SELVTÆGT PÅ INTERNETTET I KAMPEN MOD HÆVNPORNO

Portræt af Jan Lillie Lauritsen fra Pulterkammerets Aktivister

Til denne søndagshistorie har jeg snakket med Jan Lillie Lauritsen, formand for Pulterkammerets Aktivister. En forening der har taget kampen op mod deling af nøgenbilleder og almen dårlig stil på internettet. Vi snakker om behovet for denne forening, hvordan de finder og bekæmper disse sager, samt hvordan han selv legitimerer deres rolle som den moralske løftede pegefinger i debatter på internettet. 

 


 

Jeg møder Jan for første gang på Wessels Kro i indre København, hvor han sidder og nyder en kold øl med næstformanden Stefan Roy Frederiksen. Til daglig er Jan i lære som slagter, men det meste af hans fritid går med hans pligter som formand i Pulterkammerets Aktivister.

Foreningen startede med en facebookgruppe ved navn Pulterkammeret, der blev skabt som modsætning til Facebookgruppen Offensimentum, hvor den groveste form for humor blev hyldet, såsom ISIS-videoer, gruppemobning og deling af nøgenbilleder. Jan blev smidt ud af Offensimentum adskillige gange, fordi han forsøgte at stoppe den markante deling af hævnporno.

Pulterkammeret var stadig et forum for lettere offensiv humor, men ikke på samme måde. ”Vi har fokus på humor på en fed måde, sådan vil jeg beskrive det”. Med dette mener Jan offensiv humor, der ikke har personskadelig karakter.   

Foto af Emil Hougaard

Pulterkammerets Aktivister startede som en gruppe af Pulterkammerets mest inkarnerede medlemmer, der ville forbedre gruppen. Det tog dog en drejning, da nogle af medlemmerne på den store Pulterkammeret-gruppe begyndte at efterspørge nøgenbilleder. Så fik Jan og hans lillebror Michael en idé:

De simulerede en samtale, hvor Jan udgav sig for at være en far, der blev fortalt, at hans søn delte hævnporno. Denne samtale fik utroligt stor opbakning på Facebook.

”Så siger min lillebror til mig: skal vi ikke gøre det her til vores? Og så blev pulterkammerets aktivister til. Vi gik fra at ville gøre vi Pulterkammeret bedre, til at Pulterkammerets Aktivister blev med fokus på at bekæmpe hævnporno”. Dette blev også i store træk Pulterkammerets Aktivisters fremgangsmåde, nemlig at fjerne hævnporno gennem kontakt til de børn og unge der deler det – og i sidste ende deres forældre.

Den mest afgørende motivation for, at Jan viede sig selv til denne kamp, skulle dog komme andetsteds fra. I den første tid hvor Jan bekæmpede hævnporno på Offensimentum, ringede en vred far til Jans chef. Han var sur, fordi Jan havde konfronteret hans søn for at få fjernet sønnens delte hævnporno. ”Og så havde min chef efterfølgende sagt: Du skal ikke gå ind i noget, du ikke kan ændre. Så tænkte jeg: Det skal han faktisk ikke bestemme, nu skal jeg fandme vise ham. Så jeg tror, at hans lille stikpille var det, der motiverede mig allermest.” Man må give Jans chef ret i, at det virker som en uendelig kamp at stoppe delingen af nøgenbilleder på nettet, og Jan indrømmer sin position, som underdog. ”Jamen i hans øjne skal du ikke gå ind i en kamp, hvor du er underdog, men det har vi jo så allerede bevist nu, at det har vi haft god grund til at gøre.” På nuværende tidspunkt har Pulterkammerets Aktivister været ansvarlige for, at over 2000 billeder er blevet fjernet fra diverse internetsider og sociale medier. Man må derfor give Jan ret i, at de faktisk kunne ændre noget.

 

Lad os for en god ordens skyld definere, hvad hævnporno dækker over.

Ifølge Jan kan hævnporno defineres på to måder. Den første er den klassiske forståelse: ”Det er en video med en ekskæreste, eller billeder af en ekskæreste, hvor han eller hun måske har trådt på dig eller såret dig, efter I er gået fra hinanden. Så vælger du så at dele det for ligesom at skade vedkommende.”

Jan mener dog, at de seneste års fokus på emnet har gjort, at begrebet hævnporno kan defineres bredere. ”Hævnporno kan også være, hvis du modtager et billede; du gemmer det, og du deler det. Ikke fordi at du vil hævne dig på personen, men for at vise det frem, eller fordi der er gået samlerobjekt i det”. Vi bliver enige om, at en fin definition for de ovenstående vil være: Så snart et personfølsomt billede af en person bliver delt, uden denne persons samtykke, så kan det kaldes hævnporno

Fremgangsmåden for at fjerne disse diskriminerende billeder er relativt simpel. Et stort netværk af såkaldte aktivister holder øje med nettet og rapporterer mulige sager til Pulterkammerets Aktivister. Derudover tipper mange mennesker, der ikke har tilknytning til foreningen, når de oplever deling af personfølsomme billeder. Beviserne bliver delt til resten af aktivisterne i en såkaldt bevistråd. ”Hvor beviser bliver ført. Så kan du for eksempel skrive: Jeg er lige på arbejde, er der én, der kan kigge på det her?”. Herefter tager én af aktivisterne ansvaret for, at få billederne fjernet. Denne aktivist kontakter personen, der har delt billederne, og hvis han/hun nægter at fjerne dem, kontakter aktivisten deres forældre, for at de kan skride til handling.

Med tiden har Pulterkammerets Aktivister bevæget sig til også at rådgive forældre og unge i, hvad man kan gøre i situationer med hævnporno – og endda at forebygge hævnporno.

Igennem den tid, hvor Jan har været Pulterkammerets Aktivisters ansigt udadtil, har han utallige gange været i kontakt med forældre og unge, der søgte hans råd om en bestemt sag med deling af billeder. ”Jeg har også oplevet at snakke med mødre klokken halv elleve om aftenen, hvor jeg skulle på arbejde dagen efter, fordi de har stået i sådan en hastesag. Sådan noget synes jeg ikke, at forældre skal ligge og spekulere over natten igennem.” Selv om Jan var på ferie, da jeg snakkede med ham, svarede han stadig på omkring 10-12 henvendelser om dagen fra bekymrede forældre, folk der har fået delt billeder eller folk, der vil indberette sager til foreningen.

Foreningens kamp for at forebygge hævnporno sker gennem foredrag på skoler, hvor de tilbyder et foredrag fra en af deres aktivister om internetkultur og forebyggelse af uønsket deling af personfølsomme billeder. Afslutningsvis i min historie om Jan og Pulterkammerets Aktivister, vil jeg liste et par af Jans gode råd til at undgå hævnporno.

Foto af Emil Hougaard

Min store undring over for Jans forening gik på, hvorfor netop de har taget kampen op imod deling af hævnporno, og hvordan de legitimerer deres kamp mod almen dårlig stil på internettet. For Jan ligger legitimiteten i, at der ikke blev gjort noget ved det fra myndighedernes side. ”Vi har stået på sidelinjen og set, at der ikke er sket noget fra myndighedernes side, hvor man tænker, at det måske er deres ansvar” Han mener, at digitaliseringen af vores samfund har gået så stærkt, at myndighederne ikke har kunne følge med i internetkulturen hos de unge: ”Det er jo kommet så meget bag på alle jo. Vores forældre er jo ikke opvokset med internet, så de ved jo ikke en skid om det. Det er også derfor, at de, der er forældre til teenagere i dag, har så svært ved at forstå kulturen. Selv jeg havde absolut ingen anelse om, hvad fanden der foregik”. Udover myndighedernes inaktivitet har Jan haft gode erfaringer med konceptet ung-til-ung, hvor det er unge mennesker, der kommer med den løftede pegefinger over for andre unge mennesker. ”Det har bare en større effekt, når det er en på din egen alder, der siger, at det er forkert i stedet for, at det er folk fra kommunen, der kommer og siger noget”.

Pulterkammerets Aktivister melder alle deres sager til politiet og benytter ingen metoder, der er i strid med loven.

”Vi holder os inden for lovens grænser – alt, hvad vi arbejder med er oplysninger, folk selv har lagt op, så der fungerer ikke noget med hacking”.

 

Jeg undrede mig over, om det ikke er svært at udvælge de sager, som Pulterkammerets Aktivister skal gå ind i, når det kommer til mobning og udhængning. ”Vi har mange aktivister, der har svært ved at skelne. Der er tit, hvor de kaster et eller andet op og spørger: skal vi gå ind her? Der går som regel en lille afstemning i den. Men vores forenings holdning er, at så snart det er personskadeligt – noget der går ind og skader individet, så griber vi ind.”  

Jan indrømmer, at tonen godt kan blive barsk, når han vælger at gå ind i en online debat og sætter hårdt mod hårdt for at forsvare et mobbeoffer. Jeg spørger ham, hvordan man går ind i en debat rent retorisk, når man sidder som formand for denne forening. ”Det her er så som privatperson, men jeg vil ikke sige, at jeg er lige så grov i sproget som dem. ” Han understreger, at det vigtigste at huske på, når man debatterer med disse unge mennesker, er, at skrive med et glimt i øjet og aldrig at blive for personlig, da dette er, hvad foreningen modkæmper. Dog mener Jan, at der skal en lidt grov tone til for at sætte sig i respekt over for unge mennesker på deres egen hjemmebane – internettet.   

Foto af Emil Hougaard

 

Sagerne som Pulterkammerets Aktivister har kastet sig over gennem tiden, varierer meget:

”Ja, det er grov mobning, lovovertrædelser. Dyremishandling har vi også haft nogle eksempler på. Der var noget med en skoleskyder – én der havde taget et billede med en pistol, hvor man kunne se lærerne i baggrunden.” Jans forening har kastet sig over mange former for ulovligheder på internettet, han sætter dog grænsen ved salg af narkotika på Facebook, hvilket har været meget fremme i debatten de seneste år. ”Der har været en, der skrev til os, at hvis vi fandt nogle lukkede grupper, hvor de solgte narkotika, så skulle vi også indberette det. Der har jeg bare som formand valgt at sige, at ingen af mine aktivister eller mig selv skal stå inde for at være stikker i narkomiljøet, for man kan lige se en 13-årig få kappet hovedet af for sig – for at lukke en handel ned. Det er slet ikke det, vi skal. Der er det politiets område”.

På sigt ser Jan, at Pulterkammerets Aktivister sagtens kan bevæge sig inden for bekæmpelsen af pædofili, da det i bund og grund er samme formål. ”Jamen altså pædofili er jo også inden for vores formål med, at vi vil stoppe personskadelige krænkelser på nettet. Og det vil jeg da mene, at pædofili er”.

For Jan er endemålet for foreningen klart: ”Man kan sige, at endemålet er, at vi håber på at komme deling af nøgenbilleder 110% til livs.” Han indrømmer at dette er en umådeligt stor opgave, hvilket kun giver ham mere blod på tanden. ”Vores mål er, at være de mest aggressive i hele Europa på den her front.”

 

Jan har følgende råd til dig, angående hvordan du undgår at få delt dine personfølsomme billeder:

”Jeg tror, at man skal dele med eftertanke. Vi mener som forening ikke, at du skal fratages din frihed til at dele noget så intimt som et billede med din partner. Men at partneren så bryder tilliden – det er dér, det kriminelle opstår, og det er det, vi prøver at stoppe.” Et mere konkret råd angår ansigter på nøgenbilleder: ”Aldrig ALDRIG ansigter på.” Derudover skal man tænke over, om man kan genkendes på sine tatoveringer og måske endda sørge for, at man har et lignende billede af sin partner, hvis det endelig skulle komme så vidt som til, at han/hun kunne finde på at dele det. “Så må man sige: Når man går fra hinanden, så må vi jo bare slette dem sammen – altså hvis vi skal helt derud. Ellers er det da bare ren høflighed og pli, at man bare sletter dem, når man ikke er sammen længere, for så har man ingen grund til at glo på dem længere”.

 

Til folk, der deler billeder på internettet, er Jans besked kort og kontant:

”Tænk jer om – det tror jeg, er det bedste. Lad være med at dele noget du ikke vil have, din mor ser, at du deler.”