Min fedeste og værste følelse

Et essay om at optræde

 

”Så er det nu, i er på!” råber bookeren, for at overdøve den dybe bas. Jeg kigger de andre i øjnene og forsøger at udvise overskud og selvtillid, men indeni har alle tankerne stadfæstet sig som et festfyrværkeri, der buldrer og brager. Jeg trækker scenetæppet til side og træder ud på scenen.

 


 

Der er to dage til koncerten skal løbe af stablen.

Følelsen af selvsikkerhed i kroppen giver mig ro. 

Jeg har ikke forberedt mig så meget denne gang, men jeg føler mig klar, klar til at gøre det igen. Jeg tænker ofte, om nervøsiteten forbundet med at optræde nogensinde forsvinder? På den anden side næres jeg af denne nervøsitet. Den skærper mine sanser og får mig til at præstere når det gælder.

For nu er nervøsiteten ikke at spore. Vi har gjort det før og modtaget stor ros, så hvorfor skulle denne gang stikke ud som det sorte får i flokken, eller undtagelsen der bekræfter reglen?

Det er farligt at tænke på, for jo mere man lader det rumstere i bevidstheden, desto mere sandsynligt forekommer det. Jeg må tømme mit sind for sådanne tanker for en stund.

 

Dagen er kommet. Som forventet er sommerfuglene så småt begyndt at slå lejr i min mave. Lige nu rører de kun en smule på sig, men erfaring gør klog, og dette må blot være stilheden før stormen. De kridter danseskoene til endnu en svingom.

At optræde er det bedste jeg ved, det skal der ikke herske et sekunds tvivl om. Alle de dybt personlige ting man har gået og arbejdet på i årevis, der skal vises frem og bedømmes for en ny flok mennesker. Det giver mig det vildeste sus hver gang. Skillelinjen mellem spænding og nervøsitet kan ofte være svær at definere klart, men spændt er jeg, det er jeg altid.

Timerne går

og de andre kunstnere kommer skiftevis ned i baglokalet med forløsningens smil på læben. Jeg glæder mig til, at det bliver mig. Vennerne er kommet for at se mig spille. Vi drikker, fortæller røverhistorier og griner. Jeg glemmer næsten helt formålet med aftenen, dog ligger spændingen stadig og snurrer i bunden af bevidstheden. Jeg mærker én hive fat i min arm, ”det er lige om lidt”, siger stemmen.

Den umiddelbare ro erstattes af en tsunami af tanker og følelser. Er vi klar? Er det hele godt nok? Hvad hvis jeg kløjes i et ord eller skvatter ned fra scenen? Hvad hvis klappen for alvor går ned? Der er ikke tid til at stille disse spørgsmål, vi skal over og stå klar.

Der er nu få sekunder til det går løs. Jeg er ved at eksplodere. Vi står i en rundkreds og gejler hinanden op, som vi har for vane. Min selvsikre facade skjuler festfyrværkeriet indeni, sådan føles det i hvert fald. De vinker os op mod scenen. Et øjeblik ramler det hele, jeg kan hverken huske første eller sidste nummer. Jeg ved at det blot er nervøsiteten der spiller mig et puds, men det føles så virkeligt.

Jeg gør som jeg altid gør og svinger en hård håndflade mod hver af mine kinder. Sindet tømmes for tanker, nu går det løs.

 

Selve min optræden er svær at beskrive. Jeg ved, at sættet er omkring en halv time langt, men imens jeg står deroppe, står tiden stille. Det kunne vare få sekunder eller hele natten. Euforien strømmer rundt i kroppen og giver mig en følelse af uovervindelighed, der desværre ikke vare ved.

Al nervøsitet og frygt der var i mit sind – er væk.

Jeg er lykkelig i dette øjeblik.

Den dybe indånding efter koncerten. Det er slut, vi gjorde det godt. De enkelte fejl der måtte have været forsvinder med et væk. Stribevis af kram fra venner og familie, der venter spændt på, at man kommer ud, giver roen og selvsikkerheden et ordentligt skub op ad, imens man prøver at huske på, hvad det egentligt var, man var nervøs for.