Hiphop i blodet – Portræt af Katrine Choe Larsen

For mange af os unge mennesker er hiphopkulturen en indgroet del af vores musikalske og kulturelle verdensbillede. Vi kan dårligt forestille os en verden uden rapmusik, graffiti og breakdance.

Jeg har haft æren af at snakke med Katrine Choe Larsen, bedre kendt under sit DJ alias – KCL, der er en af pionerene indenfor den danske hiphopkultur med over 25 års erfaring. Hun giver her sit unikke indblik i, hvordan hun så hiphoppen sprede sig over det danske land, alle de ting hun har måtte gennemgå for at følge sin passion for denne splinternye og spændende kultur, og nogle af de fedeste oplevelser hun har fået derigennem.

Jeg mødes med Katrine i hendes lejlighed på Nørrebro i København. Fra jeg træder ind ad døren, kan jeg mærke den kreative energi i rummet. Musikmaskiner og reoler med plader fylder det meste af, hvad hun selv kalder ‘musikhulen’. Min store personlige interesse for hiphop gjorde, at jeg havde glædet mig utroligt meget til hendes indblik i hiphopkulturens fødsel i Danmark og hendes erfaringer med denne.

Katrines personlige introduktion til hiphop kulturen kom fra noget, som de færreste nok forbinder direkte med hiphop – nemlig det internationale Melodi Grand Prix.

 

”Der kan jeg bare huske, at jeg blev fanget af det. Der stod Jørgen De Mylius og fortalte lige i slutningen, inden rulleteksterne kom, at i USA var der kommet noget nyt, der hed hiphop. Der var sådan en video, hvor der var nogle der dansede, og så blev jeg helt vildt fanget af det.”

 

Der gik ikke længe, før Katrine selv prøvede kræfter med den del af kulturen, der omhandler dans.

”Hvor gammel har jeg været? Jeg gik i fritidshjem. Der kan jeg huske, at jeg lavede sådan et breakdance- og electric boogie show, det der hedder popping i dag.”

 

Det var altså ikke musikken, der fangede Katrine i første omgang, men i højere grad dansen og lidt senere graffitien. ”Så købte jeg Poscatusser og taggede lidt. Så det var faktisk dansen og graffitien, der kom ind først.” Hendes senere interesse og udfoldelse indenfor musikken får mig til at spørge, om det var hele kulturen, der fangede hende. ”Jeg er en person, der godt kan lide kontraster, så hele den der æra med de der guldkæder, det var jo mega blær ikke? Selvfølgelig var det hele kulturen, men jeg vidste bare ikke rigtig, hvad den var endnu.“ 

 

Der skulle ikke gå lang tid, før Katrine fik øjnene op for den del af kulturen, der i en lang årrække skulle blive hendes levebrød, nemlig musikken. Også dette skete lettere tilfældigt.

”Jeg havde en rigtig god veninde, der var forelsket i den her fyr. Den fyr var så hiphop DJ, og så blev jeg fanget af det her scratch. Jeg tror, at det var i 88, der fik jeg et kassettebånd med Big Daddy Kane, og så blev jeg bare fanget. Jeg tror, det var fordi, at det var så råt.”

 

Det var dog ikke alle, der delte Katrines fascination for alt det, som denne nye kulturstrømning bragte med sig. Specielt hendes forældre havde svært ved datterens nyfundne passion.

”Jeg kan huske, at mine forældre, de forstod ikke det dér musik. De var sådan: Katrine hun hører sådan noget ”Wap” musik, sådan noget hvor man snakker ind over en rytme. Dengang var det jo slet ikke etableret endnu.”

 

Katrine beskriver, at hun kommer fra en pæn og velhavende familie, og der skulle ikke gå længe, før forældrene kom til at mærke Katrines nye passion på egen lomme.

 

”Jeg havde været lidt lammet over, at mine forældre ikke rigtig forstod, hvad det var, jeg havde gang i. Men så købte jeg plader, så stjal jeg penge for at købe de dér fucking plader: Uh jeg gik i søvne, det må du undskylde mor, jeg tog lige alle pengene fra din pung. Det tog bare overhånd altså, fuldstændigt.” Siger hun med et stort smil på læben, hvorefter vi begge klukker lidt. Familiens pladespillere stod også for skud, da Katrine begyndte at prøve kræfter med at scratche.

”De forstod ikke det dér med at scratche plader – jeg smadrede min mors pickup nål, min fars pickup nål, min søsters pickup nål, og ja ungdomsklubbens – og der røg mit dj-kort så. Altså det gik jo helt over gevind.”

 

Blandt Katrines jævnaldrende var der også en manglende forståelse for den nye kultur, der kom til landet. Dette fik Katrine at mærke på egen krop. ”Folk de forstod mig ikke dengang, så jeg blev selvfølgelig mega mobbet for den, jeg var, fordi jeg var jo anderledes end alle andre. Jeg ser det kun som, at jeg er blevet hærdet i dag. Jeg tror, det er derfor, at jeg har nået mine mål – uanset om der har været opbakning eller ej. Jeg har gået hele vejen selv.” Ifølge Katrine har den store mængde modgang overfor hendes passion kun gjort hende mere hårdfør og målrettet.

”Jeg er den dér person: Hvis jeg vil, så vil jeg. Og så skal jeg nok nå mit mål, jeg skal nok få det i sidste ende. Jeg er fuldstændig ligeglad hvordan – jeg skal nok få det.” Jeg blev dybt imponeret over det drive og gåpåmod, som jeg kunne mærke, at hun rummede.

 

Igennem en årrække tegnede Katrine graffitiskitser til et væld af de store kanoner indenfor kulturen, alt imens at hendes pladesamling voksede stødt. Denne store pladesamling blev startskuddet til hendes karriere som DJ. ”Jeg fik et DJ job igennem det. Der var en fyr, der hed Turbo Niels ude fra Klub 47. Han havde hørt, at jeg havde mange plader igennem min veninde Melina, men jeg kunne jo ikke mixe, jeg kunne jo ikke en skid udover at smadre pladespillere.” Katrine griner ved tanken. “Så var jeg dér, og så var jeg inde i den hårde kerne.” Hun beskriver Turbo Niels, som var pædagog på ungdomsklubben Klub 47, som Godfatheren inden for dansk hiphop.

 

Disse nummererede ungdomsklubber med stort fokus på hiphop, beskriver Katrine som altafgørende for hendes egen og mange andres mulighed for at prøve kræfter med kulturen, særligt Klub 47, hvor hun nåede at blive pædagog i en årrække. Klub 47 var en ungdomsklub, med faciliteterne til, at unge mennesker som Katrine kunne prøve kræfter med at producere, indspille og øve musik. Her mødtes en del navne, som man idag vil genkende, herunder: DJ Noise, Natasja, Joe True, Hvid Sjokolade, Rockers by Choice, Humleridderne, Eloq, Loke Deph og mange flere. På klubben introducerede Turbo Niels Katrine for Mary T -, gudeproduceren indenfor dansk hiphop i sin tid, der lærte hende at lave break beats.

 

Modstanden stoppede dog ikke, blot fordi man nu var inde i ”den hårde kerne”, og Katrine måtte stadig kæmpe hårdt for at bevise sig overfor de andre hiphoppere. Hun beskriver dog også, at der var et utroligt stærkt sammenhold i den daværende subkultur. ”Hvis der var nogen, der fuckede med kulturen, så var vi samlede. Hvis du solgte ud, så solgte du ud. Og så var det ikke kun nogle venner, der syntes du var wack, så var hele kulturen efter dig.”

 

Hvis jeg skulle beskrive alle Katrines tilknytninger til hiphopmiljøet gennem tiden, ville dette blive en mindre roman, så jeg vil forsøge at gøre det kortfattet.

Katrine har gennem sin lange karriere selv turneret med rap flere gange, hun har i en årrække haft sin egen streetwear butik, som har været med til at promovere hiphopkulturen. Hun har vundet DM i mix, haft eget studie, har arbejdet sammen med og produceret for et så stort væld af hiphoppere, at hun ikke engang selv kan sætte tal på det. Hun har i lange perioder kunne leve af sin passion – både gennem optræden til liveshows og ved at være DJ på spillesteder, klubber og til events.

Jeg beder Katrine sætte ord på, hvad der har været de fedeste højdepunkter i hendes karriere. ”Jeg kan ikke rigtig nævne noget der er fedest, for hvert samarbejde er på sin helt egen måde, og derudover har hiphopmiljøet ændret sig meget.”

 

Der er dog en enkelt oplevelse, der stadig står helt klart i Katrines erindring. Katrine har ofte arbejdet sammen med andre kvinder indenfor kulturen, og hendes bedste minde er ligeledes en koncert med to af dem. Det var en koncert i Tyskland for et par år tilbage, hvor Katrine spille sammen med Mary Jane og Yarah Bravo, som hun selv beskriver som en af de mest aktive piger på den skandinaviske hiphopscene. De skulle varme op for Gavlin, der havde taget Oh Blimey med, og That fucking Sara spillede efter showet. Spillestedet var omtrent på størrelse med Store Vega og fuldstændigt udsolgt. Til trods for at Katrines samarbejde med pigerne var meget nyt, var det bare som om, at noget klikkede imellem dem.

 

”Man kan være på scenen sammen med to andre, der virkelig kan deres lort. Vi skulle ikke øve, vi gik bare ind og lavede tingene, fordi det virkede så naturligt, så virkede vi bare så sammenspillet, så vi havde det jo bare så sjovt”. Hun beskriver følelsen af, at spille sammen med nye mennesker, hvor det hele bare går i hak, som det fedeste i hele verden.

 

For tiden bruger Katrine det meste af sin tid, på at producere nye beats til sin samling. Hun beskriver selv, at det næste stykke tid skal gå med, at udbygge hendes i forvejen store kartotek af beats, så hun endnu engang er klar til nye samarbejder og udfordringer.

”Jeg føler, at som kunstner – og jeg ved ikke, om det bare er noget der sidder i hjernen – men jeg er sgu ikke fuldendt endnu, og det kan være, at jeg aldrig kommer til at føle det.”

 

Hvis du har blot et halvt øre inden for den danske hiphop scene, vil du helt sikkert høre mere til KCL i fremtiden. Jeg venter i hvert fald spændt på hendes næste projekt og kunne sagtens finde på, at tage endnu en snak om min elskede hiphop med Katrine en anden god gang – og selvfølgelig videreformidle den til alle jer.

 

Har du lyst til at lære mere om KCL og holde øje med hendes fremtidige projekter, findes hendes profil via dette link: https://www.facebook.com/KCLMUSIC/?fref=ts

 

Foto: Emil Hougaard