En snak med Aske Bang

29-årige Aske Bang er en af de mest interessante unge håb i dansk filmindustri. Han har været i branchens søgelys, siden han dimitterede fra Den Danske Filmskole i 2015 og fik sit instruerende gennembrud med filmen “Ladyboy”, som vandt prisen for bedste fiktion ved Ekko Shortlist Awards i 2014. Nyligt har hans kortfilm “Silent Nights” været Oscar-nomineret og vundet Robert prisen i kategorien ‘Kortfilm: fiktion/animation’

Desuden er han også en frodig skuespiller, og har medvirket i mange forskellige spillefilm og TV-serier, hvorfor han også ofte spiller skuespil i de film, som han instruerer.
Lige nu arbejder han på at få sin debut-spillefilm realiseret hos Zentropa, hvor vi har fanget ham til et interview.


 

Hej Aske! Tak for at du har taget dig tid til at snakke med os på sådan en regnvejrsdag som i dag.

Jamen selvfølgelig! Vi to har jo snakket før, og der var det jo hyggeligt! Og der tror jeg faktisk også, at det var en regnvejrsdag. (Yasser interviewede i 2014 Aske om hans kortfilm Ladyboy i forbindelse med en skoleopgave)

Det var det nemlig også! En regnvejrsdag for fire år siden på filmskolen. I dag vil jeg gerne høre, hvad du går og laver for tiden.

Jamen altså, lige nu befinder vi os i en skrivehytte hos Peter Aalbæk og Lars Von Triers filmselskab, Zentropa, og her sidder jeg i øjeblikket og arbejder sammen med skuespilleren Stanislav Sevcik på manuskriptet af den film, som muligvis kommer til at blive min debut-spillefilm. Den hedder “Welcome To The Moon”. Stanislav og jeg kommer til at spille hovedrollerne i filmen, ligesom vi også skriver den sammen. Min far, Ib Kastrup, hjælper også med at skrive filmen, så vi er tre manuskriptforfattere på en film, som jeg kommer til at instruere. Så jeg agerer hovedrolle, manuskriptforfatter og instruktør på samme film, hvilket er lidt specielt for en debutfilm.
Derudover er filmen lavet uden støtte fra Filminstituttet, så vi arbejder med et meget lille budget, altså under en million kroner, og så er det jo meget smart, at jeg kan trække i så meget forskellig arbejdstøj som muligt, for således kan jeg investere min egen løn i projektet, men det er selvfølgelig ikke den primære årsag, for jeg har altså også en passion for at spille skuespil, skrive og instruere.

Det lyder som en stor mundfuld, men også som et utroligt spændende projekt!

Ja, og så er det en mix-genre, så vi blander gys, komedie og rørende drama. Vi går planken ud, for enten går det hen og bliver rigtig godt, eller også går det hen og bliver noget værre lort.

Haha! Det er en skøn tilgang at have til tingene!

Jamen altså, sådan kan jeg godt lide det! Jeg kan godt lide, at man bare tager chancen og ikke spiller på sikre kort. Det gør det mere spændende!


Det er også en tilgang, som man har kunnet mærke i dine tidligere projekter og film.
Jeg vil gerne spørge, om du kan beskrive din fascination af film for os, og hvordan den er blevet påvirket og udviklet igennem årene. Det er jo fire år siden, at vi sidst talte sammen, og der er sket meget i den tid,

Min fascination af film stammer fra dengang jeg var en ung knægt. Min far gik på filmskolen, og min fars tvillingebror, Kim Kastrup, er filmjournalist, så jeg blev i en meget tidlig alder introduceret for film. Jeg blev hevet med i biografen og til diverse gallapremierer for film, som måske var målrettet mest til voksne, altså dramaer og andre seriøse film, som måske ikke altid var noget for en ung dreng at fascinere sig i, men jeg lærte tidligt at se og nyde sådanne film, så jeg fik hurtigt en stor interesse for filmens kunst. Sidenhen har jeg undervejs tænkt og troet, at jeg gerne ville være musiker eller fodboldspiller, men filmen har altid været med mig, og jeg har aldrig rigtigt kunne slippe det.  Da jeg så kom til begyndelsen af mine tyvere, besluttede jeg mig for, at jeg ville gå all-in. Jeg begyndte på at søge ind på filmskolen. Inden da havde jeg gået på en forberedelsesskole, som hedder Station Next, hvilket er en skole, hvor man går i tre år ved siden af folkeskolen, og møder op én gang om ugen i tre timer for at blive introduceret til filmverdenen.
I forhold til hvad jeg godt kan lide ved at lave film, så kan jeg godt lide den arbejdsform, som branchen tilbyder. Det, at man arbejder på et projekt, og at det aldrig er det samme hver dag. At lave en film er ligesom ét stort eventyr, som man bevæger sig ud på, og det er et nyt eventyr hver eneste gang. Det starter og det slutter, hvilket jeg godt kan lide. Det er en periode, hvor man arbejder intenst, og så er det slut. Så lægger man det fra sig, og viser det til folk, og håber på, at de godt kan lide det. Det er jo det fedeste i verden, det med at føle, at man har givet folk en oplevelse, som de enten er blevet rørt af eller klogere af.

Det tænder mig enormt meget at underholde folk, det har det altid gjort. Tilbage i folkeskolen var jeg det, som man kan kalde for klassens klovn. Det var vigtigere for mig at underholde de andre i klassen, end det var at lære noget selv. Folk grinte meget, af de ting jeg gjorde eller lavede, og jeg blev nærmest afhængig af de grin.


Ja, så for at hive fat i noget af det du siger, så nævner du selv, at musik har betydet meget for dig, og at underholdning samt humor også har spillet en væsentlig rolle i dit liv. Det er jo ting, som man ofte lægger mærke til, når man ser dine film, både det musikalske og humoristiske aspekt og tilgang. Er det også ting, som vi kommer til at kunne mærke i dine fremtidige film? For du nævner jo også, at du godt kan lide at vove pelsen og kaste dig ud i noget helt uberørt.

Jeg tror, at jeg kommer til at lave mange forskellige ting, men “Welcome To The Moon” har komedie og humor i sig, og det har “Døden Kører Audi”, hvilket er et projekt, jeg også arbejder på. Der kommer til at være humor i det hele, men det kommer samtidig også til at være meget alvorlige historier. Kontrasten er noget, som jeg også godt kan lide. Nogle gange kan det hjælpe på, at noget bliver rigtigt rørende, hvis der også er noget, som er sjovt. Kontrasterne bliver en følelsesmæssig rutsjebanetur, som tilskuerne får lov at komme på. Det er den oplevelse, som jeg godt kan lide at give til folk, i stedet for en hvor det bare er trist hele vejen igennem. Men måske laver jeg en film, som slet ikke er humoristisk overhovedet, faktisk er min sidste film “Silent Nights” ikke særligt sjov, så tingene ændrer sig meget fra projekt til projekt.

Udover kontraster og humorens rolle i dine film, er der også noget andet, som synes at være tilbagevendende i dine film, nemlig at man mærker en fokus og en omsorg for de mest udsatte mennesker i samfundet. Hvad kommer det af?

Jeg ved det ærligt talt ikke, men jeg har nogle idéer og teorier omkring det. Først og fremmest har jeg en naturlig empati for outsidere, minoriteter og folk, der er ved siden af. Det tror jeg kommer fra min opvækst i folkeskolen, hvor jeg selv blev holdt lidt udenfor i en kort periode. Jeg måtte ikke være med til at spille fodbold og sådan noget. Det varede ikke så længe, men jeg blev mobbet lidt af nogle drenge og måtte ikke være med. På et eller andet tidspunkt ændrede tingene sig, således at jeg selv blev en meget slem mobber, og det er noget af det, som jeg fortryder allermest i hele mit liv.
Mine film tager så hånd om disse folk, der bliver holdt udenfor, mobbet eller behandlet dårligt, og det er måske min måde at sige undskyld for det, som jeg selv engang har gjort.
Der var i hvert fald helt sikkert nogle voldsomme følelser i folkeskolen, som til stadighed driver mig.

Det er i hvert fald en flot tanke at filosofere over. Dine hovedpersoner oplever også ofte modgang, og når de gør det, så er det en meget brutal og intens form for modgang. Tænker du, at det har noget at gøre med din mulige søgen efter tilgivelse, eller er det en afspejling af det samfund, som vi lever i?

Jeg tror, at det er en kombination. Inspirationen til filmene kommer ofte fra det samfund vi lever i, og ting der eksisterer i samfundet lige her og nu, men det er nok en blanding af de to ting.


Kan du genkalde et øjeblik, som har været definerende for din tilgang til film?

Ja! En del af mine film handler om at nedbryde fordomme. I mine film møder man mennesker, som der ofte er stærke fordomme omkring, hvorefter man kan lære dem at kende igennem filmen for så at indse, at det også bare er mennesker. Således at man efter filmen, måske kan opnå en større accept og forståelse for de, som adskiller sig fra normaliteten. Jeg genkalder et øjeblik, hvor jeg viste min film “Ladyboy” til nogle skoleklasser, og der var der nogle klasser, som var fyldt med unge af anden etnisk herkomst. Det første kvarter af filmen lød der tilråb under visningen, hvor flere af dem råbte ting såsom “bøsse!”, “ad!” eller “hvor ulækkert!” F. eks når karakteren kyssede med andre mænd. Halvvejs inde i filmen får denne transvestit så tæsk af en gruppe mænd af anden etnisk herkomst i Ørstedsparken, hvor der jo netop er begået en masse hate-crimes i virkeligheden. Da den scene udspillede sig, var der helt stille i biografen. Jeg hørte ikke en lyd under resten af filmen. Bagefter kom der flere af de unge drenge, som havde råbt under filmen og sagde, at de synes det var den fedeste film, og at de godt kunne lide den. Senere kom læreren og sagde, at drengene i klassen havde snakket om filmen igennem hele ugen, og der følte jeg, at den film hjalp med at nedbryde nogle fordomme. Her var der nogle drenge, som kom til biografen med et snævert syn på det at være anderledes, og fik så forståelse igennem filmen. De forstod alvoren, og at det blot var et menneske, som var på skærmen, der ikke synes det er sjovt at blive behandlet dårligt, fordi at han er anderledes. Det har måske gjort, at de drenge ikke vil råbe “bøsse!” efter sådan en person, eller på anden måde være nedladende, fordi at de fik et indblik i personens liv. Det synes jeg var en utrolig smuk oplevelse, som jeg husker meget tydeligt.

Det virker til, at du efter det øjeblik indså, hvordan film kan rykke nogle grænser og udvide horisonter. Har film nogensinde gjort det samme for dig?

Ja, det har det helt bestemt! Jeg kan dog ikke lige komme på et eksempel på stående fod.

Så kan jeg måske spørge dig omkring hvilke film, som du selv nyder at se, og om der har været nogle filmskabere, som har været særligt indflydelsesrige for dig.

Jeg har ikke decideret nogen, som jeg er fan er. Faktisk betragter jeg ikke mig selv som en filmnørd, jeg kan bare godt lide at lave film. I forhold til film jeg nyder at se, så kan jeg lide meget forskelligt, alt efter hvilket humør jeg er i. Har jeg tømmermænd, så kan jeg lide at se eventyrfilm, og hvis jeg er træt, kan jeg lide at se komedier. For at se mere udfordrende film, som kunstfilm og dramaer kræver det, at jeg er meget frisk. Det er ikke lige altid, at det er det første, som jeg sætter på. Jeg kan også godt lide, at se mange tv-serier. Lige nu ser jeg rigtig mange gyserfilm, eftersom vi sidder og arbejder med en gyserfilm. For at blive inspireret ser jeg film i en meget målrettet forstand, alt efter hvilket projekt jeg er i gang med.
Jeg elsker også at blive overrasket; jeg elsker at gå ind og se en film, som man intet aner om, hvor man ikke engang ved, om det er en komedie, gyser eller noget helt tredje, som når man eksempelvis kommer til at zappe over på en kanal, hvor en film er på. Det har jeg fået nogle rigtig store filmoplevelser ud af.
Det er ligesom med musik, altså at der findes gode film inden for alle genrer, og der findes mange gode instruktører, som har lavet både gode og dårlige film. Jeg har ikke noget specifikt, som jeg søger mig hen imod.
Skal jeg dog nævne én, som jeg er rigtig vild med, så er det Richard Curtis.
Alle hans film er gode.


Fedt! Nu hvor du skal til at gå en spændende tid i møde med at få to spillefilm realiseret, går du også nogle udfordringer i møde. Det er udfordringer, som vi også hører om i medierne, nemlig at miljøet for en filmskaber er utroligt hårdt for tiden. Hvordan oplever du selv, at miljøet er for en ung filmskaber som dig?

Jeg opfatter det som meget svært at få støtte fra Det Danske Filminstitut. Min sidste film, Silent Nights, fik 2 afslag, så vi var nødt til at lave filmen med et stramt budget for vores egne penge, og filmen endte med at blive nomineret til en Oscar. Du kan stå med et fantastisk projekt i hænderne og alligevel få afslag på støtte, så det siger noget om, hvor svært det kan være at få denne støtte. Det er enormt svært, men jeg forstår også godt hvorfor, at det er svært. Der er meget få penge at give af, og rigtig mange vil gerne lave film, som nogle få personer i forskellige afdelinger får lov til at vælge og vrage fra, og de bliver jo nødt til at vælge det, som de mest tror på af årsager, som jeg ikke kender til. Derfor bliver det automatisk svært, og der er mange, der får afslag, men der er ikke andet at stille op, end bare at prøve og blive ved til man får hul igennem.
Siden jeg blev færdig på Den Danske Filmskole i 2015, har jeg kun modtaget afslag fra filminstituttet og jeg er indtil videre oppe på hele 6 afslag fra filminstituttet. Den anden spillefilm, som jeg arbejder på der hedder “Døden Kører Audi”, og den har på nuværende tidspunkt fået 4 afslag, hvilket betyder, at man ikke kan søge efter støtte til den film mere – men trods de mange afslag har jeg ikke mistet troen på historien – så nu er min plan den, at jeg søger mod udlandet efter støtte, og lige nu har jeg mine øjne rettet mod Norge. Hvis de også giver filmen et afslag – så bliver filmen meget lavbudget, hvilket vil sige mere eller mindre ulønnet. Det er jo ikke noget, som man kan blive ved med i længden, eller på nogen måde leve af. Men hvor der er vilje, er der en vej, og viljen fejler ikke noget.

Mængden af unge mennesker, som gerne vil lave film er måske større end nogensinde før. Med tanke på, at branchen er så svær at komme igennem, som du beskriver, er dit råd så bare, at man bare skal blive ved med at klø på?

Fuldstændig. Man kan jo ikke gøre andet. Du kan ikke gøre andet end at klø på, og jeg tror, at al success er en kombination af hårdt arbejde og held. Det er i hvert fald de to hovedparametre i det, så klø på og håb på, at du er heldig samtidig. Man kan naturligvis ikke planlægge held, men man kan eksempelvis sørge for, at man får et større netværk, møde op til diverse begivenheder, hvor man kan lære folk med indflydelse i branchen bedre at kende. På den måde kan man gøre sig modtagelig overfor heldet. Så arbejd på at gøre dig dygtig, skab dig et netværk og et navn. Det er tre vigtige ting at gøre, for at kunne overleve i denne branche.

Gode råd. Nu vil jeg gerne spørge dig, om hvornår vi kan forvente at se noget udgivet af dig.

Forhåbentligt kan min debut-spillefilm “Welcome To The Moon” få premiere i 2019, men udover det spiller jeg også meget skuespil for tiden, og har lige været med i Thomas Vinterbergs nye film “Kursk”, hvor jeg spiller en lille rolle som russisk soldat, og så har jeg været med i en ny tv-serie, som Mikael Wulff laver, som hedder “Perfekte Steder” på TV2 Zulu. Slutteligt er jeg også i gang med at arbejde på en TV-serie sammen med min gode ven, Allan Hyde, som kommer til at foregå i Klitmøller og hedder “Cold Hawaii”, så jeg har lidt forskelligt at se til. Jeg går jo løbende til skuespil castings, så jeg har mange bolde i luften, og det bliver man nødt til i denne her branche, for man ved aldrig hvilket projekt, der bliver til noget, eller hvornår det bliver til noget, så det er godt at spille på flere heste.

Alt det vil vi alle se frem til. Tusinde tak for at du lod os interviewe dig, og held og lykke med alle dine mange bolde!

Selv tak! Det har været hyggeligt!