HVAD ER DET LIGE, DER ER SÅ SJOVT?

Er det sjovt at blive skilt? Kan man grine af en, der ikke får sex? Er en joke om arbejdsløshed overhovedet passende? På Alberts er det. Her griner man af det, der langt fra er sjovt i hverdagen.

Midt i det hele laller to fyre med blanke øjne og krøllede skovmandsskjorter ind i lokalet. Klokken er 21:17 – de er næsten halvanden time for sent på den.

”Aha! Velkommen til skovmandsskjorte brødrene”

udbryder aftenens vært.

Han var midt i en joke om dameblade, men stopper. Foran ham er der tre ledige pladser. Salens bedste pladser – første række. Efter et stykke tid bliver stemningen mærkeligt afventende blandt de andre tilskuere, for skovmandsskjorterne sætter sig ikke ned. På få minutter har de tyllet en liter øl og sendt bud efter en mere.

Under showet må der ikke sidde nogen på højstolene. Arrangørerne vil have publikum så tæt på som muligt. Men i pausen bliver højstolene flittigt brugt. Foto: Caroline Kristensen

 

Værten spørger, om de ikke skal sidde ned. Snøvlende svarer den mindste af de to, at de kun sætter sig ned, når han kan få dem til at grine. Der bliver stille. Så stille at man kan høre øl fontænens pumpe lukke luft ud. To piger ved siden af mig udveksler et hurtigt blik og fniser lavmælt. Værten rømmer sig og slår ud i en nervøs latter og sender et fjalet blik til de otte andre komikere.

”Drenge altså. Jeg er arbejdsløs og har ikke fået sex i syv måneder. Der er massere at grine af,” forsikrer værten grinende.

Joken, der følger, er sjofel af den billigste karakter, men publikum griber til grinet for at redde stemningen. I øjeblikket er jeg taknemmelig for, at sympatigrin er tilladt, for skovmandsskjorterne sætter sig endelig ned. Det er faktisk det, der er med den her kælder. Alt er tilladt. Fuldskab, feminisme og fandens karle. Alt.

Publikum er ikke glade for at udfylde de forreste pladser. Også selvom det er lokalets eneste polstrede stole. Foto: Caroline Kristensen

Griber til grinet

I kælderen på Store Torv 3 sidder vi så sammenklemt på hårde stolerækker med glassene taktisk placeret mellem benene for ikke at spilde det blævrende øl. Det er onsdag aften, og der er stand up på Alberts i Aarhus. Her kommer både nye og mere rutinerede komikere for at afprøve jokes.

Jeg kigger rundt i lokalet. Vi er vidt forskellige. En rødhåret tysker, en pige med en kugleformet afro og en tungepiercet fyr. Det er ham, der bevæger sig op mod scenen nu. Han læser en sms op fra telefonen. En afvisning fra en pige.

Min første tanke er hvorfor? Vi sidder her med promiller i blodet og griner af, at fyren har fået en afvisning på det groveste. Hvordan kan det overhovedet være sjovt?

Imens han snakker videre om de uopnåelig piger, går noget op for mig. Det der sker lige foran mig, er en bearbejdning. Af skilsmisser, arbejdsløshed, fedme og manglen på sex. Det er det, vi griner af. For vi har brug for at grine af det. Sammen.

Og ham? Ja, da den første latter bryder ud, falder hans skulder afslappet tilbage. Han smiler.

Slattenpikke og parfumeduft

Tåkrummende, provokerende, fjollet og latterligt plat. Men vi ler.

Vi blev advaret inden showstart. Jokesene er nye og måske helt forfærdelige. Men når det er gratis, kan man jo ikke regne med andet, advarer aftenens vært.

”Hvad skulle man også forvente af sådan en flok slattenpikke,”

skælder en ældre mand grinende fra bagerst i lokalet.

Værten rynker brynene – det ene mere end det andet – og takker for opbakningen. Stemningen er løs og ironien er til at tage og føle på. Hvis det var i Albert Thorups tid, den oprindelige ejer af kælderen, ville den højtråbende mand ikke blive skænket mere alkohol. Sådan forholder det sig tydeligvis ikke i dag. Tre skumfyldte ølkrus bliver i samme øjeblik parkeret ved siden af ham.

Tiderne har ændret sig siden 1903, hvor Albert Thorup selv skænkede vinen. Dengang var damer ikke tilladt – overhovedet. Historien lyder, at Albert skulle have lukket baren ned i to dage for at desinficere den, efter en kvinde havde forvildet sig ned i vinkælderen.

I dag kæmper en parfumeret duft af blomster med lugten af øl om at dominere det lille lokale. Pigerne er i overtal. Ikke noget man lægger mærke til i pausen, hvor de danner en endeløs kø til lokalets eneste toilet.

Der er tæt i det lille kælderrum. Så tæt at man kan mærke stolen rumle, når naboen griner. Foto: Caroline Kristensen

Det vi griner af

Dunk, dunk, dunk lyder bassen fra diskoteket ved siden af. ”Going to Ibiza” spiller højlydt, mens rusværter fra Århus Universitet gejler hinanden op til bodyshots og breezers.

Pigerne ved siden af mig opfanger bassen i deres krop. Foden begynder at banke i takt til musikken og de danser let med skuldrene, mens de sipper til deres Fanta i pausen. De har fået for meget at drikke for en onsdag aften, griner de. Til hverdag sælger de proteinpulver til Kina og Brasilien for Arla, men i dag er de bare kommet for nogle jokes om pik og patter.

Da pausen er slut flokkes tilskuerne om de bagerste pladser. Nogle kommer tilbage og opdager, at deres sæder er taget. I trodsighed vælger to unge piger at dele én stol, mens de andre er tvunget til at indtage de forreste pladser. Øldamp, cigaretrøg og svedlugt lægger en dæmper på snakken.

”Hej Heeeeeeej,” siger værten fjantet, mens han vrikker blødt med hofterne. Det er blevet den sædvanlige indgangsbøn. Så er vi stille.

Efter små 30 sekunder, sker der noget. Som ramt af en elektrisk strøm trækker en pige på yderste højrefløj sig sammen i et krampelignende anfald. Hendes overkrop ligger ned over lårene, så hun ikke er til at se bag de forreste stolerækker. Munden står på vidt gab, da hun braser ud i et smittende grineanfald. Ved siden af er kæresten blodrød i ansigtet. Svedperler lægger sig over hans øjenbryn og venter på den mindste bevægelse, der kan ruske dem løs.

Lokalet er ikke større, end at vi alle fokuserer fuldt på dem. Instinktivt krænger pigen sig ned mellem sine ben. Gemmer sig. Kæresten hiver blusen over hovedet, og så sidder han der. Et klukkende spøgelse der ikke kan holde grinet tilbage. Grinet der nu er blevet til grynt.

Jokes om inkontinens og ensomhed er sjove. Åbenbart.

Så bliver lyset tændt igen. Tilbage til virkeligheden. Den virkelighed hvor hinandens ulykker ikke er noget, vi griner af.