UNDSKYLD, MÅ JEG SKUBBE LIDT TIL DIN RØV?

Jeg havde for lang tid siden besluttet, at jeg ikke ville skrive noget på dette emne. Indtil denne dag som er kvindernes internationale kampdag, havde jeg besluttet mig for at holde kæft. Men nu går den ikke længere.

 

Jeg har læst kronikker, debatindlæg, blogindlæg, portrætter og artikler i både Politiken, Information, Berlingske, Zetland og på både Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekatarina Krarup’s egne blogs.

Jeg har læst tekster skrevet af ’gamle’ feminister som Mette Fugl, og fra unge feminister som Emma Holten om lige præcis dette emne. Jeg har væltet rundt i et virvar af tekster, argumenter, billeder med bryster, politiske kommentarer og andre meningsdannende tekster, for at finde hoved og hale på hvad fanden det egentlig er, som de tre unge kvinder ønsker at gøre og sige. Jeg har endda også set et fjernsynsprogram, hvor de prøver at udrede deres kamp. Men jeg kan ikke være med. Og nu bliver jeg nød til at sige noget.

 

Mange kloge kvinder og mænd har udtalt sig om emnet feminisme. Det er blevet debatteret til ukendelighed. Men jeg har endnu ikke læst en kommentar fra en ung kvinde, som jo faktisk er dem det handler om. Eftersom der ikke er nogen andre der siger noget, så gør jeg det. Min gave og forbandelse på én gang.

Jeg opfatter mig selv som en ung og selvstændig kvinde. Jeg opfatter mig selv som feminist. Jeg tror på, at der er noget godt i alle mennesker. Uden undtagelse. Jeg ved for det meste godt hvad min holdning er til forskellige ting, og jeg har også flere gange skiftet mening. Jeg bryder mig ikke om at udtale mig om noget jeg ikke er ordentlig inde i, og jeg har også indtil nu prøvet at holde min mund lukket omkring dette emne.

Alle disse rosende ord om mig selv skriver jeg, for at fortælle at jeg er meget overbevist om at jeg tilhører den nye generation af feminister. Så vidt jeg kan forstå, kan man være feminist på mange forskellige måder hvilket virker åbenlyst – men alligevel er der en klar linje trukket i sandet; Der er de gamle feminister, og de nye feminister – og de er ikke ens.

Eftersom min meget unge alder ikke er til at skjule, må det betyde at jeg tilhører de unge og ’nye’ feminister. Så langt så godt.

Første gang jeg stødte på ”Girlsquad” som Nikita, Louise og Ekatarina kalder sig, tænkte jeg en smule over om det nu ville blive til noget. Jeg må indrømme, at jeg også tænkte at det nok var en døgnflue. Det skulle nok gå over igen, og medierne kunne vel ikke fortsætte med at være interesseret i at tre unge kvinder viser udfordrende billeder af sig selv, og bruger det til at tale om feminisme. Men dér tog jeg fejl. Jeg oplever det som om det er fuldstændigt eskaleret, og pludselig kan jeg ikke dreje hovedet uden at støde ind i enten røv eller bryster hvor der står ”jeg har ret til det her”. Og det har de/vi også. I den grad. Jeg forstår det bare ikke.

I programmet ”Adgang med Abdel: Feminisme eller fornøjelse?” taler Abdel Aziz Mahmoud med Ekatarina om hendes instagram, og den måde hun vælger at udtrykke sig på. Til det svarer den yderst begavede kvinde: ”Min Instagram er til mit visuelle udtryk, mens min blog er til mit verbale udtryk”. Touché. Jeg er helt med – jeg forstår og følger hendes tanke. Jeg har også et verbalt udtryk og et visuelt udtryk, der ikke nødvendigvis siger det samme.

I et debatindlæg i Politiken skriver Ekatarina: ”Ligesom misogynister verden rundt skriver Mette Fugl i sin klumme, at så længe vi ikke tager tøj på, skal vi droppe enhver snak om feminisme eller intellekt.” At tro at man er stupid, dum eller uintelligent bare fordi man tager billeder af sig selv uden tøj på, er direkte idiotisk, og går forresten imod alle feminismens kerneværdier. Der hvor det bliver svært for mig at følge med, er når det netop er det visuelle udtryk der bliver brugt til at kommunikere det verbale udtryk.

Selvom Ekatarina siger, at hun ikke bruger sin Instagram profil til at kommunikere budskaber der handler om feminisme, er det alligevel det som de igen og igen vælger at bruge som middel til at fange opmærksomheden. Det er som om at man ikke må tale eller kommentere på det middel de selv har valgt at bruge.

Jeg har al respekt for den kamp der tages for feminismen. Jeg synes ikke kvinder skal gøres til seksuelle objekter, bare fordi du kan se et billede af dem uden tøj på. Jeg synes ikke det er okay at skrive ”jeg vil kneppe dig” til én man ikke kender. Jeg synes ikke det er okay at sende dickpics, og intet af det kan retfærdiggøres på nogen som helst måde. Jeg er et hundrede procent på samme side som de tre kvinder.

At knokle røven ud af bukserne har aldrig ligget mig fjernt.

Jeg vil rigtig gerne opnå noget mens jeg er her. Jeg vil gerne ændre noget, og jeg er villig til at ligge det arbejde i det kræver. Jeg har i flere år haft chefstillinger, hvor jeg har haft ansvaret for flere ansatte. Jeg skriver det ikke for at blærer mig, men jeg siger det for at fortælle at også jeg har taget mine kampe. Det er svært at blive taget seriøs som en ung kvinde med ambitioner. Jeg har mange gange ønsket jeg var en mand, og jeg hader mig selv for det hver gang det er sket. Jeg har haft ansatte, der havde et problem med både min alder og mit køn – og det er ikke i orden. Alt det vil jeg blive ved med at kæmpe for og blive ved med at stå for. Jeg føler desværre bare ikke at de tre unge damer gør det nemmere for mig – tværtimod.

I en kronik i Berlingske d. 8. marts 2017 skriver de tre kvinder: ”Det var meningen, at dette indlæg skulle handle om at stå sammen og danne fælles front mod sexisme og social kontrol. Ideen var, at vi skulle bygge bro imellem os, som tilhører den nye, fjerdebølgefeminisme og så den mere etablerede feminisme, som i årevis har kæmpet mod sexisme og undertrykkelse. Tanken var at gøre op med striden mellem feminister.”

De tre kvinder udtaler også at de er fortroppen til den nye bølge af feminisme.

Problemet er bare, at det ikke er en front jeg har lyst til at blive inkluderet i. Jeg er meget enig i de pointer, synspunkter og ideer de tre unge kvinder har til feminisme, og jeg sympatiserer med både deres og alle andres daglige kamp for ligestilling i en verden uden sexisme. Jeg falder bare helt af når synspunkterne bliver fremført på den måde. Bare bryster og vibrerende numser er dejlige! Men de larmer! Jeg elsker, at så mange kvinder hviler i deres egen krop og seksualitet – jo mere jo bedre. Jeg synes at det er dejligt at så mange kvinder viser deres kroppe, og er stolte! Mere af det! Men vi bliver nød til at mødes på samme spilleplade, ellers er det jo umuligt at have en konstruktiv debat om ligestilling – for på denne måde, er der ikke nogen der mødes på lige vilkår.


 

Havde de tre unge kvinder skrevet debatindlæg, kronikker, artikler eller måske en bog om emnet, havde de nok fanget mig på en helt anden måde. Jeg er helt med på, at de sociale medier er en platform hvor man forholdsvis nemt kan komme ud til unge mennesker og endda på ens helt egen måde. Problemet er bare, at jeg som det unge menneske på de sociale medier, ikke hopper på den. Jeg synes det er for nemt gjort.

Igen vil jeg gerne påpege, at jeg på ingen måde synes at nøgenhed på internettet udelukker at man er et intellektuelt menneske.

Det er bare for nemt. Det er for nemt at smide tøjet, få alle til at kigge og så tale om feminisme. Det er ikke fair. Jeg vil også gerne sige noget om feminisme, og jeg har også en holdning til hævnporno, glaslofter og ligeløn – men jeg har ikke samme vilkår for at sige noget, for jeg tager ikke mit tøj af.

Det er ordets magt vs. Nøgenhedens magt.

 

Hvis de tre unge feminister i virkeligheden vil give styrke til unge kvinder som jeg selv, så giv plads. Vis at man kan tale og blive hørt, uden at være nøgen. Vis at ordets magt er større end Instagram. For lige nu hænger det slet ikke sammen for mig – og er det i virkeligheden ikke mig der skal hoppe med på bølgen?