Står stadig
Scroll ned for at læse historien.
If you can see this area under the white, your browser window is a bit too large for the design. It will look great if you make it a bit smaller :)


















Vi står stadig.

Hele vejen ned ad Nørrebrogade står vi sammen.

































Og byen bliver stående imens vi står fri af føddernes famlen efter fodfæste. Vi flyder fremad mod næste kant.

































Jeg mærker efter en ekstra gang, inden jeg tager et billede. Inden jeg hopper ud over kanten. Man ved aldrig, hvad der er på den anden side.
































Det er umiddelbarheden, man søger. Intet er forudsigeligt.
































Hvis jeg går rundt et nyt sted med et digitalt kamera, kommer jeg til at tænke, at jeg bare skal dokumentere alt. Fordi det kan jeg. Til gengæld kan det gøre mig blind for, hvad jeg egentligt vil se.
































Det er beroligende at fotografere med film. Mange har ingen anelse om, hvordan det er at gå hjem fra kemikeren med en pakke frisk fremkaldte. Tager man et snigende blik nu, eller venter man indtil man er hjemme?
































Tri-X100 har været mit vindue til verden, siden en fotoforhandler stak mig den i hånden. Jeg ville gerne skyde sort/hvidt, så bliver tingene simplere og formerne vigtigere. Det er ligesom, når jeg står på skateboard. Man kan mærke det hele meget mere.