Turen går til Canada

Jeg vågner klokken 6 om morgenen af et af de der forfærdelige vækkeure der hæver lydstyrken, når man forgæves forsøger at sove videre. Næsten søvnløs og smadret af jetlag bevæger jeg mig ud af min seng, men uden dyne fornemmes luften som antarktis; minus 15 grader første nat.

Allerede fra første dag var det tydeligt, at mine forventninger ikke tilnærmelsesvis var lig realiteten af det land, jeg ellers havde hørt så meget om hjemmefra. Tilsvarende blev jeg, for hver dag jeg tilbragte i det canadiske, mere og mere overrasket over ikke bare kulturen, men menneskene, miljøet og den kollektive tankegang og mentalitet.

Selv boede jeg i Ottawa, Canadas hovedstad, som er beliggende sydøstligt, helt tæt på den amerikanske grænse. Halvnaivt havde jeg hjemmefra forestillet mig, at denne geografisk tætte beliggenhed til USA ville afspejle sig i to meget identiske folkefærd; jeg blev dog hurtigt klogere. Første gang jeg sammenlignede Canada med naboen til syd, blev jeg fuldstændigt nedstirret af mit canadiske publikum. Senere har jeg da også indset at forskellene er mange.

 

Foto: Victoria Skjoldan

Arkitektonisk var Canada overlegen, og selvom jeg ikke fik bare én veltilberedt bøf i mine utallige burgere i løbet af de 2 måneder jeg var afsted, vil jeg påstå at Canada også gastronomisk overgår Amerika. Som pendant kan tilføjes at begge lande bærer præg af en næsten kvalmende åbenhed og en fantastisk evne til at smalltalke. Man skal altså med andre ord væbne sig med tålmod, når man eksempelvis skal til supermarkedet for at handle ind. For man skal ikke blot man finde rundt i de kilometerlange rækker af forbrugsvarer, man skal også vente på, at personen i kassen spørger ind til, hvad end han eller hun har udtaget som dagens samtaleemne; om det er mode, politik, vejret eller bitcoins.

Jeg vil til gengæld slå et slag for den charme canadierne udstråler. Gennemgående god opdragelse, respekt og tolerance var i hvert fald principper, jeg lagde mærke til som turist; tilgiv min generalisering. Overalt blev man mødt med smil og åbne arme, foruden den nogle gange dræbende amerikanske overfladiskhed. – Meget behageligt faktisk, til forandring.

Foto: Victoria Skjoldan

Canada har næsten 6 gange så mange indbyggere som Danmark, og af dem taler omkring 20.6% fransk. Resten er udgjort af primært engelsktalende indbyggere. Ottawa by er en del af den engelsktalende provins Ontario, men blot på den anden side af Ottawa-kanalen, ligger Quebec, hvor majoriteten taler fransk som modersmål. Ligesom ved Bosporos i Istanbul, oplever man en fantastisk forandring i kulturer som man vandrer fra den ene del til den anden, over broen.

Hvor Ottawa klart var familiefokuseret, med stille boligkvarterer i behagelige og rene omgivelser, var Gatineau (byen på den anden side af broen) præget af et felt af dansebarer- og klubber. Just beskrevet er som åbenlyst et resultat af, at den franske side havde en lavere aldersgrænse på køb af alkohol end den engelske, og de unge samledes altså her i en overflod af gibbernakker og konfetti. En ligeledes tendens kunne ses i storbyen Montreal, der hver aften lyste op af diskokugler, glimmer og lanterner. Entertainment district bød på gay-bars og latin-clubs, og for beboerne var det en generel filosofi, ikke at forlade klubberne før de fysisk blev smidt ud ved lukketid klokken 2.

 “Yung Lean” – Foto: Michael Nguyen, http://artofcaerus.net/

På spillestedet MTELUS i centrum af byen, gav den svenskfødte hip hop/cloud rapper Yung Lean koncert. Iført vandrestøvler blev man blev ført ind i moshpit af høje og skæve sad-boys, som med batikhatte på, headbangede til de psykedeliske toner. – Alt fint indtil beatet droppede og man blev smadret til siden som resultat af ukoordinerede hop med lidt for store armbevægelser. ”Thank you for keeping the moshpits alive”, lød det fra d. 21 årige artist. Det var skørt, det var overdrevet, det var utroligt. Jonathan Leandoer, som han hedder bag aliaset, gik på efter sin ven Thaiboy Digital, hvis koncert heller ikke vartil at sætte en finger på. ‘Stranger’ tour var en success, og publikum – ovenud lykkelige.

“ThaiBoy Digital”  – Foto: Michael Nguyen, http://artofcaerus.net/

Bevæger vi os lidt sydvest fra Montreal, finder vi byen Toronto, som de fleste nok kan genkende fra coverbilledet til Drake’s album ‘Views’ fra 2016. Jeg kan ligeledes uddybe, at jeg aldrig har jeg hørt så meget Drake som i de 2 måneder jeg opholdt mig i Canada. “God’s Plan” blev nærmest spillet til døden, alt imens nationalfølelsen blomstrede.

Foto: Victoria Skjoldan

Toronto var som by et mekka af skyskrabere, chanel-tasker, og trafikproblemer. Den var som man forestiller sig New Yorks skyline, bare i mindre udgave. Menneskene havde travlt, og generelt var tempoet højt. – Fuld fart fremad. Stemningen bar naturligvis præg af den urbane livsstil, med kendetegn som CN Tower, Toronto-Dominion center og Osgoode Hall. Fra toppen af førstnævnte havde man overblik over hele GTA; Greater Toronto Area. Man skulle dog tage en dyb vejrtrækning inden man turde bevæge sig helt ud til udkigsposten, for der var jo trods alt 553 meter ned.

Foto: Victoria Skjoldan

Det er svært for mig at sætte en finger på præcis hvad det var, jeg fandt så forførende ved Canada. Hertil kan man opsummere, at 2 måneder ikke er lang tid snakker man udenlandsrejser og dannelsesture. Ser man bort fra kulturchok, weekendture, oplevelser og lignende, kommer nemlig tiden brugt på studie og afleveringer, for ej at forglemme den brugt i offentlig transport, og så er der næppe lang tid tilbage at trække vejret i. Den offentlige transport tager naturligvis sådan en stor bid af regnestykket, som et resultat af snestorme og trafikproblemer.

For mig var Canada et svar på USA’s viljestyrke, mentalitet og åbenhed, kombineret med europæisk ydmyghed og udseende. Det var kontrasten mellem nyt og gammelt, urbant og natur. Som konklusion kan det siges at jeg aldrig har følt mig bedre tilpas end i disse omgivelser. Direkte fra hjertet kan det anbefales at besøge Canada.