HVORFOR VÆRNEPLIGT?

 

Det er langt fra første gang, at værnepligten og forsvaret bliver sat til debat. Men når der nu konstant sættes spørgsmålstegn ved denne forældede udvælgelses metode, er der så ikke oplæg for nogle ændringer? Jeg siger ikke, at jeg har alle svarene, men jeg har længe gået og tænkt over dette system og dets åbenlyse mangler.

Dette debatindlæg er klart betonet af min negative holdning til forsvaret, så hvis de positive sider af at have værnepligt, eller forsvaret for den sags skyld, mangler, så er det simpelthen fordi, jeg har svært ved at tage disse seriøst. Men for en god ordens skyld så vil folk der støtter værnepligten argumentere for, at den skaber et fleksibelt og mere omstillingsparat forsvar…

For nyligt blev jeg mindet om denne debat, da den igen blev kastet frem i form af Facebook-video af DR-P3, der gjorde grin med værnepligten. De opstillede værnepligten som en tombola, hvor forsvaret nu havde indført karneval lignende præmier til lodtrækningen. Jeg trak på smilebåndet og tænkte; nu må den værnepligt snart have udtjent sin levetid. Men NEJ…

 

Regeringen skal senere på året udarbejde det næste forsvarsforlig, og i den forbindelse udtalte forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) for nyligt i et interview med TV2, at han ønsker flere værnepligtige… Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) var kort tid efter ude og rette på Hjort, og sige, at det ikke var regeringens politik. En uenighed man efterhånden forventer af den siddende regering, så om forslaget om flere værnepligtige bliver vedtaget, er stadig meget uvist. Men lad os nu lige tage et kig på tallene, og se om det giver mening:

 

Værnepligten er et fortidslevn fra 1848, der på mirakuløs vis stadig bibeholdes.

 

I årrækken 2013-2017 udførte man en plan om, at bringe antallet af værnepligtige ned fra 5000 til 4200 værnepligtige. En plan der trods megen debat, mødte stor opbakning hos vælgerne, der generelt har en negativ holdning til værnepligten.  

I omegnene af 37.000 18-årige bliver hvert år sendt til forsvarets dag/session. Dette til trods for, at der nu kun maksimalt skal bruges 4200, hvilket næsten dækkes af de frivillige.  

Ser man på tallene fra forsvarets egen hjemmeside, blev 98,6% af de værnepligtige fra 2016 dækket af frivillige. Man fristes da til at spørge: Er det virkelig nødvendigt at sende så mange unge mennesker til et mere eller mindre gennemgående fysisk og psykisk test, blot for at finde de 1,4%, der skal tvinges i hæren? Denne model fører både økonomiske og sociale problemer med sig, som jeg her vil prøve at belyse.

Unge mennesker der bliver tvunget ind i værnepligten, har meget lille sandsynlighed for at fortsætte i militæret. Omkring 75 % af alle de unge forlader militæret, efter værnepligten er overstået. Heriblandt næsten alle de tvungne værnepligtige. Dertil kommer, at man får unge mennesker med tvivlsomme baggrunde, eller andre mål i livet der må sættes på standby i 4-12 måneder.

Jeg slår her et slag for, om man ikke bare kan acceptere, at få færre værnepligtige på enkelte år? Hvis det kun er 1,4% der skal tvinges ind, burde det ikke skade forsvarets masse betydeligt, men i stedet kunne det bidrage til en bedre træning og behandling af det mindre antal værnepligtige. Derudover vil man gå i mange andre landes fodspor, der har afskaffet værnepligten og nu har et rent professionelt forsvar. Fordelene ved dette er åbenlyse; man ville da kun have værnepligtige, der gjorde det af fri vilje, og som måske endda havde en drøm om en længere uddannelse i forsvaret.

 

Da jeg selv var til forsvarets dag tilbage i 2013, spurgte jeg af interesse, hvordan processen foregik for de frivillige. Manden fra Høvelte kaserne fortalte, at der på mange af forsvarets uddannelser, var flere års ventetid. Jeg tænker derfor, at en afskaffelse af værnepligten måske kunne muliggøres af noget så simpelt som en logistisk ændring i reglerne for ventelister. Dette ville realisere dette rent professionelle forsvar, som udlandet har haft succes med. Derudover må det fra den unges synspunkt, være svært at vide, om man stadig er interesseret i en uddannelse inden for forsvaret flere år fra optagelsestidspunktet.

 

Og apropos den unges synspunkt så er der en lille flig af denne debat, som jeg længe har grublet over. Muligvis bunder det i en ung Julius’ uretfærdighedstanke, men HVORDAN FANDEN gælder forsvarets dag/session ikke som godkendt fravær på landets ungdomsuddannelser? Det er ulovligt at udeblive. Udeblivelse kan føre til bøde eller fængselsstraf, og gentagende udeblivelser resultere i, at den unge bliver anholdt af politiet og eskorteret til forsvarets dag på kasernen. Hvordan kan samarbejdet mellem disse to offentlige instanser ikke være bedre? Hvis man er lovmæssigt bundet til at være et andet sted, hvordan kan man så straffes for ikke at passe sin skole?

Jeg husker en af gymnasierødderne, der i 3.g sagde; ”det er da unfair! Pigerne skal jo ikke?”

Endnu engang et barnligt retfærdighedsprincip, men det åbner jo så pænt op for en anden dimension af debatten; nemlig ligestilling i værnepligten/forsvaret.

 

Værnepligten er utallige gange blevet omtalt som ekstremt kønsdiskriminerende, med god grund. Kvinder skal stadig ikke til forsvarets dag/session, og slipper dermed for tvungen værnepligt. En kvinde kan søge om at deltage i forsvarets dag/session på lige fod med mændene, men det er kun muligt, hvis der er ledige pladser. Ændrede man systemet til at indbefatte kvinder, ville man måske blot ved en ændring af normerne omkring og perspektiv på kvinder i forsvaret, kunne sikre sig de sidste frivillige, der skal til for at lave et fuldkomment professionelt forsvar. Professionalismen i forsvaret må vel anskues som en god ting, samtidigt med at sende et klart budskab til verden om, at kvinder og mænd er lige for loven i Danmark.

 

Ser man på debatten fra et økonomisk perspektiv, bliver det kun mere foruroligende. Det anslås, at der kan spares i omegnene af en kvart milliard kroner om året, ved at afskaffe værnepligten. Penge som, der vel ikke er tvivl om, kunne gøre en stor forskel andetsteds.

 

Men måske er der en underliggende agenda, der nemmere forklarer, hvorfor hele det økonomiske perspektiv virker så absurd. Danmark bruger 1,14 procent af vores bruttonationalprodukt på forsvaret, dette er langt under NATO-landenes målsætning, så måske kan et internationalt politisk pres forklare, at politikerne ikke vælger et billigere alternativ til denne udvælgelsesmetode. Det kan endda være med til at forklare, tankerne der lå til grund for beslutningen om, at investere i de efterhånden alt for debatterede nye kampfly. I 2016 benyttede Marie Krarup (DF) netop NATO-kravet som argument, for at investere mere i forsvaret. Hun mente ikke, at vi havde et forsvar, der kunne forsvare det danske territorium godt nok i en tid med mediemæssig koldkrigsstemning, hvor folk i lyst væk råber ”russerne kommer”, men skal vi lige stoppe der? Det danske ”forsvar” har jo en definitorisk fejl indbygget. I flere hundrede år har det ageret forsvar ÉN gang under anden verdenskrig, og det gik ikke ligefrem efter planen. Hvis et land på Ruslands størrelse vælger at angribe os, vil selv det største forsvar vi kunne mønstre ikke være nok.

Derimod har vi i en alt for lang årrække ageret krigsførende nation i Afghanistan, Irak og Syrien m.fl. og været med til at optrappe den nuværende verdenskonflikt, om disse krige er lovlige, vil jeg slet ikke komme ind på her. Jeg taler selvfølgelig ikke om hjemmeværnet og andre instanser der hjælper politiet med indenrigspolitiske opgaver. Ville det i så fald ikke være mere passende med en anden titel?

Vi har et dansk militær, ikke et forsvar. Så stop denne retorik om at beskytte fædrelandet, det er blot en illusion.