KAN DETTE ÅRTIS BEDSTE FILM VÆRE EN MUSIKVIDEO?

 

I sin bog “Filmene i mit liv”, kommer den franske filminstruktør François Truffaut med en interessant udtalelse. Han plejede at tro, siger han selv, at en succesfuld film samtidig skulle udtrykke “en ide om verden og en ide om film.” Men nu skriver han: ”Jeg forlanger at en film udtrykker, enten glæden ved at lave film eller smerten ved at lave film, og jeg mister interessen for alt der er mellem de to; det vil sige alle de film der ikke vibrerer.”

I dette citat fanger Truffaut netop, hvad der er unikt ved film. Noget der ikke kan beskrives med ord, men kun kan mærkes, den unikke følelse man får, når man ser en veleksekveret film. Det er præcis, hvad ”Girl Walk // All Day” (Jacob Krupnick 2011) opnår; at skabe en følelse af ren ekstase hos tilskueren. Af alle de film jeg har set, er det nemlig stadig ”Girl Walk // All Day”, der forbliver det definitive udtryk for glæde i filmmediet for mig.

 


 

På overfladen er filmen en ”71-minutter lang dance-music-video”, men filmens instruktør Jacob Krupnick viger bort fra popindustriens banale musikvideo-troper, og dermed skaber han en ”unik musikvideo af episke proportioner”, som traileren kalder den. Soundtracket består udelukkende af mashup-albummet ”All Day”, som matcher filmens, og ikke mindst dansens, stil og tone fuldstændigt.

Filmens omdrejningspunkt er den navnløse pige, kun refereret til som the Girl, spillet af Anne Marsen. Ude af stand til at adlyde balletverdenens konforme rammer, bryder hun fri, og starter sin odyssé i det indre New York City. Altid med et smil på læben iført sin karakteristiske grønne træningstrøje, danser hun rundt i New Yorks gader, på udkig efter nogen der har lyst til at danse med hende. En stor del af tiden prøver hun på at overbevise de forbipasserende, som tydeligvis ikke bliver spillet af statister, til at danse med hende. De fleste ignorerer hende, men filmens bedste øjeblikke sker, når hun får samlet en hel flok mennesker, som danser på livet løs sammen med hende.

Mange af Anne Marsens dansetrin i filmen var improviseret, dog havde hun mange års danseerfaring og udarbejdet en færdig personkarakteristik af the Girl, før optagelserne begyndte.

 

Filmens præmis kunne nemt have resultereret i et gimmicky form for social experiment, med hensigt i at sætte forbipasserende i en forlegen situation, men Marsen og Krupnick, som samtidig også agerer kameramand, vælger at vige bort fra dette. De fokuserer på Pigen og hendes ønske om at danse og sprede glæde til folk med sin dans, i stedet for de forbipasserendes reaktion. Der er to yderligere karakterer i spil: the Creep, spillet af John Doyle, og the Gentleman, spillet af Daisuke Omiya, men at resumere filmen ville blot være overflødigt, da det er filmens måde at udtrykke sig selv på, der er glæden ved at se den. Bedst af alt er Anne Marsen som the Girl; hun er nærmest personificeringen af glæde, hendes optræden er filmens hjerte, og på mange måder minder hun om Charlie Chaplins alter ego, the Tramp; begge får de os til at smile blot ved deres tilstedeværelse, uden brug af dialog.

 

På mange måder fremmaner ”Girl Walk” et billede af det klassiske Hollywood; filmen udspiller sig næsten uden dialog, og dens karakterer bærer præg af en hvis uskyldighed, der var dominerende i 20’erne og 30’ernes Hollywood. Selv filmens begyndelse er en beskeden hyldest til ”Troldmanden fra Oz”. Til gengæld kunne universet karaktererne befinder sig i næsten ikke være mere autentisk, da den er optaget på gaderne i New York, næsten uden brug af statister. Der bliver altså skabt en kontrast mellem det gamle Hollywood og det moderne New York. Alligevel formår Pigen i filmen, at transcendere den hverdag, som mange newyorkere lever i. I en anmeldelse af filmen kommer Martin Teller nærmere på dette:

 

“The world needs more things like this. There isn’t an ounce of cynicism or snickering irony in it. It’s the delight of unbridled freedom It’s wild jubilance, it’s soaring happiness. It’s fun and smiles and silliness. It’s bodies in nonstop motion. It’s a heart. It’s the beat. It’s the heartbeat of a city.”

 

Da de optog filmen fik Anne Marsen, for det meste, bare besked på at danse ude på gaden. Da de ikke havde fået tilladelse til at optage, resulterede det i, at mange forbipasserende stirrer på hende i filmen.

 

Som så mange filmprojekter ofte starter med, gik Krupnick og ventede på en anledning til at samarbejde med Anne Marsen. Krupnick og Marsen havde tidligere lavet et danseprojekt sammen i 2009. Og ud af det blå, i slutningen af november 2010, udkom mashup-kunstneren Girl Talk med sit nyeste album ”All Day”, en blanding af samples fra over 372 sange, fra Black Sabbath til Lady Gaga. Da Krupnick hørte albummet slog det ham, ”Girl Talk laver musik som Anne Marsen danser til”, udtaler han i et interview. Det skulle vise sig at være ”Girl Walk // All Days” fødsel. Sammen lavede de en trailer ud af en 8-minutters optagelse, og lagde den på Vimeo, hvor videoen på få dage fik en stor fanbase. Den 28 januar oprettede Krupnick en donationsside på Kickstarter i håb om at skaffe $4.800 til færdiggørelse af filmen. De satte en deadline på 45 dage, men allerede efter seks havde de formået at skaffe $12.000, og deres trailer var blevet vist næsten 60.000 gange. For at holde produktionsomkostninger nede, foregik alle filmoptagelserne på location uden tilladelse, hvilket bliver indlysende efter at Pigen bliver eskorteret ud fra New Yorks Yankee Stadium lidt over halvvejs i filmen. Samtidig resulterer dette også i en hvis spontanitet; mange af Anne Marsens dansetrin fandt hun på i øjeblikket. Dette kommer tydeligt til udtryk i måden filmen er optaget på, træk fra guerilla filmmaking og cinema vérité er klare at spotte. Det gør, at man kan mærke, at Krupnick har optaget filmen, mens den udspillede sig for øjnene af ham, hvilket giver filmen en meget friere følelse, end hvad man er vant til fra Hollywood-film.

 

I sin anmeldelse af ”La La Land” skriver Klaûs Rød Frederiksen, at da han som barn så musicals, så var det ikke udelukkende fascinationen af dansen og sangen der holdt ham fast, men ”spillet, blikkene, timingen i replikken og den naturlige charme.” ”La La Lands” succes bærer tydeligt præg af seernes og instruktørens nostalgi til tidligere musicals – en æra som engang var, men nu er væk. Det er den samme optimistiske, drømmende følelse af ekstase, som Anne Marsen og Jacob Krupnick bringer til det 21. århundredes New York i ”Girl Walk”. Hvor ”La La Land” appellerer til det nostalgiske, drømmende aspekt af 40’erne og 50’ernes musicals som engang var, appellerer ”Girl Walk” til den glæde, vi følte da vi så netop de musicals. Glæden ved at danse, glæden ved at synge. Hvem husker ikke Gene Kelly i ”Singin’ in the Rain”, der i en af filmhistoriens mest hyldede øjeblikke synger den nu velkendte titelsang, mens han danser hæmningsløst i regnen. Han danser, fordi han er forelsket i Kathy (en ung Debbie Reynolds), og dansen er den eneste måde han kan udtrykke sin glæde på. Med udgangspunkt i dette ekstatiske øjeblik udspiller ”Girl Walk” sig. Dette bliver klart allerede tidligt i film, hvor Pigen møder to hasidiske jøder, og i en lydløs samtale fortalt gennem, undertekster, spørger de hende: ”Why are you dancing?” Hendes svar er simpelt og elegant, og med det formår hun at forklare hele filmen med tre ord, ”Because I’m happy.”

 


 

Note: “Girl Walk // All Day” ligger gratis (lovligt) tilgængeligt online på både Vimeo og Youtube delt op i 12 korte 6-minutters afsnit. Årsagen til filmens online tilgængelighed er, at Krupnick ikke ejer rettighederne til hver af de over 300 sange, så filmen er aldrig formelt blevet distribueret. Dette har resulteret i, at filmen er blevet screenet, gratis, utallige gange i USA til flere ’dance party’ arrangementer, hvilket har været med til at sprede kendskab til filmens storslået pragt. Filmen kan ses på Vimeo her.

Gene Kelly synger på livet løs i ”Singin’ in the Rain” (Stanley Donen, Gene Kelly 1952)