MINE TANKER…

DEBAT:

Lad mig prøve, at give dig mit blik på sagen. Ikke fordi, jeg som sådan er særligt interessant. Mere fordi, du kun har hørt om de stenkastende, hætteklædte unge ballademagere, der igen igår raserede i Nørrebros gader.

500 mennesker på Frue Plads. 500 mennesker, der stadig ikke har glemt. Stadig ikke har tilgivet.

Cirka 500 mennesker er mødt op for at understrege uretfærdigheden i at fratage en gruppe mennesker et doneret kulturhus, der i mange år dannede ramme for minoritetsfællesskaber, kulturelle begivenheder og sågar over 15 års unik modehistorie. Nogle vil mene, at det løb er kørt. At det er for længe siden til stadig at være interessant at tale om.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er mødt op, fordi jeg selv fandt stor tryghed i det sociale miljø, der var omkring Ungdomshuset og de torsdags-demonstrationer, der prægede Københavns gader i året der fulgte rydningen torsdag den 1. marts 2007. Jeg vil gerne gå en march for at gøre opmærksom på, at jeg synes, det var uretfærdigt at rydde Ungdomshuset.

Et kvarter efter er demonstrationen nået til Nørreport Station. En demonstrant slår en mand af cyklen. En anden tænder et bomberør og beskyder politibilen foran demonstrationen.

 

 

Vi går videre. Det får vi simpelt hen lov til af politiet. Vi får faktisk lov til at gå hele vejen til Fælledvej på Nørrebro, før politiet erklærer forsamlingen opløst. Det betyder, at demonstrationen nu er ulovlig, og at man skal forlade gaden, hvis man ikke ønsker at blive anholdt.

Jeg ved ikke, hvem det er, der ønsker at blive anholdt. Jeg ved ikke, hvor mange mennesker i demonstrationen, der i det hele taget har lyst til at ligne nogen, der har lyst til at blive anholdt. Men for resten af Danmark ligner vi nu allesammen nogen, der har lyst til at blive anholdt.

 

500 mennesker hørte talen på Frue Plads. 500 mennesker, der allerede var enige i den antikapitalistiske kamp imod gentrifikation og kulturel ensretning. 500 mennesker, der allerede synes, at penge bestemmer for meget i vores verden. Kampen for mangfoldighed er mindst lige så vigtig som for 10 år siden. Men den bliver stadigvæk ikke set eller hørt, hvis man kæmper den med ild, sten og vold imod uvedkomne. Hvis man gør det, så ligner man den mindst mangfoldigt indstillede del af samfundet. Senere på aftenen fortæller en ung fyr mig stolt, at politiet har slået ham, fordi han ramte en betjent i hovedet med en glasflaske. Jeg husker det som om, at det plejede at være politiet, der opførte sig mærkeligt. At det var politiet, der uden umiddelbar grund plejede at køre politibilen ind i demoen eller udviste lignende konfliktoptrappende opførsel.

 

Måske er jeg bare blevet ældre? Måske har det altid set sådan ud, som det gør idag. Dagen efter skriver jeg et opslag på facebook, hvor jeg udtrykker min ærgrelse over, hvor få der nok har tænkt “gud, hvor var det dog ærgerligt, at Ungdomshuset blev ryddet” efter 10-års demonstrationen for rydningen igår.

 

Fotografi & Tekst af Emil Hougaard