MINDKNOWER

Vi kender det alle sammen. Måske er det din kæreste, der bliver ved med at sige, at der ikke er noget galt, selvom hendes kropssprog tydeligvis siger noget andet. Måden hvorpå hendes øjne kigger fjernt væk ud af vinduet, og hendes positur minder mest om et æg. Du ved der er noget galt, men hvad kan du gøre? Intet. Absolut magtesløshed. Det kan også være din bedste ven eller veninde, hvor tingene virker akavet, selvom du ikke kan sætte en finger på hvorfor.

Jeg sad i en lignende situation den anden dag og ville ønske, at hun bare ville fortælle mig, hvad der var galt. Det kan være mindst ligeså hårdt at sidde på den anden side af muren, velvidende at der foregår noget på den anden side, men du kommer aldrig ind uden tilladelse. Det var dér, jeg virkelig bare tænkte: Gid jeg kunne læse hendes tanker. Ikke for at luske rundt og altid være i forkøbet (selvom det nu også lyder appellerende nok i sig selv). Nej, mest fordi det smerter en at vide, at lige inden på den anden side ligger informationen, der måske kunne gøre det muligt at hjælpe. Gid jeg kunne læse tanker.

Jeg blev ved med at sondere over, hvordan det måske kunne lade sig gøre. Vi ved jo alle godt, at det ikke kan. For hvordan skulle man gribe det an? Hvor vil du starte. Og der slog det mig; måske handler det slet ikke om at læse, men derimod at kende.

Hvad hvis man hypotetisk set kunne træne sin intuition og empatiske evner via empiri i en sådan grad, at man praktisk talt kunne vide, hvad en person tænkte og følte?

Målet med tankelæsning er jo (selvsagt) at kunne læse en person som en åben bog. Så hvis man kunne nå til målet på anden vis, er det vel det samme. Lidt ligesom en højst forudsigelig film; lad os sige en apokalyptisk film foregående i USA. Du ved med det samme, hvad der kommer til at ske, uden overhovedet at have set traileren. Du ved, at der kommer en kæmpe stormflod, du ved, at den kedelige mandlige hovedrolle har en idiotisk familie med på slæb som gør alting sværere, du ved europa allerede er faldet og du ved, at de skal være med til at starte den nye verden op. Du ved, de er lige ved at dø fyrre gange, du ved, der kommer et point of no return, et klimaks osv osv. Alle disse ting ved du takket være din intuition om, at der nok ikke er sket noget særligt i plot opbyggelsen. Din empiri fra tidligere lignende film fortæller dig, at det nok er det præcis samme igen.

 

Kunne man teoretisk set anvende de samme teknikker på mennesker? Så du ikke er nødsaget til at ”læse” deres tanker, men du i stedet ”kender” dem på forhånd. Som et slags voldsomt kompliceret flowchart.

Det er jo som sådan afprøvet før i en mildere form. F. eks i 1970, hvor man prøvede at kortlægge seriemorderens tanker og tendenser, for at blive bedre til at udpege fremtidige seriemordere og dermed forhindre dem i at slagte på må og få. Man gjorde det ved at interviewe de allerede indespærrede seriemordere og derved se, om der var nogle ting der gik igen såsom dårlig barndom eller dårlige sociale færdigheder. Måske har du allerede set mindhunter på netflix, og ved hvad jeg taler om.

Vi besidder jo allerede selve færdigheden – altså empati, viden baseret på erfaring og mavefornemmelse. Du ved jo godt, at din ven nok bliver sur, hvis du stikker ham en flad for no reason. Eller at de fleste nok ville kaste armene i vejret, hvis de vandt en million. Så hvis man på en måde kunne gøre disse ”sanser” mange gange stærkere og minutiøse, så det ikke bare var de mest basale forudsigelser. Men simpelthen kende en person ligeså godt, eller bedre, end de kender dem selv.

Tænk over det en gang. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at der måske ikke findes noget menneske, der besidder evnerne og hjernekapaciteten til at kunne rumme sig selv og samtidig bare én anden persons tanke- og følelsesregister. Det skulle da i hvert fald være noget af en gudsbenådet type født med så mange forskellige slags skeer diverse steder. En helt anden snak er selvfølgelig det rent etiske. Det med at frarøve det ultimative privatliv fra nogen, ja nærmest være deres gud. Jeg ville personligt hade denne person for at skulle være konstant på vagt. Men det vil jeg ikke skrive for meget om.

Summa summarum er, at hvis vi nogensinde skulle komme i nærheden af evner der minder om tankelæsning, så tror jeg, at det her er vejen frem! Om vi skal gå den vej, vil jeg ikke gøre mig klog på nu.