MEDMENNESKESMUGLERNE

Menneskesmuglere. Kynisme og heltemod.

Menneskesmugling er big business. Billederne af propfyldte gummibåde der ankommer til Lesbos, var på én gang chokerende og tankevækkende. Prisen for en plads skulle angiveligt være på ikke mindre end 1.000 euro, fortalte flere medier.

Den danske spillefilm ”Fuglene over sundet”, handler om de danske jøders flugt til Sverige under besættelsen. En historie vi danskere har brugt flittigt i fortællingen om vores modstand mod tyskerne. Filmen viser dog også den kyniske side. Sømanden Kaj, spillet af Nicholas Bro, udnytter groft de forfulgte jøder, og sejler kun dem over der har penge.

“Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville hjælpe de mennesker igen!”

I september måned i år skulle fire medlemmer fra foreningen “Medmenneskesmuglerne” for retten. De er sigtet for, at have sejlet flygtninge over Øresund til Sverige. Deres motiv var ikke økonomisk, men medmenneskeligt.

Københavns byret tirsdag d. 21 september. Domsafsigelse til medmenneskesmuglerne.

Langs den store trappe til Københavns byret, har de mange fremmødte fundet læ for vinden. En kold og betongrå himmel hænger over København. De venter alle på at de fire tiltalte Calle, Annika, Mimoza og Reem, kommer ud fra retten. Marie Møller Nielsen er en en af dem, der har været her siden retssagen gik i gang i morges. Hun står sammen med de andre medlemmer af SUF (Socialistisk Ungdoms Front), for at støtte de tiltalte venner. ”Det er vigtigt at vi sender et signal om, at det ikke skal være kriminelt at hjælpe folk på flugt.”

Pludselig mens jeg snakker med Marie, får hun den første melding inde fra retten. Hun løber straks over til de andre, og ordet spreder sig som en lynild. ”Ja, de er blevet frifundet!” Folk er begejstrede og tydeligt lettede, for to af de tiltalte stod til mulig fængselsdom.

Da de fire tiltalte endelig kommer ud fra retten, bliver de mødt af klapsalver og hujende tilråb. De går igennem skaren af folk, smilende og tydeligt lettede. Alvoren vender dog straks, da de sætter sig ved det opstillede bord, for at holde pressemøde. En hel del journalister og fotografer står klar til at høre deres udtalelser.

Mimoza indleder med at komme ind på den forskelsbehandling, de mener ligger bag deres frifindelse.

”Vi er glade for, at retten har valgt at frifinde os, men vi er ikke glade for den politik, der ligger bag loven. Det er en politik, der forsøger at umuliggøre flygtninge.”

Efter pressemødet spørger jeg, om de ville gøre det igen, hvis de vidste, at de skulle igennem endnu en retssag.

Der er ingen der tager ordet, men så udbryder Mimoza:

”Ja, det ville jeg faktisk. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville hjælpe de mennesker igen!”.

Landsforrædere

Medmenneskesmuglernes facebookside har Chris Larsen et noget andet syn. Han mener, at de alle fire er landsforrædere. Det de har gjort, burde straffes med minimum 16 års fængsel.

Han linker til forskellige artikler der fortæller, at flygtninge der kommer til Europa, er potentielle terrorister finansieret af islamisk stat.

Landsretten

Efter pressemødet fordufter de frikendte ud til familie og venner. Jeg går over og ønsker Calle tillykke med frifindelsen, og spørger ham, om han kan fortælle mig, hvorfor og hvordan det gik til at han blev ”medmeneskesmugler”. Han forklarer, at han først kan tale om sagen om to uger. Indtil da kan anklageren nemlig anke dommen.

Der går to uger, og så får jeg en besked fra Calle. ”Anklagemyndighederne har anket til landsretten, så det kan først blive derefter.”

Historien dømte sømændene efter 2. verdenskrig som helte. Hvordan dømmer landsretten mon medmenneskesmuglerne?

Sagen kort

De fire medmenneskesmuglere blev sigtet, efter at de havde lagt et billede op af dem og en flygtning på vej til Sverige.

Byretten frikendte dem på grund af manglende beviser for, at den ”smuglede” var en person der opholdte sig ulovligt i landet.

I september sidste år kom ca. 16.000 flygtninge til Danmark over den tyske grænse. Mange med det formål at nå videre til Sverige.

I maj i år blev 297 mennesker sigtet for at have overtrådt udlændingeloven paragraf 59 stk 8; det er strafbart forsætligt at bistå en udlænding med, ulovligt at indrejse i eller gennem landet, eller bistå med at opholde sig ulovligt i landet. De fleste blev sigtet på baggrund af facebook-opslag.

Både Enhedslisten og Alternativet har fremsat lovforslag om at få ændret loven.

Organisationen “Medmenneskesmuglerne” blev oprettet for at protestere imod lovgivningen og støtte de sigtede.

 

Dette er første del af historien om medmenneskesmuglerne. Den anden del vil komme efter landsretten har afgivet dom.

 

 

Grafik af Lasse Jacobsen Skytt