KØBENHAVNERKRAMMERI

Vi kender det alle sammen. Du støder ind i en ven på gaden, ganske tilfældigt. Med din ven, følger din vens, ven. Først starter samtalen nogenlunde sådan her;

”Guuud. Hej!” Siger du til din ven, som du tilfældigt har mødt på gaden.
”Guuuuuud. Hej! Hvor er du på vej hen?”

 

Og så kører den ellers frem og tilbage, you know the drill. Indtil man kommer til det øjeblik, hvor man har talt sammen så længe, at denne ukendte ven ikke kan stå og smile sig væk længere. En introduktion er nødvendig.

”Og undskyld – hej, hvad hedder du?”
En akavet udveksling af navne og – ”Hyggeligt at møde dig.”

 

Hvis ingen har travlt, kan den slags samtaler sagtens varer et par minutter. Når det så er tid til at gå hver til sidst, sluttes det som regel af med:

”Nå… Jeg bliver nødt til at løbe.”

 

Og nu sker det, der skal stoppe med at ske. Man giver sin ven et kram farvel, og tilbage står den nye, ukendte ven. HVAD stiller man op med denne person? Man har lige stået og talt et par minutter, man kan måske huske denne vens navn, hvis han/hun har været sjov, men ellers er det stadig et ubekendt menneske.

I denne dejlige hovedstad, som jeg elsker noget så højt, er der en meget mærkelig tendens. Når man siger farvel til en person, man LIGE har mødt, så krammer man. Det giver ingen mening. Er vi virkelig så overfladiske, at vi mener, at en person man har kendt i tre minutter, skal presses ind i mod ens egen intimsfære?

Det er ikke for at lyde arrogant eller ligeglad – men der må da også være andre end mig der synes det er en kende overfladisk, og en kende akavet.

Hvad nu hvis man bare gav hånd? At give hånd er sådan en god måde at anderkende hinanden. Jeg har set dig, mødt dig – og nu siger vi farvel. Ikke alt det krammeri.

Selv i mit arbejde ser jeg dagligt, voksne mennesker der krammer hinanden, fordi de lige har haft et møde på 30 minutter, og dermed også kendt hinanden i 30 minutter. STOP DET! OMGÅENDE!

Kan vi ikke bare alle sammen aftale, at fra nu af, er det helt okay at give hånden? Det der københavnerkrammeri, det er sku for meget.

 

Og en anden ting, NEJ vi skal ikke være facebook venner, når vi kun har mødt hinanden én gang, eller fordi vi engang for 10 år siden gik i parallelklasse med hinanden. Det er for meget.

 

God påske!