er.


 Sværdkamp er et af de utallige dele, hvor Star Wars er intet mindre end latterligt. Det er især tragikomisk, hvis man husker på, at Ridley Scott debuterede med “The Duellists” i 1977 – samme år som udgivelsen af den første Star Wars film.


Èn ting er forfærdelig kvalitet, en anden er modtagelsen af den. Denne fortælling om en ung ørkendrengs øjensynligt umulige kamp imod en altomsiggribende onde synes at harmonere godt med den vestlige verdens selvopfattelse. Det mørke imperium er blevet et symbol på enten Nazi-Tyskland eller de onde russere. Det er besynderligt for mig, for hvis der er noget, som kan sætte billede på selvopfattelsen af ekstreme islamister, så er det plottet i Star Wars. Organiserede celler af folk med tilknytning til en gammel og besynderlig form for religion forsøger i smug at befri sig fra et imperium, som har overtaget deres verden og som ihærdigt forsøger at udrydde deres opfattelse af den. Dette mørke imperium, der har verdensherredømme i sinde gennem total udslettede af deres modstandere minder mest af alt om den verdensmagt, som Amerika i dag er. Især med tanke på filosofien, som de såkaldte “Sith” banditter dyrker, der påbyder enhver at tildrage magt til sig gennem vold, vrede og grådighed.
Der forekommer i filmene endda skoler for små børn, som bliver oplært i at føre guerillakrig med en ekstremt stærk tilknytning til deres religion, og der forekommer også en stor trang til selvmordsangreb hos de så gode jedis. Som Star Wars fanatiker bør man bedre end nogen andre kunne sætte sig ind i, hvad der går igennem hovedet på de unge mennesker, som bliver fanget i kløerne af ekstreme islamister.

I dag er Star Wars ejet af Disney, som spytter den ene forfærdelige film ud efter den anden i jagten på uendelig profit. Nostalgi bliver genbrugt som sure opstød, der skal indoktrinere kommende generationer til at kunne holde af dårlig filmkunst. Jeg har dog bemærket, at selv de mest fanatiske Star Wars entusiaster begynder at indse, at der intet godt har været i denne forfærdelige franchise, og at der heller aldrig kommer til at være det, uanset hvor meget man ønsker sig tilbage til sin barndom.

Denne tekst er skrevet med et lille glimt i øjet, og derfor ikke som noget stærkt analytisk værk, men jeg må indrømme, at jeg finder fascinationen af Star Wars ikke bare besynderlig, men også yderst sørgelig. Sådan har jeg det dog med umådeligt mange ting i verden og dele af livet.